Sympatomimetika omfatter lægemidler med samme virkemåde som noradrenalin og adrenalin. Gruppen omfatter stoffer med overvejende perifert angrebspunkt, og inddeles i: 

• Direkte virkende sympatomimetika, der virker ved at stimulere receptorerne i det sympatiske nervesystem.
• Indirekte virkende sympatomimetika, der virker enten ved at frigøre transmitterne fra de præsynaptiske neuromuskulære nerveender eller ved at hindre deres fjernelse fra den synaptiske spalte.

Direkte virkende sympatomimetika omfatter adrenalin, noradrenalin, dobutamin, dopamin og en række kemisk nærtstående syntetiske derivater. Noradrenalin er hovedtransmitteren i det perifere sympatiske nervesystem. Adrenalin, noradrenalin og til dels dobutamin aktiverer forskellige subtyper af adrenoceptorer, der deles i α₁-, α₂-, β₁, β₂- og β₃-adrenoceptor, subtyper, se tabel 1.
Dopamin aktiverer dopaminerge receptorer samt β₁-adrenoceptorer. Dobutamin aktiverer ligeledes β₁-adrenoceptorer, men ikke dopaminerge receptorer.

Tabel 1. 

Til indirekte virkende sympatomimetika hører amphetamin og tyramin, der frigør transmitterne, samt kokain og antidepressiva, der hæmmer reabsorptionen af transmittere fra den synaptiske spalte. Overgangen mellem de to grupper er dog glidende, ephedrin virker således både direkte på β-adrenoceptorerne og ved transmitterfrigørelse, og dopamin kan også frigøre transmittere. Til de indirekte virkende sympatomimetika kan også regnes hæmmere af monoaminooxidaser (MAOI), der hindrer den enzymatiske nedbrydning af transmitteren noradrenalin. På grund af disse effekter har de indirekte virkende sympatomimetika interaktion med en række andre farmaka.
Adrenoceptorer findes overalt i kroppen - også i glat muskulatur. De generelle virkninger vises i tabel 1.
Dopamin har en inotrop effekt igennem hjertets β₁-adrenoceptorer og en vasodilaterende effekt (især i nyren) igennem dopaminerge receptorer. I høje doser kan dopamin medføre karkonstriktion igennem α₁-adrenoceptorer både direkte og ved omdannelse til noradrenalin.