Calciummangel, fx ved fejlernæring, steatoré, hypoparatyroidisme og langvarig kortikosteroidterapi. Behovet for calcium er øget under graviditet, laktation og opvækst. Ved svær calciummangel med manifest tetani og ved svær hyperkaliæmi gives calcium i.v., ved latent tetani er oral behandling tilstrækkelig. Intravenøst calcium er indiceret ved allergisk ødem, fx Quinckes ødem. Hypocalcæmi ved fluoridforgiftning. 

Tilskud af calcium (500 til 1.600 mg) sammen med D-vitamin (10-20 mikrogram) kan reducere risikoen for frakturer hos ældre kvinder, hvorimod calcium alene (uden vitamin D) ikke kan nedsætte risikoen for osteoporotisk knoglebrud, men har tværtimod i metaanalyser været ledsaget af øget risiko for hoftefraktur og kardiovaskulære komplikationer ⁽¹³³⁶⁾.
En metaanalyse har vist, at calciumtilskud i doser på 1-2 g dgl. kan sænke blodtrykket hos gravide og nedsætte risikoen for præeklampsi ⁽¹³³⁴⁾. Blodtrykket nedsættes i beskeden, men signifikant grad hos både normotensive og hypertensive ved calciumtilskud ⁽¹³³⁵⁾.
Ved uræmi er calciumkoncentrationen ofte lav på grund af flere forhold bl.a. nedsat absorption af calcium og fosfatretention. Behandling med vitamin D (1-α-hydroxycholecalciferol) og calcium, bedst i form af calciumcarbonat, bedrer calciumabsorptionen og modvirker fosfatabsorption fra tarmen. P-calcium og P-fosfor må regelmæssigt kontrolleres for at undgå svær hypercalcæmi. 

Børn, som ikke indtager mælkeprodukter (fx ved laktaseinsufficiens), anbefales tilskud af calcium på 0,5-1 g dgl. Lægemiddelstyrelsen anbefaler et dagligt tilskud af 800-1.000 mg calcium i kombination med 20 mikrogram vitamin D til alle personer over 70 år, til alle plejehjemsbeboere og til personer med øget risiko for osteoporose (uanset alder). Se endvidere Osteoporose. 

Præparaterne er kontraindicerede ved stærkt nedsat nyrefunktion. 

Der henvises til de enkelte præparatbeskrivelser for yderligere information vedr. brug ved nedsat lever- og/eller nyrefunktion. 

• Vedr. andre kontraindikationer, se de enkelte præparatbeskrivelser.
• Nedsat lever- og/eller nyrefunktion (se ovenfor).

Absorptionen af calcium foregår dels passivt paracellulært over tarmslimhinden, dels aktivt transcellulært ved en mekanisme, der er reguleret af vitamin D. Ved steatoré og kroniske diarrétilstande øges det fækale calciumtab. Hypocalcæmi ved uræmi skyldes flere forhold dels nedsat absorption fra tarmen - på grund af mangel på aktivt vitamin D - og dels den ofte samtidige hyperfosfatæmi, foruden bl.a. ændringer i P-PTH og P-magnesium.