Levercirrose
Levercirrose er slutstadiet af en række kronisk inflammatoriske leversygdomme, hvor de hyppigste er alkoholbetinget leversygdom (65 %) og kronisk viral hepatitis C og B (ca. 20 %). Ved etableret cirrose er kausal farmakoterapi sjældent mulig, men behandling af underliggende patogenetiske mekanismer og komplikationerne til cirrose forbedrer prognosen. Særligt vigtig er alkohol rehabilitering lige som nye lægemidler (Direct Acting Antivirals) mod hepatitis C, der fjerner virus hos 95-100 %, også ved cirrose, har stor klinisk betydning. Ved non-alkoholisk fedtleversygdom er livsstilsintervention ligeledes vigtig, også ved etableret cirrose.
Sværhedsgraden af leversygdom inddeles ved Child-Pugh score, der baseres på blodprøver (bilirubin, albumin, koagulationsfaktorer) og klinik (ascites og hepatisk encephalopati). Model for End-stage Liver Disease (MELD), der beregnes ud fra bilirubin, kreatinin og koagulationsfaktorer, kan også anvendes.
Den alvorligste komplikation til cirrose er hepatisk encefalopati, som kan være let eller svær, men som altid forringer patientens livskvalitet.
Cirrosepatienter er i øget risiko for udvikling af akut-i-kronisk leversvigt, der oftest er udløst af infektion eller inflammation med udløsning af et inflammatorisk respons med udvikling af organdysfunktion.
For langt de fleste cirrosepatienter er ernæringsterapi med højt kalorie- og proteinindhold samt vitamin- og mineraltilskud afgørende for prognosen.
Referencer

5435. Vicente Arroyo, Paolo Angeli, Richard Moreau et al. The systemic inflammation hypothesis: Towards a new paradigm of acute decompensation and multiorgan failure in cirrhosis. J Hepatol. 2021; 74(3):670-85, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/33301825/ (Lokaliseret 9. marts 2022)
2836. de Franchis R, VI Faculty B. Expanding consensus in portal hypertension. Report of the Baveno VI Consensus Workshop: Stratifying risk and individualizing care for portal hypertension. J Hepatol. 2015; 63:743-52, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/26047908 (Lokaliseret 4. maj 2023)
2570. Vilstrup H, Amodio P, Jasmohan B et al. Hepatic Encephalopathy in Chronic Liver Disease: 2014 Practice Guideline by the American Association for the Study of Liver Diseases and the European Association for the Study of the Liver. Hepatology. 2014; 60:715-35, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/25042402 (Lokaliseret 2. maj 2023)