Amantadin har i mange år især været anvendt ved tidlig Idiopatisk Parkinsons Sygdom (IPS). Kan kortvarigt anvendes som eneste middel eller kombineres med levodopa eller dopaminagonister. 

Amantadin anbefales ved dyskinesier og hvis ikke andre parkinsonmidler tåles, men effekten er kortvarig ^{(2531) (2532)}. 

For yderligere oplysninger om behandling af Parkinsons sygdom, se antiparkinsonmidler. 

Initialdosis 100 mg, øges med 100 mg pr. uge til 100 mg 3 gange dgl. Højere dosis øger ikke virkningen på Parkinsons sygdom, men der er beskrevet afdæmpende virkning på levodopainducerede hyperkinesier af dagsdoser op til 400 mg. Denne virkning, der har en varighed af ca. 5 måneder, har øget interessen for amantadin i behandlingen af IPS. De ekstrapyramidale symptomer, som er fremkaldt af antipsykotika, påvirkes ikke af amantadin.
Evidensbaseret behandlingseffekt, se referencer. 

Bivirkninger ses hos få procent og er dosisrelaterede. Det er hovedsageligt symptomer fra CNS (uro, koncentrationsbesvær, søvnløshed, hallucinationer, psykoser og træthed) samt gastro-intestinale gener (appetitløshed og kvalme). Indicerer sjældent seponering. Hos ældre med nedsat nyrefunktion kan allerede 100 mg amantadin dgl. undertiden fremkalde bivirkninger, og dosis bør reduceres yderligere. Længerevarende brug kan ledsages af netformet misfarvning af huden, såkaldt livedo reticularis, deklive ødemer og ortostatisk hypotension.  

Må ikke anvendes. 

Ca. 95 % absorberes fra mave-tarm-kanalen. Maksimal plasmakoncentration nås efter 2-4 timer. Plasmahalveringstid 14-16 timer. Udskilles uomdannet gennem nyrerne.