Mineraler indgår bl.a. i opbygningen af knogler og tænder (calcium og fosfor). De er nødvendige for normal væske- og syre-basebalance (natrium, kalium og chlor), for nerve- og muskelcellers normale funktion (calcium, magnesium, kalium og natrium) og indgår som komponenter i hormoner (iod i thyroideahormoner), enzymer (fx magnesium i fosfokinase og molybdæn i xanthinoxidase) og andre vitale stoffer (jern i hæmoglobin og kobolt i vitamin B₁₂). 

Mangel som følge af utilstrækkelig indtagelse forekommer kun sjældent i Danmark (med undtagelse af jern), og raske mennesker, der spiser en dansk gennemsnitskost, har ikke behov for mineraltilskud. 

I de Nordiske Næringsstofanbefalinger ⁽²³¹⁸⁾ angives anbefalede daglige indtag for de mest essentielle mineraler. Ændringer i blodets koncentration af natrium, kalium, jern og calcium er hyppigt forekommende blandt syge, men en bestemmelse af magnesium, fosfat og zink i blodet kan også være indiceret hos flere patientgrupper (se nedenfor). Hvad angår de øvrige mineraler, er en bestemmelse af deres blodkoncentration kun meget sjældent nødvendig. Ydermere er sammenhængen mellem diverse sporstoffers plasmaværdier og kroppens reelle behov i vid udstrækning uafklaret. 

Nedenfor følger en kort omtale af de mineraler, som vides at være essentielle for mennesket. 

Tabel 1. Oversigt over det anbefalede daglige indtag og de nedre samt øvre grænser for indtagelse af mineraler for raske voksne.  

Calcium

Calcium er nødvendigt for knogleopbygningen og excitations-kontraktionskoblingen i forskellige celletyper. Se endvidere Calcium. 

Chrom

Den anbefalede mængde af chrom kendes ikke ⁽²³¹⁸⁾. Mangel på chrom (ændringer i glucoseomsætningen) er meget sjælden, men kan ses i forbindelse med langvarig parenteral ernæring. 

Fosfor

Findes i knogler og flere organiske forbindelser, bl.a. ATP og thiamin. Intestinal absorption og tubulær reabsorption reguleres af vitamin D. 

Fosfat findes i en række fødeemner bundet til proteinerne, og hovedindtaget opnås gennem kød, mejeriprodukter, korn og grønsager. 

Fosfatmangelsymptomer viser sig ved tremor, paræstesier og kramper og ses bl.a. ved alkoholisme, diabetisk acidose og parenteral ernæring samt ved længerevarende indtagelse af fosfatbindende aluminium- og magnesiumhydroxidholdige antacida. Ved kronisk fosfatmangel som følge af vitamin D-mangel og nogle sjældne medfødte stofskiftesygdomme ses rakitis (osteomalaci). 

Iod

Iod indgår i thyroideahormonerne thyroxin og triiodthyronin. Iodmangel medfører atoksisk struma og ved svær iodmangel hypotyreose. Iodmangel i graviditeten medfører neurale defekter hos barnet. I Danmark er salt, der anvendes i husholdningen og i den industrielle brødproduktion, beriget med iod svarende til 13 mikrogram/g salt. 

Jern

Kroppens samlede jernindhold er ca. 4 g, hvoraf hovedparten findes i blodet (erythronet) og i musklerne. Ca. en tredjedel er lagret i det retikuloendoteliale system i leveren, milten og den røde knoglemarv, hvor det indgår i hæmoglobinsyntesen. Anæmi kan opstå som følge af utilstrækkelig indtagelse, evt. i forbindelse med øget behov (fx opvækst, graviditet), store jerntab (fx kraftig menstruationsblødning) eller nedsat absorption (fx cøliaki eller efter gastrektomi). Se endvidere Midler mod jernmangel. 

Kalium

Kalium spiller en afgørende rolle for opretholdelsen af cellens osmotiske koncentration. Kalium er nødvendigt for normal nerve-, muskel- og nyrefunktion. Kaliummangel kan forårsage muskelsvaghed, paræstesier, koncentreringsdefekt i nyretubuli og nedsat glucosetolerance. Se endvidere Kalium. 

Kobber

Det meste kobber findes formentlig intracellulært i leveren, som en del af enzymer, der involverer energimetabolisme, dannelse af bindevæv og forsvar mod frie radikaler. Ernæringsbetinget kobbermangel eller intoksikation er ikke beskrevet i Danmark. Kobbermangel ses meget sjældent hos patienter i parenteral ernæring, hvor supplementeringen har været insufficient. Genetisk betingede forstyrrelser i kobberstofskiftet kendes. 

Magnesium

Størstedelen af organismens magnesium findes i knoglerne. Magnesium er nødvendigt for virkningen af mange enzymer, bl.a. kinaser og fosfataser, og er efter kalium den væsentligste intracellulære kation. Tilstrækkelig magnesiumtilførsel er nødvendig for normal omsætning af kalium og calcium, og ved hypomagnesiæmi ses hypocalcæmi, hypercalciuri og hypokaliæmi. Magnesiummangel er hyppig hos patienter med nedsat indtagelse (kronisk alkoholisme), nedsat optagelse (malabsorption) og/eller øget renal udskillelse (langvarig diuretisk behandling). Mangelsymptomer er præget af neuromuskulær dysfunktion med tetani, muskelsvaghed og kramper. Tilstanden normaliseres fuldstændigt ved magnesiumtilførsel. Magnesium (sulfat) har vist sig at have effekt i behandlingen af eklampsi. Øvre dosis af tilskud (ud over anbefalet daglig dosis) er omkring 250 mg om dagen. 

En del magnesium-præparater er ikke registrerede som lægemidler (fx Mablet) og findes derfor ikke på medicin.dk. 

Mangan

Generelt kendes grænser for nedre og øvre indtag ikke ⁽²³³²⁾. Mangel forekommer ikke i Danmark. 

Molybdæn

Daglig indtagelse af molybdæn kendes ikke (NNR 2012 ⁽²³¹⁸⁾. Mangel forekommer ikke i Danmark, men er beskrevet i sjældne tilfælde ved langvarig parenteral ernæring. 

Natrium

Se Ændringer i væske- og elektrolytbalancen. Største indtag fås gennem forarbejdede fødevarer som brød, ost, kød og fiskeprodukter. Der er en sammenhæng mellem øget natriumindtag og forhøjet blodtryk, og også en sammenhæng mellem begrænsning af natriumindtag og faldende blodtryk ⁽²⁵⁹⁴⁾. 

En pragmatisk vurdering er at begrænse natriumindtaget til mindre end 2,5 g om dagen. 

Selen

Selen spiller en vigtig rolle i en række af kroppens funktioner og er essentiel for mennesker. Den biologiske funktion af selen er relateret til indbygningen gennem selencystein i strukturen af proteiner, som er vigtige for metabolismen. Selen findes både i en organisk (selenmethionin og selencystein) og en uorganisk form (selenat, selenit, selenid og grundstoffet selen), hvor den uorganiske form er den største diætetiske ressource. Skeletmuskulatur indeholder de største mængder af selen. Selen findes særligt i kød, æg og mælkeprodukter. 

Selen måles oftest i plasma eller serum, men kan også måles i urinen, og afspejler nyligt selenindtag, hvorimod analyser af hår eller negle kan anvendes til at monitorere langtidsindtagelsen over måneder eller år. Kvantificering af et eller flere selenproteiner (fx glutathion peroxydase og selenprotein P) bliver også anvendt som et funktionelt mål for selenstatus ⁽⁵⁶²⁶⁾. 

Funktionen af selen er bl.a. regulering af immunsystemet, antioxydantvirkning, antimutagen effekt (forhindrer ødelæggelse af DNA), nedsætter risikoen for oksidative skader på hjernen og stimulerer flere faktorer i det reproduktive system. 

Selenmangel er sjælden, og symptomer herpå er sjældne. Selenmangel forekommer i andre lande og kan også ses hos veganere eller vegetarer. Endvidere kan mangel ses ved overvejende parenteral ernæring (uden tilskud af selen), patienter i dialyse, levercirrose, reumatoid artrit og hos HIV-patienter. Patienter med svær malabsorption er ligeledes i risiko for selenmangel. 

Behovet for selen hos voksne er omkring 55-70 mikrogram/dag, og ved selenmangel 100 mikrogram/dag, hvor maksimal dosis hos voksne er op til 300 mikrogram/dag. 

Selen har vist sig at være associeret med CVD (hjerte-kar-sygdom), men ikke sikker effekt på behandlingen af disse. Der er desuden set effekt på reduktion af tumorstørrelse (prostata, lunge og colon), ligesom selen spiller en rolle for udvikling af T2 DM og er associeret til thyroidealidelser. Supplement af selen kan muligvis have effekt på sædcellernes kvalitet.  

Tilførsel af i.v. selen i høje doser (1.000-4.000 mikrogram/dag) til kritisk syge patienter (SIRS) har vist at kunne reducere dødeligheden ⁽⁵⁶²⁷⁾. 

Zink

Indgår i en lang række enzymer, bl.a. kulsyreanhydrase, alkoholdehydrogenase og alkalisk fosfatase. Zink er nødvendig for normal metabolisme af nukleinsyre, protein og mukopolysaccharid. Zinkmangel kan ses ved kronisk alkoholisme, kroniske lever- og nyresygdomme og ved malabsorption. 

Ændringer i lugt- og smagssans, nedsat appetit, suboptimal vækst og forsinket sårheling er de hyppigst forekommende symptomer ved zinkmangel. 

Zink findes oftest i kød, mælk og mælkeprodukter samt fuldkornsprodukter.