Kontraception. 

Almindeligvis bør IUD-oplægning foretages inden for de første 10 dage i menstruationscyklus, fordi risikoen for graviditet på dette tidspunkt er lille. Men oplægning kan i princippet gøres på et hvilket som helst tidspunkt i cyklus.  

Oplægningen bør ikke foretages, hvis der er symptomer på bakteriel vaginose, cervicit eller anden underlivsinfektion (rødme, ømhed eller abnorm fluor, ledsaget af leukocytter i wet smear fra cervikalkanalen). Disse tilstande bør behandles for at forebygge ascenderende infektion. På grund af risikoen for asymptomatisk chlamydiainfektion bør der hos kvinder under 30 år foretages undersøgelse herfor før eller samtidig med oplægning af IUD. Hvis det efter oplægningen viser sig, at prøven er positiv, kan kvinden behandles uden seponering af spiralen, forudsat at der ikke er symptomer.  

Oplægning kan ske i umiddelbar forbindelse med et kirurgisk abortindgreb, hvor motivation for kontraception normalt er stor. Efter en fødsel bør spiralen ikke oplægges før involutionsprocessen i uterus er afsluttet 6-8 uger post partum. 

Postcoital oplægning kan forhindre implantationen af det befrugtede æg og kan finde sted op til 5 dage efter det formodede ovulationstidspunkt. Denne form for profylakse bør dog kontrolleres med en graviditetstest 3 uger senere. Den postcoitale beskyttelse med IUD synes mindst lige så sikker som postcoital hormonbehandling, og metoden indebærer den fordel, at IUD kan blive liggende, hvis fortsat beskyttelse ønskes. 

Udtagning af en IUD foretages sædvanligvis let ved et behersket træk i markeringstråden. Hvis tråden ikke er synlig, bør man undersøge, om den ligger retraheret i cervikalkanalen. Hvis tråden mangler helt, bør man ved ultralyd, røntgenoversigt eller evt. hysteroskopi vurdere, hvorvidt IUD'en er in situ. 

Ved hypermenoré og dysmenoré kan IUD'en øge blødningsintensiteten og gøre menstruationerne yderligere smertefulde. Nulligravide, især helt unge, har lavere fortsættelsesfrekvens på grund af udstødning, smerter og blødningsproblemer end kvinder, der har gennemført en fødsel eller et abortindgreb. 

• Vasovagalt anfald. I forbindelse med oplægningen vil der næsten altid udløses en menstruationslignende smerte, der i sjældne tilfælde ledsages af synkope og universelle kloniske kontraktioner. Anfaldet klinger spontant af inden for få minutter.
• Perforation kan forekomme under oplægningen, sjældent senere. Perforationen kan være total med IUD'en beliggende i peritonealkaviteten eller partiel med delvis perforation af uterinvæggen. Perforation forekommer hos op til 5 promille af IUD-brugere, og der synes ikke at være forskel i risikoen mellem de forskellige typer spiraler.
• Blødningsforstyrrelser, smerter og fluor vaginalis. I de første uger efter oplægning vil der ofte optræde pletblødning og menstruationslignende smerter, og i de første cykli vil menstruationsfasen være længere hos de fleste kvinder. Hos enkelte vil der optræde pletblødning omkring ovulationstidspunktet. Selv om blødningsgenerne er aftagende efter de første cykli, vil der hos en del IUD-brugere fortsat være tendens til længerevarende og kraftigere blødninger samt pletblødninger.
• Dysmenoré eller mere konstante lavtsiddende ryg- og abdominalsmerter er sammen med blødningsforstyrrelser den hyppigste årsag til ophør med IUD-metoden.
• Dyspareuni optræder ikke hyppigere hos IUD-brugere end hos ikke-brugere, men anvendelsen kan forstærke en tilstedeværende dyspareuni af anden årsag.
• Omkring 10 % af IUD-brugerne klager over generende fluor vaginalis. Årsagen kan være øget sekretion fra endometriet og cervix som reaktion på IUD-tilstedeværelsen.
• Infektion. Brug af spiral er ikke forbundet med øget risiko for underlivsbetændelse. En øget risiko for underlivsbetændelse hos spiralbrugere er overvejende relateret til kontaminering i forbindelse med oplægningen, primært pga. naturligt forekommende mikroorganismer fra vagina der føres op igennem cervixbarrieren ved oplægningen, og betændelsen vil normalt optræde inden for den første måned. Konstateres underlivsbetændelse hos en spiralbruger, er hurtig behandling med relevant antibiotikum vigtig. Ved symptomer på underlivsbetændelse bør spiralen normalt fjernes.
• Udstødningen af IUD kan være total eller partiel. Udstødningsrisikoen varierer mellem 3 og 8 pr. 100 kvindeår og afhænger af kvindens alder, paritet og oplægningsteknikken. Risikoen er størst det første år efter oplægning og højst hos nulligravide.

Metodesvigt 

Graviditetsrisikoen for de kobberafgivende IUD-modeller angives til 0,8 pr. 100 kvindeår (Pearl Index). 

Ved opstået graviditet
Intrauterin graviditet  

IUD'en bør fjernes, når graviditeten konstateres, også selv om kvinden ønsker at fortsætte graviditeten, idet en række komplikationer kan optræde, hvis IUD'en lades in situ. Således er der øget risiko for spontan abort, komplikationer til en spontan abort, pletblødning og for tidlig fødsel. 

Ekstrauterin graviditet  

Opstår der graviditet hos en IUD-bruger, bør det altid undersøges, om graviditeten er lokaliseret ekstrauterint. 

Den kontraceptive virkning skyldes flere mekanismer: 

• Oocytten påvirkes af de frigivne kobberioner, således at den i ringere grad kan befrugtes og udvikle sig til et embryon.
• De frigivne kobberioner virker på samme måde spermicidt og forringer spermatozoernes motilitet.
• I tubae hæmmes de enzymer, der er nødvendige for spermatozoens penetrering af zona pellucida.
• I endometriet fremkaldes en inflammation, som hæmmer implantationen.

Kobberafgivelsen er 17-45 mikrogram/døgn, hvilket ikke giver målbare ændringer i p-kobber. De i dag markedsførte modeller er godkendt til 5-8 års anvendelse, men der er bred enighed om, at spiralerne bevarer deres kontraceptive effekt 7-12 år. Efter udtagning af en kobber-IUD er fertiliteten efter 3 måneder på niveau med det forventede.