Influenza

Revideret: 16.03.2017

Influenzavirus er et RNA-virus. Virus opdeles i type A, B og C. 

Type C giver kun anledning til banale forkølelseslignende infektioner. 

Både type A og B kan give anledning til epidemier, men det er kun type A, der forårsager de alvorlige pandemier. 

Pandemier

Pandemier skyldes et såkaldt antigen-"shift", hvor større dele af influenza A's arvemængde udskiftes, eventuelt fordi der udveksles arvemateriale med influenzavirus fra en anden art - fx fugleinfluenzastamme.
Imellem pandemierne ses antigen-"drift", hvilket er mindre ændringer, betinget af mutationer i influenza A eller B. 

 

Ud over mennesker inficerer influenzavirus især vandfugle - men også domesticerede fugle som ænder og høns. Desuden kan bl.a. heste, svin og sæler smittes. I forbindelse med epidemien af fugleinfluenza i Asien er der beskrevet infektioner af en række andre arter. 

 

Der er flere eksempler på, at smitte fra art til art finder sted. Det er dog usikkert, hvor hyppigt det sker. Ofte vil influenzavirus fra en anden dyreart have nedsat evne til at spredes mellem de nye værter. Opnås en høj transmissibilitet, kan virus introduceret fra fx fugle eller svin give anledning til en pandemi. Ved 2009 influenza pandemien med influenzavirus A(H1N1) var der sket smitte fra svin til menneske med et virus, der havde arvemateriale tilbage fra tidligere humane H1N1 og fra fugle-influenza. 

 

Influenza har to vigtige overfladeproteiner, som bruges til at karakterisere virus-hæmaglutinin (H) og neuramidase (N). Der findes henholdsvis 16 og 9 varianter, men indtil videre er det kun H1-3 og N1-2, der har haft kvantitativ betydning i forbindelse med infektion af mennesker. 

 

De fire sidste pandemier har været H1N1 i 1918, H2N2 i 1957 og H3N2 i 1968 samt (H1N1) i 2009. Fugleinfluenzaen i Sydøstasien fra 1997 og frem er af typen H5N1. Men selvom den har medført i alt knap 1.000 erkendte humane tilfælde (der ses fortsat enkelte tilfælde i 2016) med en dødelighed på ca. 60%, har den ikke vist tegn på sikker spredning fra menneske til menneske. Der er også registreret enkelte tilfælde af human smitte med H7N7 og H9N2, ligesom der i 2013 forekom tilfælde med H7N9 i Kina. 


Influenzaepidemier rammer ca. hver anden vinter befolkningen i Danmark og forårsager betydelig sygelighed og en overdødelighed. 

 

Klinik

De typiske symptomer ved influenza er høj feber, muskelsmerter, hovedpine og hoste. Inkubationstiden er 2-5 dage. Symptomerne starter pludseligt og er ofte ledsaget af kulderystelser. 

Hos nogle patienter er symptomerne atypiske med bronchitis eller diarré og opkastning som hovedmanifestation. Hos enkelte er feber set som eneste symptom. Mange har en asymptomatisk infektion. 

Feberen varer i gennemsnit 3 dage, mens ledsagesymptomer kan vare i 1-2 uger. 

 

Komplikationer er primært pneumoni enten forårsaget af influenzavirus eller en komplicerende bakteriel infektion, ofte med pneumokokker eller stafylokokker. 

Der ses også en betydeligt øget dødelighed på grund af hjertesvigt. Under pandemien i 2009 var dødsårsagen primært viral pneumoni med respirationssvigt, og i forhold til sæsoninfluenza var de døde yngre. 

 

Diagnostik

Under en epidemi kan diagnosen i langt de fleste tilfælde med høj sikkerhed stilles på tilstedeværelsen af de typiske symptomer. 

Uden for epidemier er den kliniske diagnose usikker. 

Influenzavirus i luftvejssekret kan påvises ved Nucleic acid test (NAT-analyser), som er specifikke og har bedre sensitivitet end både virusdyrkning og andre hurtigtests for influenza. Analysen kan udføres inden for én arbejdsdag. 

 

Om der er tale om en epidemi, afgøres ved en overvågning af kontaktmønstret hos praktiserende læger samt ved påvisning af influenzavirus i sekret, der indsendes fra udvalgte praktiserende læger. 

 

Profylakse

Vedrørende vaccination henvises til Generelt om vacciner og vaccination.
Antiviral profylakse med oseltamivir kan anvendes før eller efter eksposition. 

Behandlingsvejledning

En række videnskabelige selskaber har i fællesskab udgivet guidelines vedr. håndtering af influenza, disse kan ses på Dansk Selskab for Infektionsmedicins hjemmeside (Guidelines og retningslinjer). 

Førstevalgs præparat er oral oseltamivir, der helst skal startes inden for 48 timer efter symptomdebut og som hovedregel gives i fem dage. 

Under en influenzaepidemi

Der behandles empirisk, dvs. uden virologisk verifikation, hvis der er gået < 48 timer siden symptomdebut hos flg.: 

  • Immuninkompetente(se vejledningen for specifikkation)
  • Risikogrupper for et kompliceret forløb ved:
    • > 65 år
    • kronisk sygdom (lungesygdom, kardiovaskulær sygdom (undtagen isoleret hypertension))
    • kronisk nyresygdom (GFR < 30 ml/min). 
      Beregn eGFR her:  Beregneren er fjernet pga. krav om CE-mærkning.   
    • kronisk leversygdom
    • diabetes mellitus (især ved sendiabetiske komplikationer)
    • muskelsygdomme
    • neuromuskulære sygdomme med nedsat hostekraft eller sekretstagnation
    • svær overvægt (BMI > 35-40 afhængig af tilstedeværelse af andre risikofaktorer). 
      Beregn BMI her: Beregning af Body Mass Index (BMI)
    • patienter med hæmoglobinopati
    • andre sygdomme, hvor det vurderes, at der er en øget risiko for komplikationer
    • gravide kvinder i 2. og 3. semester og kvinder op til 2 uger efter fødsel behandles.

  

Raske børn og voksne kan behandles, hvis der startes inden for 48 timer, ligesom patienter fra ovenstående liste kan behandles ud fra en individuel vurdering - specielt hvis de er svært syge - selvom den sædvanlige grænse på 48 timer er overskredet. 

Uden for en epidemi

Der behandles kun efter virologisk verifikation. 

  

Hvis det cirkulerende virus ikke er følsomt for oseltamivir, kan amantadin bruges, hvis isolatet er følsomt herfor. 

  

Hos svært syge patienter med dårlig gastro-intestinel absorption kan i.v. behandling anvendes. 

  

Ved klinisk mistanke om behandlingssvigt hos kritisk syge anvendes zanamivir, enten som inhalation eller i.v. (Begge lægemiddelformer kan med  udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen rekvireres fra apotek/sygehusapotek). 

  

Der er ikke fundet holdepunkter for, at kombinationsbehandling øger effekten.