1. Symptomer på truende for tidlig fødsel 

Baggrunden for for tidlig fødsel er multifaktoriel og omfatter infektion, inflammation, overdistension af uterus, blødning mm. Formålet med behandling med uteruskontraktionshæmmende midler ved truende for tidlig fødsel (kraftige kontraktioner med påvirkning af cervix) er primært at opnå tid til effekt af lungemodnende behandling med kortikosteroid, samt at den gravide kan overflyttes til hospital med neonatalafdeling. 

Der er ikke dokumentation for, at behandling kan forhindre for tidlig fødsel, men risikoen for at fødsel sker inden for 7 dage nedsættes. 

Foregår behandlingen på et sygehus med neonatalafdeling, er der ikke indikation for vehæmmende midler ved gestationsalder over uge 34+0. Skal den gravide overflyttes til et andet hospital, kan behandling være indiceret også mellem uge 34+0 og 36+0.
Der er på nuværende tidspunkt ikke dokumentation for effekt af vedligeholdelsesbehandling ud over 48 timer. 

2. Behov for svækkelse af veer under fødsel 

• ved overstimulation med vefremkaldende midler eller for kraftige spontane veer (vestorm)
• ved intrauterin asfyksi.

3. Ved ønske om kortvarig afslapning af uterus 

• ved vanskelig forløsning ved sectio
• ved ekstern vending
• ved abdominale operationer under graviditetens 2. og 3. trimester, hvor man skønner, der er øget risiko for præterm fødsel.

Den kliniske effekt af de forskellige vehæmmende midler synes at være nogenlunde ligeværdig. Effekten er bedst dokumenteret for oxytocinantagonister, β₂-stimulerende midler, prostaglandinsyntesehæmmere og calciumantagonister. 

Oxytocinantagonister er 1. valgspræparat ved truende for tidlig fødsel ved såvel singleton som flerfold graviditet. Maternelle bivirkninger er beskedne og der er ikke beskrevet bivirkninger for barnet. 

β2-stimulerende midler er 1. valgspræparat ved behov for kortvarig vehæmning fx ved intrauterin asfyksi, men kan ikke anbefales ved truende for tidlig fødsel pga. risiko for alvorlige bivirkninger for mor og barn. 

Prostaglandinsyntesehæmmere udgør sammen med calciumantagonister ligeværdige 2. valgspræparater til behandling af truende for tidlig fødsel. Prostaglandinsyntesehæmmere indebærer en risiko for barnet bl.a. i form af for tidlig lukning af ductus arteriosus ved længerevarende behandling og behandling i sidste del af graviditeten. Ved behandling under 48 timer og før uge 32 synes denne risiko at være beskeden, men i øvrigt bør prostaglandinsyntesehæmmere ikke anvendes efter uge 28+0. 

Calciumantagonister udgør sammen med prostaglandinsyntesehæmmere ligeværdige 2. valgspræparater til behandling af truende for tidlig fødsel. Maternelle bivirkninger er oftest milde. Der er ikke beskrevet bivirkninger for barnet. Optimal dosis og behandlingsregime er ikke fastlagt. 

NO-donorer er 2. valgspræparat ved behov for akut tokolyse fx i forbindelse med vanskelig forløsning ved sectio eller ved udvendig vending. Deres rolle i forbindelse med en længerevarende behandling er uafklaret. 

• Tilstande, hvor en fortsættelse af graviditeten indebærer risiko for moder eller foster (bl.a. svær præeklampsi, mistanke om intrauterin infektion, for tidlig løsning af placenta, blødning ud over tegnblødning, påvirket fosterhjerteaktion der ikke skyldes vestorm, svært hæmmet fostervækst).
• Vehæmmende midler må ikke anvendes ved igangværende abort.