Overfølsomhed
Overfølsomhed anvendes som et overordnet begreb for en række tilstande, hvor der fremkaldes symptomer fra organer eller organsystemer ved eksponeringer, der normalt tåles reaktionsløst af et overvejende flertal af de eksponerede. Overfølsomheden kan være forårsaget af en specifik immunologisk mekanisme (allergisk) eller den kan være immunologisk uspecifik (nonallergisk).
De allergiske overfølsomhedssygdomme kan yderligere inddeles i immunglobulin E (IgE)-medierede og non-IgE-medierede allergier, fx kontaktallergi som skyldes en T-lymfocytmedieret mekanisme.
Allergisk rhinoconjunctivitis er den hyppigste IgE-allergiske lidelse. Symptomerne udløses af luftbårne allergener og er sæsonbestemte ved allergi for pollen og skimmelsvampe, men kan optræde hele året ved andre allergier, typisk ved husstøvmide- og pelsdyrsallergi. Hos nogle dominerer øjenkløe, hos andre nyseture, næsekløe, nasal sekretion eller nasalstenose. Op mod 50 % har også astma. En del pollenallergikere oplever kløe i munden efter indtag af visse typer frugt og grønt.
Urticaria med stærkt kløende kvadler, der inden for 24 timer skifter placering. Optræder i en akut form (mindre end 6 uger), som i mange tilfælde opstår uden påviselig grund eller som reaktion på infektioner, samt allergiske eller non allergiske reaktioner på fødevarer, medikamenter og insektstik. Urticaria optræder også i en kronisk form (6 uger eller mere), der sjældent skyldes allergi, og kan inddeles i kronisk spontan urticaria og/eller kronisk inducerbar urticaria, hvor bl.a. fysiske eller termiske stimuli kan være symptomfremkaldende.
Anafylaksi med kredsløbspåvirkning ledsages hyppigt af hudkløe/urticaria og evt. også af astma og/eller gastrointestinale symptomer. Årsagerne er oftest lægemidler, fødevarer eller insektstik, evt. i kombination med anstrengelse.
Astma skyldes IgE-medieret allergi hos ca. 50 %. Det drejer sig primært om luftbårne allergener - medmindre symptomerne optræder sammen med urticaria eller anafylaksi.
Eksem med kløe, rødme, små blærer og afskalning, vil ofte være irritativt/ toksisk betinget, men kan også fremkaldes pga. en kontaktallergi over for små kemiske stoffer eller metaller.
Angioødem opfattes som en urticariel reaktion i form af et ødem i den dybere del af huden. Er derfor ofte blegere og mere smertende end egentlig kløende og ødemet kan bestå i op til 72 timer. Kan forekomme som led i en allergisk reaktion, men er oftest ikke allergisk betinget. Signalstoffer som histamin samt bradykinin kan være involveret.
Andre former for overfølsomhed
- Nonallergisk/noninfektiøs rhinitis. Er en mere diffus tilstand med symptomer fra næsen, hvor sensorisk neurogen dysregulation synes betydende fremfor specifikke immunologiske mekanismer.
- Hvor fødevareallergikere kan have gastro-intestinale symptomer, vil allergi sædvanligvis kunne udelukkes, hvis der udelukkende er tale om mere diffuse symptomer fra mave- tarmsystemet.
- Symptomer relateret til luftbårne dufte og kemiske stoffer. Dækker over en række symptomer relateret til andres brug af parfume samt friske tryksager og afdampning/udstødning fra forskellige forbrugerprodukter. Symptomerne har en sensorisk men non-allergisk genese.
Behandlingsvejledning
Allergisk rhinoconjunctivitis
Kan i de letteste former behandles med antihistamin, der blokerer H1-receptoren, p.n. lokalt i øjne og næse. Ved lidt sværere former, hvor kløe og sekretion dominerer, benyttes et non-sederende oralt H1R-antihistamin. For sæsonallergi, kan daglig behandling i relevant periode være nødvendig. Er generne præget af nasalstenose, har nasalt kortikosteroid som monoterapi god effekt og vil ofte overflødiggøre antihistamin. Effekten af kortikosteroid lokalt sætter langsomt ind (over flere dage) og præparaterne skal benyttes i fast dosering.
Ved persisterende allergisk rhinitis anbefales nasalt kortikosteroid. Såfremt nasalt kortikosteroid ikke har tilstrækkelig effekt på øjengener, kan det kombineres med antihistamin øjendråber.
Hvis nasalt kortikosteroid som monoterapi ikke er tilstrækkelig, kan det kombineres med lokalt eller systemisk antihistamin. Ved manglende effekt på nasal sekretion kan nasal ipratroium anvendes.
Patienter med både allergisk rhinokonjunktivitis og astma kan ved behandling med leukotrienreceptorantagonist opleve lindring af deres symptomer på allergisk rhinokonjunktivitis.
Ved sæsonrelateret allergisk rhinoconjunctivitis med svære symptomer, som ikke lindres af ovenstående behandling, kan man anvende kortikosteroid administreret som kortvarig oral behandling. I.m. depotinjektion kan også benyttes, men har potentielt flere bivirkninger.
Allergenspecifik immunterapi (allergivaccination/hyposensibilisering) kan komme på tale, hvor kortikosteroid nasalt og antihistamin oralt (evt. også i næse og øjne) ikke har givet tilstrækkelig effekt eller har givet bivirkninger. Ved allergi for træ- og græspollen, oplever næsten alle patienter, som har modtaget behandling med allergen specifik immunterapi, et væsentligt reduceret behov for antiallergisk medicin, symptomer reduceres og symptomperioden bliver kortere. Enkelte kan klare sig helt uden medicin i 'normale' pollensæsoner. Der er også dokumenteret effekt ved allergi for husstøvmider og for dyrehår, men klinisk er den ikke helt så udtalt, måske fordi andre allergier tit spiller ind.
Se evt. endvidere de nationale kliniske retningslinjer: NKR: Behandling af høfeber (allergisk rhinokonjunktivitis).
Urticaria
Kan behandles med et systemisk non-sederende H1R-antihistamin. Behandling kan gives som p.n., og i sværere tilfælde i fast dosering. Visse præparater (fexofenadin, bilastin, cetirizin, desloratadin, levocetirizin og rupatidin) kan doseres i op til 4 gange normal dosis til denne patientgruppe. Ved meget svære anfald kan supplerende kortikosteroid oralt være nødvendigt i den akutte fase. Der findes andre præparater, fx montelukast, ciclosporin A og omalizumab, til behandlingsresistente patienter, hvilket ofte vil kræve kontrol i speciallægeregi.
Anafylaksi
Behandles med adrenalin, ilt, i.v.-væske. Ved astma suppleres med β2-agonist. Yderligere behandling omfatter antihistamin og kortikosteroid. Personer med risiko for anafylaksi uden for lægeligt regi bør udstyres med en adrenalin autoinjektor til i.m. selvadministration.
Astma
Behandling ved overfølsomhed adskiller sig ikke fra anden astmabehandling mht. valg af præparater. Dog er der ved særlig svær allergisk astma mulighed for at supplere med behandling med omalizumab s.c., og ved svær ukontrollerbar eosinofil astma med benralizumab, mepolizumab, resilizumab, eller dupilumab. Dette er indtil videre en hospitalsopgave. Se endvidere Astma og KOL.
Eksem
Behandling ved overfølsomhed adskiller sig ikke fra anden eksembehandling mht. valg af præparater. Se endvidere Glukokortikoider til udvortes brug.
Lokalbehandling
- Nasale antiallergika ekskl. glukokortikoider. Se Antiallergika ekskl. glukokortikoider.
- Nasale glukokortikoider. Se Glukokortikoider (sygdomme i næse og bihuler) og Kombinationspræparater til anvendelse i næsen.
- Nasalt antikolinergikum. Se Antikolinergika (sygdomme i næse og bihuler).
- Midler mod allergisk betinget conjunctivitis. Se Antiallergika til øjnene.
- Midler mod astma. Se Astma og KOL.
Systemisk behandling
- Antihistaminer. Non-sederende H1R-blokkere til systemisk anvendelse. Se Non-sederende antihistaminer.
- Glukokortikoider. Se Glukokortikoider.
- Sympatomimetika. Se Sympatomimetika til behandling af shock.
- Anti-IgE. Se Biologiske midler mod astma.
- Allergener. Se Allergener.
- Adrenalin. Se Sympatomimetika til behandling af shock.
