Retinoider mod acne (systemisk behandling)

D10BA

Revideret: 11.08.2021
Isotretinoin indtaget oralt hæmmer sebumproduktionen og har samtidig komedolytisk og antiinflammatorisk effekt. Dette gør isotretinoin til det mest effektive middel ved terapiresistent acne. Patienter med svær cystisk eller cikatriciel acne henvises til dermatolog med henblik på behandlingen.

Anvendelsesområder

Svær cystisk acne, som ikke responderer på anden behandling. 

Behandlingsvejledning

Sædvanlig startdosis er 0,3-0,5 mg/kg 1 gang dgl. Behandlingsvarighed normalt 6 måneder. Ved svær cystisk acne kan doser højere end 0,5 mg/kg anvendes. Ved længerevarende behandling eller behov for gentaget behandling bør der indskydes behandlingsfri intervaller på 2 måneder. Der bør kun udskrives recept til 1 måneds behandling for fertile kvinder, og recepten skal ved indløsning på apoteket højst være 7 dage gammel (5329)

Nedsat lever- og/eller nyrefunktion

Isotretinoin er kontraindiceret ved nedsat leverfunktion. 

For yderligere information om kontraindikationer, se de enkelte præparatbeskrivelser. 

Forsigtighedsregler

Hos fertile kvinder udføres graviditetstest før behandlingsstart. P-piller (ikke minipiller) skal anvendes i hele behandlingsperioden (hvis der foreligger risiko for at blive gravid) og i mindst 1 måned efter seponering af behandlingen. P-piller skal være taget i mindst 4 uger (en cyklus), før behandlingen påbegyndes. Særlig opmærksomhed ved depression i anamnesen, da der hos enkelte har været beskrevet depression med suicidium under behandling med isotretinoin. Endelig skal der, på grund af muligheden for hyperlipidæmi, udvises forsigtighed ved kendt hyperlipoproteinæmi, hjerte-kar-sygdomme og diabetes mellitus. Serum-lipider (triglycerid og kolesterol) og leverenzymer kontrolleres før og løbende under behandlingen. 

Bivirkninger

Hyppigst ses: 

  • tørre slimhinder, specielt cheilitis.

  

Andre bivirkninger omfatter: 

  • defluvium (hårtab)
  • epistaxis
  • tør hud (xerosis)
  • hudkløe
  • conjunctivitis
  • keratitis
  • hornhindeulcerationer, der kan medføre intolerans over for brug af kontaktlinser
  • hepatitis
  • paronychia
  • tynd hud i håndflader og fodsåler
  • hypertriglyceridæmi
  • hovedpine evt. forårsaget af benign intrakraniel hypertension.

  

Ovennævnte bivirkninger er reversible. 

  

Sjældent ses: 

  • knogleforandringer (hyperostoser, ligamentforkalkninger)
  • depression med suicidalforsøg/suicidium.

Interaktioner

Bør ikke anvendes sammen med tetracycliner på grund af risiko for intrakraniel trykstigning. 

Graviditet

Må ikke anvendes pga. teratogenicitet og øget risiko for spontan abort.  

Præparater

Indholdsstof Navn og firma Dispform og styrke Pakning Pris enh. Pris DDD
Isotretinoin Isotracin
2care4 Generics
bløde kapsler  10 mg 50 stk. (blister)   1,94 5,83
Isotretinoin Isotracin
2care4 Generics
bløde kapsler  20 mg 30 stk. (blister)   8,24 12,36
Isotretinoin Isotracin
2care4 Generics
bløde kapsler  20 mg 50 stk. (blister)   2,03 3,05
Isotretinoin Isotretinoin "Orifarm"
Orifarm Generics
bløde kapsler  20 mg 50 stk. (blister)   1,68 2,52
Isotretinoin Isotretinoin "Orion"
Orion Pharma
bløde kapsler  10 mg 50 stk. (blister)   1,95 5,83
Isotretinoin Isotretinoin "Orion"
Orion Pharma
bløde kapsler  20 mg 50 stk. (blister)   1,54 2,31
Isotretinoin Isotretinoin "Sandoz"
Sandoz
bløde kapsler  10 mg 50 stk. (blister)   1,89 5,67
Isotretinoin Isotretinoin "Sandoz"
Sandoz
bløde kapsler  20 mg 30 stk. (blister)   8,15 12,22
Isotretinoin Isotretinoin "Sandoz"
Sandoz
bløde kapsler  20 mg 50 stk. (blister)   1,54 2,31
Isotretinoin Isotretinoin "Teva"
TEVA
bløde kapsler  20 mg 30 stk. (blister)   8,11 12,17
Isotretinoin Isotretinoin "Teva"
TEVA
bløde kapsler  20 mg 50 stk. (blister)   1,48 2,22

Referencer

5329. Nast A, Dréno B, Bettoli V et al. European evidence-based (S3) guideline for the treatment of ac-ne - update 2016 - short version. J Eur Acad Dermatol Venereol. 2016; 30(8):1261-8, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/27514932/ (Lokaliseret 9. marts 2022)

 
 
 
Gå til toppen af siden...