Lægemiddelinteraktioner med føde

Interaktioner mellem føde og lægemidler kan føre til en utilsigtet nedsættelse eller øgning af lægemidlets effekt. Konsekvenser i form af behandlingssvigt eller udvikling af toksiske bivirkninger kan bidrage til øget sygelighed og medføre forlængelse af behandlingstid eller indlæggelse.  

Fødeindtagelse påvirker en række fysiologiske processer, der kan ændre biotilgængeligheden af et lægemiddel: 

• pH i ventriklen ændres
• ventrikeltømningshastigheden falder
• galdesekretionen forøges
• motiliteten i mave-tarm-kanalen forøges
• blodgennemstrømningen af mave-tarm kanalen og leveren stiger
• den fysiske barriere ind mod ventrikel- og tarmmucosa forøges.

Optagelsen af et lægemiddel fra tarmen er i de fleste tilfælde afhængig af, om lægemidlet indtages på tom mave eller sammen med føde, men sjældent i en grad, så det påvirker den kliniske effekt. Imidlertid er der eksempler på lægemidler, hvor der sker en betydende ændring i biotilgængeligheden. 

Tabel 1 viser eksempler på lægemidler, hvor interaktion med føden har klinisk relevans, og hvor man derfor er nødt til at tage højde for tidspunktet for indtagelse i forhold til føden. Tabellen angiver anbefalinger for indtagelse samt den mekanisme, der ligger til grund for interaktionen ⁽⁶⁹⁸⁾. 

Se endvidere Interaktioner mellem mad og lægemidler. 

Tabel 1. Eksempler på klinisk relevante føde-lægemiddelinteraktioner. 

Absorption

Hvis en føde-lægemiddelinteraktion alene medfører en ændret absorptionshastighed af lægemidlet, vil det kun i enkelte tilfælde have indflydelse på den terapeutiske effekt. En mindsket absorptionshastighed kan dog betyde en reduceret effekt af fx lægemidler mod angina pectoris (nifedipin), hvor en høj peakværdi er nødvendig. En lavere absorptionshastighed kan desuden betyde færre bivirkninger i de tilfælde, hvor bivirkningerne skyldes en høj plasma-peakværdi. Omvendt vil en forøget absorptionshastighed kunne give de modsatte effekter.

Betydning af fødens sammensætning
Fødens sammensætning kan påvirke et lægemiddels biotilgængelighed: 

• Højt proteinindhold øger aktiviteten af de enzymer, der er involveret i fase 1-reaktionerne i leveren. Det er således vist, at theophyllins og propranolols plasmahalveringstid reduceres i forbindelse med indtagelse af proteinrig kost. Allopurinols metaboliseringshastighed reduceres ved lavt proteinindhold i føden.
• Mangelfuld fedtindtagelse eller reduceret indhold i føden af essentielle fedtsyrer kan føre til en reduktion af fase-1-reaktionerne i leveren. Ved faste nedbrydes triglycerider i organismen til fedtsyrer. Frie fedtsyrer bindes til plasma-albumin og kan derved kompetitivt hæmme bindingen af et lægemiddel.
  Omvendt udløser et fedtrigt måltid en øget galdesekretion, som kan forkorte henfaldstiden af lipofile tabletter og granula samt øge udløsningshastigheden fra depotpræparater baseret på lipid/voksmatriks. Ved indtagelse i forbindelse med et fedtrigt måltid ses endvidere større biotilgængelighed af fx, acitretin kapsler og tabletter med atovaquon og proguanil.
• Mælk og mælkeprodukter kan give anledning til chelatdannelse mellem calcium og lægemidlet, fx tetracycliner, og derved reducere biotilgængeligheden af begge komponenter. Flere bisfosfonater danner chelater såvel med calciumioner som med andre almindeligt forekommende divalente ioner i føden i så høj grad, at de bedst indtages 1 time før eller 2 timer efter et måltid.
  Hos patienter i behandling med isoniazid eller en MAO-hæmmer, fx isocarboxacid, har fødeemner med højt indhold af tyramin forårsaget hypertensive reaktioner. Det antages, at tyramin hos disse patienter på grund af enzymhæmning ikke undergår oxidativ deaminering og derfor frigøres fra lokale depoter i nerveender. Tyramin i en mængde på 10-25 mg kan forventes at udløse alvorlig hypertension. Den hypertensive virkning ses 0,5-1 time efter indtagelsen.
• Øget vitaminindtagelse, fx pyridoxin (vitamin B6) under levodopabehandling af Parkinsons sygdom, kan give anledning til en reduceret terapeutisk virkning. Det skyldes formentlig, at pyridoxin er en cofaktor for dopadecarboxylase. Calciumfolinat i overskud reducerer virkningen af methotrexat. En større indtagelse af vitamin K forårsager en reduceret virkning af warfarin, se tabel 3 i Vitamin K-antagonister.
• Fiberholdig føde eller føde med et højt indhold af pektin kan medføre adsorption og deraf følgende retention af lægemiddelstof, fx digoxin og paracetamol. Derved kan absorptionen forsinkes og evt. reduceres. Nogle grønsager af korsblomstfamilien, kål som broccoli, rosenkål og blomkål, indeholder en række indolderivater. De er vist at øge metabolismen af paracetamol. Indtagelse af bananer/spinat, der indeholder relativt meget kalium, kan medføre hyperkaliæmi, hvis de indtages sammen med kaliumbesparende diuretika, fx spironolacton. Samtidig indtagelse af avocado og warfarin har ført til nedsat effekt af warfarin. Årsagen hertil er ikke klarlagt.
• Det er vist, at indtagelse af et glas grapefrugtjuice i op til 24 timer forud for oral administration af nifedipin øger såvel C_max som biotilgængeligheden. Nifedipin metaboliseres bl.a. ved en CYP3A4-katalyseret oxidation. Lignende påvirkninger af biotilgængeligheden ved interaktion med grapefrugtjuice er set for bl.a. felodipin (op til ca. 100 % forhøjelse af C_max) og midazolam, triazolam, verapamil og ciclosporin (op til ca. 50 % øget biotilgængelighed). Biotilgængeligheden af simvastatin er sædvanligvis kun ca. 5 %, men det er vist, at en samtidig indtagelse af ca. 400 ml grapefrugtjuice kan øge biotilgængeligheden med en faktor ca. 10, og indtagelse af samme mængde grapefrugtjuice 24 timer før medicinering kan øge biotilgængeligheden med en faktor ca. 2. C_max blev øget med tilsvarende faktorer.
  En øget og forlænget opioideffekt kan ses efter samtidig indtagelse af fentanyl og grapefrugtjuice.
  Ud over den nævnte effekt via CYP3A4 aktiverer grapefrugtjuice formentlig P-glykoprotein-medieret lægemiddelstoftransport over tarmvæggen. Da P-glykoprotein-medieret transport er en effluxmekanisme, giver denne effekt en reduceret absorption.
• Kaffe, te, kakao og chokolade indeholder methylxanthiner. Indtagelse af methylxanthiner med føde- og drikkevarer kan kompetitivt reducere metabolismen af xanthinet theophyllin.