Infektioner i vagina

Revideret: 28.05.2026

Det naturlige vaginale udflåd

Kvinder udskiller normalt 1-2 ml udflåd i døgnet. 

Udflåddet varierer med menstruationscyklus, kvindens alder, anvendelse af vagitorier, hormontilskud og seksuel aktivitet. Det naturlige udflåd (leukoré) er hvidligt, tyndtflydende og cremeagtigt eller klart, trådtrækkende og slimet. Det bør dog understreges, at man ikke med sikkerhed kan sige om udflåddet er "normalt" alene ved den kliniske undersøgelse. Kun ved direkte mikroskopi (typisk wetsmear) kan man med nogen rimelighed kvalificere hvad der er normalt og abnormt. Det naturlige udflåd har en lav pH-værdi (4,0-4,5), fordi laktobakterier producerer rigelig mælkesyre der er en af de vigtigste beskyttelsesmekanismer mod infektioner i både vagina og øvre genitalia. Foruden store mængder af kun ganske få laktobakterie arter indeholder det naturlige udflåd en lang række andre mikroorganismer.  

 

Årsager til øget udflåd

Der kan være forskellige patologiske årsager til øget udflåd, se Bakteriel vaginose og Vaginitis. Fremmedlegemer i form af glemte tamponer, afgledne kondomer eller dislokerede spiraler kan være årsag til vedvarende udflåd. Hos små piger ses af og til fremmedlegemer (blyanter, Legoklodser o.l.) som årsag til udflåd. Øget udflåd ses også ved øvre infektioner som cervicit og endometrit/salpingit. Cervikal cancer kan give udflådssymptomer. Ved terapiresistente udflådsgener bør cervixcancer udelukkes ved kolposkopi og biopsitagning, desuden bør sjældnere tilstande som tuba cancer overvejes.