Thyroideahormoner anvendes til tyrogent myksødem (primært) og hypofysært myksødem (sekundært). 

Sædvanligvis bør T₄ foretrækkes til behandling af myksødem, idet T₃ pga. dets hurtigere virkning øger risikoen for kardiale bivirkninger. T₃ er især egnet til at afkorte den periode, hvor patienter med thyroideakarcinom skal undvære thyroideahormon før behandling med radioaktivt iod.

Behandling af diffus atoksisk struma i forsøg på at mindske denne samt behandling af Hashimotos struma. Baggrunden er et ønsket fald i plasma-TSH, idet vækst af glandula thyroidea er delvis medieret via TSH. Den strumareducerende virkning ved nodøs struma er beskeden, og thyroideahormon kan ikke anbefales på denne indikation. 

Behandlingen monitoreres ved klinisk vurdering samt bestemmelse af plasma-T₄ og plasma-TSH. Efter oral indgift af såvel T₄ som T₃ ses et fald i plasma-TSH allerede efter få timer, men der kan ses et yderligere langsomt fald i plasma-TSH flere uger efter, at plasma-T₄ er i steady state. Når T₄-behandling seponeres, varer det op til 4 uger, før plasma-TSH stiger/ændres, og op til 2 uger efter seponering af T₃-behandling. 

Bloddonor

Må tappes. 

Patienter i behandling med thyroksin (T₄) og/eller trijodtyronin (T₃) kan donere blod.  

Se endvidere bloddonorers karantæneforhold. 

Myksødembehandling af ældre og patienter med kardiale symptomer påbegyndes med meget små doser, ofte 25 mikrogram T₄ dgl. Der foretages dosisøgning med 3-4 ugers interval op til substitutionsdosis, som typisk vil være 100-150 mikrogram T₄ dgl. afhængig af ætiologien og positivt relateret til fedtfri kropsmasse.

Hos unge med fx hurtigt udviklet myksødem postoperativt kan man derimod påbegynde substitutionsbehandling med langt større doser (typisk 100 mikrogram dgl.) og hurtigt nå fuld substitutionsbehandling med normalt TSH. Ved suppressionsterapi med T₄ tilstræbes ved atoksisk struma TSH-værdier lige under nedre referenceområde.

Ved T₄-behandling efter operation for cancer thyroidea tilstræbes et plasma-TSH, som afhænger af, hvilken risikogruppe patienten tilhører. For højrisikopatienter tilstræbes plasma-TSH < 0,1 IE/l. For nærmere detaljer henvises til www. dahanca.dk. 

Myksødemkoma

Er en livstruende tilstand (mortalitet 30-40 %), som skal behandles aggressivt. Der eksisterer ikke evidensbaserede rekommandationer, men initialt bør thyroideahormon administreres intravenøst: 

• Initialt kan gives 10-20 mikrogram T₃ i.v.
• Gentages med 10 mikrogram hver 4. time i det første døgn.
• Herefter 10 mikrogram hver 6. time i 1 døgn og
• derefter oral administration afhængig af serum-thyroideahormon, som måles dagligt.

T₃-behandling er formentligt forbundet med en høj risiko for kardiovaskulære bivirkninger. Derfor bruger mange alternativt: 

• Thyroxin 200 mikrogram i.v. i første døgn
• 100 mikrogram i det følgende døgn og
• Herefter 50 mikrogram dgl. i.v. eller oralt fulgt af korrektion vejledt af laboratorieresultaterne.

Nogle kombinerer thyroxinbehandlingen med T₃ 10 mikrogram i.v. hver 12. time, til patienten kan overgå til oral T₄-behandling. Ingen af ovennævnte rekommandationer er baseret på evidens. 

Indgift af T₃ eller thyroxin i sonde kan være problematisk i de første døgn, da absorptionen ved myksødemkoma må antages at være nedsat, men kan være et nødvendigt alternativ, hvis præparater til intravenøs brug ikke kan fremskaffes. 

T₃ til oral brug er i lighed med T₃ og L-thyroxin til i.v. brug ikke markedsført i Danmark, men kan med udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen rekvireres på apotek/sygehusapotek. Der findes to injektionspræparater: T₄-levothyroxin-natrium (L-Thyroxin Henning) injektionssubstans (hætteglas a 500 mikrogram + solvens) og T₃-liothyronin-natrium (Thyrotardin) injektionssubstans (hætteglas a 100 mikrogram + solvens). 

Behandling med thyroideahormoner i fysiologiske doser til normale TSH-værdier er ikke beskrevet at kunne give nogen form for bivirkninger.

I supprimerende behandling, hvor man tilstræber et fald i TSH til under 0,3 IE/l, er der beskrevet osteopeni og påvirkning af en række parametre på perifer hormoneffekt samt øget risiko for kardiovaskulære komplikationer og død. Det er dog usikkert, om disse parametre er udtryk for egentlig vævshypertyroidisme, men generelt tilstræbes under substitutionsbehandling en normalisering af TSH og ikke supprimerede værdier. 

Den ubehandlede sygdom udgør en risiko for barnet, men hvis den gravide er velbehandlet på konceptionstidspunktet og under graviditeten, er der ingen risiko.

Behandling under graviditet kræver tæt kontrol. Thyroideahormoner passerer kun i ringe grad placenta. Thyroxinbehovet øges typisk 25-50 % under graviditet. Øget behov starter allerede tidligt i graviditeten. TSH bør kontrolleres hver 4.-6. uge i graviditeten og bør ligge lavt i normalområdet (≤ 2.5 mU/L i første og ≤ 3.0 mU/L i anden og tredje trimester). 

Thyroideahormoner absorberes let fra mave-tarm-kanalen, idet 70-80 % af T₄ og næsten 100 % af T₃ absorberes. Maksimal T₃-koncentration i blodet forekommer 2-4 timer efter indgift, maksimal T₄-koncentration 6-12 timer efter indgift. Plasmahalveringstid for T₃ i blodet er 1 døgn, for T₄ 7 døgn. Fordelingsrum for T₄ er ca. 10 l, for T₃ ca. 40 l. I leveren er påvist en glucuronidering, en oxidativ deaminering og en deiodering. Der sker desuden en ekstrahepatisk deiodering af hormonerne.