Både ACE-hæmmere og angiotensin II-antagonister kan anvendes som førstevalgspræparat ved behandling af patienter med ukompliceret hypertension. 

Ved diabetes bør en ACE-hæmmer eller angiotensin II- antagonist indgå i det valgte regime. 

ACE-hæmmer eller angiotensin II-antagonist i kombination med diuretika er initial behandling ved kronisk nyresygdom.
Ved grad 3-hypertension bør ACE-hæmmere samt angiotensin II-antagonister undgås, indtil det er afklaret, om patienten har renovaskulær hypertension. 

Kombinationen af ACE-hæmmer og angiotensin II-antagonist bør normalt undgås. Kombinationsbehandling kan overvejes til patienter med resistent hypertension, som ikke kan behandles med diuretika. 

Ved stigning i P-kreatinin > 30 % under behandling med ACE-hæmmer eller angiotensin II-antagonist bør behandlingen afbrydes, mens patienten udredes for sekundær hypertension.
Der er risiko for hyperkaliæmi ved samtidig behandling med aldosteronantagonister. 

Hypertensionsbehandling er som udgangspunkt livslang og revurdering herunder seponering af igangsat behandling følger øvrige retningslinjer for seponering af medicin hos svært syge. 

Både ACE-hæmmere og angiotensin II-antagonister kan anvendes som førstevalgspræparater ved behandling af hypertension.  

Angiotensin II-antagonister er kontraindicerede ved stærkt nedsat leverfunktion. 

Nyrearteriestenose er en relativ kontraindikation. En klinisk mistanke om nyrearteriestenose bør afkræftes før behandling indledes med ACE-hæmmer eller angiotensin II-antagonist. 

Ved anvendelse af ACE-hæmmere ses tør, irritativ hoste hos 5-20 % af patienterne. Denne bivirkning forsvinder ved seponering. Den bedres ikke ved skift til anden ACE-hæmmer, men der er ikke beskrevet hoste ved anvendelse af angiotensin II-antagonister.