Antiarytmika

Antiarytmika anvendes til behandling af takykardier og udgør en inhomogen stofgruppe.
Traditionelt anvendes Vaughan-Williams's klassifikation, som er baseret på effekten på den isolerede hjertecelles aktionspotentiale. Efter denne inddeling tilhører: 

Forsigtighedsregler

Alle antiarytmika, bortset fra amiodaron, har en negativ inotrop effekt og må anvendes med stor forsigtighed hos patienter med symptomer på hjerteinsufficiens. De fleste antiarytmika kan udløse eller forværre sinusknudedysfunktion eller atrio-ventrikulære overledningsforstyrrelser.
For antiarytmika med risiko for proarytmier (se bivirkninger) bør behandling indledes under 2-3 dages indlæggelse med ekg-overvågning. 

Bivirkninger

Proarytmisk effekt. Antiarytmika kan virke mod hensigten og forværre eller fremprovokere arytmier, såkaldt proarytmisk effekt. Typisk drejer det sig om forværring eller nyudvikling af ventrikulære arytmier, i værste fald i form af ventrikelflimren. Proarytmier ses hyppigst hos patienter med dårlig venstre ventrikelfunktion, men kan også forekomme helt uventet. Det klassiske eksempel på proarytmi er polymorf ventrikulær takykardi med vekslende QRS-amplitude og udseende (torsades de pointes-ventrikulær takykardi). Den reelle forekomst af proarytmi er vanskelig at fastlægge, men er betydende for flecainid, propafenon og sotalol, mindre for amiodaron og næppe forekommende for β-blokkere, calciumantagonister og digoxin. Hyppigst opstår proarytmier i de første behandlingsdøgn, men kan forekomme uventet på et senere tidspunkt. 

Interaktioner

Det frarådes at kombinere antiarytmika, som forlænger QT-intervallet (dronedaron, sotalol, amiodaron). Hvis QT-intervallet under antiarytmisk behandling øges til over 0,55s eller med mere end 20% af udgangsværdien, bør dosis reduceres eller behandlingen seponeres. Der henvises til det generelle afsnit om lægemiddelinteraktioner.
QT-intervallet måles fra starten af QRS-komplekset til slutningen af T-takken. QT-intervallet varierer med hjertefrekvensen og kan korrigeres herfor ved hjælp af Bazetts formel



hvor QT_c er det frekvenskorrigerede interval i ms, og R-R afstanden mellem de 2 forudgående QRS-komplekser i sek. Under sinusrytme er QTc-intervallet normalt kortere end 0,44s. En række andre lægemidler kan, oftest ved overdosering eller kombinationsbehandling, forlænge QT-intervallet og øge risikoen for proarytmier. QT-ændringerne er bedst beskrevet for erythromycin, som omsættes via cytokrom P450 3A. Ved samtidig anvendelse af antimykotika, verapamil, diltiazem eller en række andre lægemidler, der hæmmer cytokrom P450 3A, er konstateret en op til fem gange øget risiko for pludselig hjertedød ⁽⁴³²⁾.

Listen over lægemidler, som kan forlænge QT-intervallet, er lang ⁽²¹³⁾. For en detaljeret liste henvises til » QT Drug Lists by Risk Groups. Betydningen heraf er ofte dårligt belyst, og eksemplerne på udvikling af torsades de pointes-ventrikulær takykardi som regel kasuistiske. Nedenfor er anført de formentlig mest relevante stoffer, som synes at have medført torsades de pointes-ventrikulær takykardi i mindst én situation. De dårligst dokumenterede er markeret med ^*).   

Se endvidere afsnittet » "Medikamentalt forlænget QT-interval".

Antiarytmika: 

Referencer