Persisterende pulmonal hypertension hos nyfødte (PPHN) er forbundet med en betydelig morbiditet og mortalitet. PPHN forekommer dels i en idiopatisk form, dels som følge af sygdomme, der afficerer lungeparenkymet, fx mekoniumaspiration, pneumoni og respiratorisk distress syndrom. Inhaleret NO har vist sig at kunne reducere behovet for anvendelsen af ekstrakorporal membranoxygenering til neonatale med svær livstruende hypoxisk respirationsinsufficiens. 

Ordination skal helst forudgås af ekkokardiografi, dels for at udelukke hjertemisdannelse, dels for at dokumentere tilstedeværelsen af pulmonal hypertension. 

Det kliniske respons af NO ses normalt indenfor få minutter. Hvis det udebliver skal behandlingen forsøges seponeret. 

NO er en methæmoglobindanner; nyfødte og spædbørn har nedsat aktivitet af methæmoglobinreduktase i blodet sammenlignet med voksne. Koncentrationen af methæmoglobin (MetHb) i blodet bør derfor monitoreres. Tilførslen af NO bør reduceres eller stoppes, hvis MetHb overstiger 2,5 % hos nyfødte og spædbørn eller overstiger 5 % hos voksne. 

NO oxideres til NO2, som er toksisk mod luftvejene. Koncentrationen af både O2, NO og NO2 skal derfor måles kontinuerligt i indåndingsluften tæt på patienten. 

Inhaleret NO fordeles primært til de ventilerede dele af lungerne, hvor det let diffunderer over alveole- og kapillærmembraner. Herved opnår NO kontakt med de pulmonale modstandskar og inducerer muskelrelaksering i karvæggen med deraf følgende kardilatation. Fra karvæggen diffunderer NO ind i karlumen, hvor det inaktiveres på få sekunder ved kontakt med blodets hæmoglobin. Da NO har en kort halveringstid (få sekunder) i blod og overvejende fordeles til de velventilerede lungeafsnit, øges perfusionen selektivt i disse, hvorved ventilations/perfusionsratio (V/Q) forbedres, shunten reduceres og iltindholdet i arterielt blod øges. Den pulmonale vasodilatation medfører, at den vaskulære modstand i lungerne og dermed også belastningen af højre ventrikel reduceres.