Antiemetika har forskellige anvendelsesområder og inddeles efter formodet virkningsmekanisme: 

• Antikolinergika
  • hyoscin (se Midler mod transportsyge)
• Antihistaminer (H1)
  • cinnarizin
  • cyclizin
  • meclozin
  • promethazin
• Dopamin-receptorantagonister
  • Antipsykotika
    • butyrophenoner (droperidol, haloperidol)
    • dibenzodiazepinderivater (olanzapin)
  • Motilitetsstimulerende midler
    • metoclopramid
    • domperidon
• Serotonin-receptorantagonister (5-HT3-receptorantagonister)
  • granisetron
  • ondansetron
  • palonosetron
• Neurokinin-receptorantagonister
  • aprepitant
  • netupitant
• Benzodiazepiner
  • lorazepam
• Glukokortikoider
• Cannabinoider

Antikolinergika: Ved transportsyge med opkastning kan plaster ( hyoscin) være at foretrække frem for tabletbehandling. 

Antihistaminer: De sederende antihistaminer har størst effekt ved transportsyge (dvs. vestibulært induceret kvalme og opkastning). Ingen effekt på kemoterapi-induceret kvalme og opkastning.

Dopamin-receptorantagonister: Den centrale kvalmestillende effekt er næppe væsentlig forskellig mellem stofferne, men variationer i bivirkningsmønstret kan bruges terapeutisk.

Serotonin-receptorantagonister: Anvendes til postoperativ samt kemoterapi- og stråleterapi-induceret kvalme og opkastning. Der synes ikke at være forskel i effekt eller bivirkninger af de enkelte præparater, men ondansetron og granisetron er bedst undersøgt. Til kemoterapi-induceret kvalme og opkastning er serotonin-receptorantagonisterne effektive til behandling af den akut udløste kvalme og opkastning (dvs. opstået < 24 timer efter behandlingsstart), mens der ikke er dokumenteret effekt ved den sene kvalme og opkastning. En undtagelse er palonosetron, som har vist effekt op til 5 døgn efter kemoterapi. Der er ikke evidens for effekten af serotonin-receptorantagonister ved kvalme og opkastning hos patienter med kræft, der ikke er i kemo- eller stråleterapi, og bør ikke være førstevalg. Ved opioidinduceret kvalme og opkastning eller transportsyge er serotonin-receptorantagonister ikke effektive, ligesom evidensen ved graviditetsrelateret kvalme og opkastning er sparsom og derfor ikke tilrådes.

Neurokinin-receptorantagonister: Aprepitant er bedst undersøgt ved kemoterapi-induceret kvalme og opkastning. I kombination med serotonin-receptorantagonist og binyrebarkhormon er aprepitant effektiv som forebyggelse af akut og sen kvalme udløst af visse former for kemoterapi. Ved sen postoperativ kvalme og opkastning er aprepitant effektiv hos udvalgte patienter. 

Netupitant findes kun i kombination med palonosetron. 

Benzodiazepiner: Der er ingen evidens for anvendelsen af benzodiazepin som antiemetikum. Imidlertid er der empirisk belæg for anvendelsen af lorazepam ved forventningskvalme og opkastning. 

Glukokortikoider: Methylprednisolon eller dexamethason er effektive enten som monoterapi eller i kombination med andre antiemetika. Andre glukokortikoider i ækvipotente doser kan formentlig anvendes med samme effekt. Glukokortikoider kan anvendes til postoperativ kvalme og opkastning og til kvalme og opkastning i forbindelse med kemoterapi og strålebehandling. 

Cannabinoider: Medicinsk cannabis kan anvendes ved refraktær kvalme og/eller opkastning efter kemoterapi, hvor behandling med konventionelle antiemetika har svigtet, jævnfør forsøgsordning med medicinsk cannabis. Evidensen for anvendelsen af cannabinoider er ganske sparsom, da der ikke foreligger sammenlignende studier mellem moderne antiemetisk behandling og cannabinoider ⁽³⁴⁷⁵⁾. Cannabinoider er ikke indiceret ved andre udløsende årsager til kvalme og opkastning end kemoterapi.