I Danmark skønnes der at være ca. 100.000 personer med demenssygdomme (Forekomst af demens i Danmark | Nationalt Videnscenter for Demens). Hos ældre over 65 år er den hyppigste demenssygdom Alzheimers sygdom (ca. 60 %) fulgt af vaskulær demens (ca. 15 %) og Lewy Body demens (ca. 10 %). Der findes også andre demenssygdomme, så som frontotemporal demens, som ikke vil blive omtalt yderligere, da der ikke findes specifik behandling herfor. Prævalensen af Alzheimers sygdom øges med stigende alder og er 20-25 % for aldersgruppen over 85 år. Der registreres ca. 9.000 nye tilfælde af demens i Landspatientregisteret (LPR) om året. Ved demens skal den bagvedliggende sygdom altid søges fastlagt. 

Symptomer
Alzheimers sygdom er oftest karakteriseret ved en snigende debut af fremadskridende betydelig hukommelsessvækkelse og nedsat overblik, sproglige problemer og rum-retningsforstyrrelser, der medfører funktionstab. I alle faser af sygdommen (selv i tidlige faser) kan der opstå adfærdsforstyrrelser (Behavioral and Psychological Symptoms of Dementia, BPSD) så som apati/nedsat initiativ, depressive symptomer, aggression, vrangforestillinger eller hallucinationer. Ved Lewy Body demens og demens ved Parkinsons sygdom er de kognitive symptomer oftest fluktuerende (fra dag til dag, evt. time til time) og der forekommer ekstrapyramidale symptomer (langsomme bevægelser, stivhed, tremor) tidligt i forløbet samt lav konfusionstærskel herunder lav tærskel for delir, visuelle hallucinationer, REM-søvnforstyrrelser, autonome forstyrrelser og udtalt sensitivitet overfor antipsykotika. 

Diagnosen 

ICD-10 kriterierne for demens kræver, at der objektivt kan konstateres en signifikant nedsat hukommelse i forhold til alder og uddannelse. Samtidig skal mindst en anden kognitiv funktion (fx sprog, rumretningssans eller tænkning) være påvirket, og de kognitive deficit skal påvirke ADL (Activities of Daily Living)-funktioner. Det skal dog nævnes, at patienter i praksis kan have demens uden påvirkning af hukommelsen. Patienten må ikke være delirøs, og tilstanden skal have varet i mindst 6 måneder.
Andre årsager til kognitive forstyrrelser, herunder anden sygdom, mangeltilstande, delir, depression samt alkohol- eller medicinbivirkninger skal udelukkes. 

Alzheimer-diagnosen stilles formelt på grundlag af diagnostiske kriterier for demens (ICD-10 eller DSM-5) samtidig med typiske symptomer på Alzheimers sygdom ^{(831) (832)}.  

Neurodegenerative sygdomme er fremadskridende sygdomme. MCI (Mild Cognitive Impairment) er et begreb, der dækker over patienter med lettere hukommelses- /kognitive problemer, hvor ICD-10 kriterier for demens ikke er opfyldt, fordi ADL-funktionerne ikke eller kun i meget lille grad, er påvirkede. MCI kan være udtryk for en begyndende neurodegenerativ demenssygdom og biomarkører kan bestyrke mistanken herom (se afsnittet Undersøgelser). Idet MCI kan forårsages af mange andre sygdomme (nogle behandlelige og reversible), er grundig udredning vigtig - også i denne patientgruppe. 

For Lewy Body demens og demens ved Parkinsons sygdom gælder andre, specifikke diagnostiske kriterier ⁽¹¹⁵⁷⁾. 

Undersøgelser 

Der bør tages blodprøver (som minimum: rødt blodbillede, trombocytter, leukocytter, kreatinin, Na, K, Ca, glucose, albumin, ALAT eller ASAT, TSH, cobalamin, folat, SR/CRP) ^{(833) (1294)}, ekg og CT- eller MR scanning af hjernen. Sigtet med disse undersøgelser er primært at undersøge for medicinske tilstande (ofte behandlelige og reversible), der kan give et demenslignende billede, og kan normalt iværksættes af egen læge. Der skal også altid foretages en vurdering af kognitive funktioner som minimum med en kort kognitiv test. Der kan i sekundærsektor være behov for supplerende undersøgelser som for eksempel neuropsykologisk undersøgelse, lumbalpunktur med undersøgelser af bl.a. Alzheimermarkører (β-amyloid, total Tau og fosforyleret Tau), måling af hjernens metabolisme eller kortikal beta-amyloidaflejring med PET-scanning samt dopaminaktivitet i basalganglierne (PET eller SPECT scanning) ⁽²⁸⁵⁴⁾, foruden neurologisk undersøgelse og psykiatrisk vurdering. Diagnosen bør som udgangspunkt hvile på sygehistorien. Man kan med fordel konsultere følgende i forhold til undersøgelsesmetoder ved demens: Diagnosekriterier for demens og demensgivende sygdomme.  

Gradsinddeling af demens
Sværhedsgraden af demens har betydning for valg af præparat. I henhold til ICD-10 inddeles demens i 3 sværhedsgrader: 

• Let demens: Sygdommen påvirker evnen til at udføre dagligdags aktiviteter, men patienten er stort set selvhjulpen eller klarer sig med ganske let støtte.
• Moderat demens: Patienten kan ikke klare sig uden hjælp fra andre.
• Svær demens: Tilstanden kræver kontinuerlig pleje og overvågning.

Mini-Mental State Eksamination-skalaen (MMSE) kan være vejledende til at vurdere sværhedsgraden af demens, men det er den samlede kliniske vurdering, der ligger til grund for gradsinddelingen. Ved let demens er MMSE-scoren oftest over 20 point, ved moderat demens fra 10 til 20 point og svær demens almindeligvis under 10 point. MMSE-pointtal skal vurderes i forhold til patientens alder, uddannelsesniveau og specielt graden af sprogforstyrrelser, der kan give en lav score, alene fordi patienten ikke forstår den mundtlige instruktion eller kan udtrykke sig.