Behandlingen rettes om muligt mod den udløsende årsag. Symptomatisk behandling kan være relevant i nogle tilfælde, ligesom forebyggende behandling kan være indiceret, fx i forbindelse med kemoterapi, strålebehandling og anæstesi. 

Vestibulært udløst
Vestibulært udløst kvalme forebygges og behandles bedst med antihistaminer (cinnarizin, cyclizin, meclozin eller promethazin) samt for transportsyges vedkommende, hyoscin. Se endvidere Midler mod transportsyge.

Migræneudløst
Migræneudløst kvalme og opkastning behandles bedst med domperidon eller metoclopramid, som også er værdifulde til at opnå en bedre effekt af orale analgetika, fordi ventrikeltømningen accelereres. 

Gastro-intestinal udløsende årsag
Ved kvalme og opkastning som led i gastro-intestinale sygdomme kan metoclopramid og domperidon anvendes, dog ikke ved manifest mekanisk ileus, hvor stoffer med prokinetisk effekt kan medføre smerter.

Medikamentelt udløst
En del lægemidler udløser kvalme og opkastning efter kort tids brug, fx cytostatika, opioider, ergotamin, bromocriptin, theophyllin, salicylater og NSAID. Andre lægemidler, herunder digoxin, antibiotika og hormonale kontraceptiva, forårsager typisk først kvalme efter længere tids brug. Opioider udløser ofte kvalme og opkastning, og symptomerne er mest udtalte ved behandlingsstart, ved dosisøgning eller skift til andet opioid (opioidrotation). Metoclopramid eller domperidon anbefales til opioidudløst kvalme. Såfremt kvalme og opkastning er vedvarende, seponeres eller erstattes det udløsende præparat, hvis muligt.

Kemoterapi- og stråleterapi-induceret kvalme og opkastning 

Der findes evidensbaserede guidelines for forebyggelse og behandling af kvalme og opkastning som følge af strålebehandling og kemoterapi. Se evt. MASCC Antiemetic Guidelines. 

Forløbet af kemoterapi-induceret kvalme og opkastning kan opdeles i en akut fase (0-24 timer efter kemoterapi) og en sen fase (25-120 timer efter kemoterapi). Valg af antiemetika afhænger dels af fase, dels af det emetogene potentiale (tilbøjeligheden til at udløse opkastning) af det givne kemoterapeutikum ⁽¹⁶⁴³⁾. 

Alt efter det emetogene potentiale bør antiemetika gives forud for kemoterapi og herefter fortsætte i en periode. Dopamin-receptorantagonister, serotonin-receptorantagonister, glukokortikoider og neurokinin-receptorantagonister har effekt i den akutte fase, og i senfasen har de to sidstnævnte samt serotonin-receptorantagonisten palonosetron også effekt. Oftest gives kombinationsbehandling. Administrationsformen, (p.o. eller i.v.), har ikke indflydelse på behandlingens effektivitet. 

Undertiden kan der opstå kvalme og/eller opkastning på trods af optimal forebyggelse med antiemetika. Denne gennembrudskvalme/opkastning kan forsøges lindret med dopamin-receptorantagonister, serotonin-receptorantagonister eller glukokortikoider, og såfremt disse godkendte lægemidler ikke har effekt, da er der jævnfør forsøgsordningen mulighed for at forøge at lindre med medicinsk cannabis. 

Forventningskvalme, som kan opstå hos patienter, der tidligere er behandlet med kemoterapi, kan behandles kortvarigt med benzodiazepiner. 

Stråleterapi-induceret kvalme og opkastning kan alt efter det emetogene potentiale af strålebehandlingen behandles med dopamin- eller serotonin-receptorantagonist alene eller i kombination med glukokortikoid ⁽¹⁶⁴⁴⁾. 

Postoperativ kvalme og opkastning
Der er evidens for effekten af glukokortikoid og serotonin-receptorantagonister som forebyggelse og behandling af postoperativ kvalme og opkastning. Kombinationsbehandling er mere virksomt end monoterapi ⁽²¹⁵⁴⁾. Der er udarbejdet et valideret risikoindeks for postoperativ kvalme og opkastning. Efter inhalationsanæstesi giver en anamnese med transportsyge eller tidligere postoperativ kvalme og opkastning og postoperativt forbrug af opioider en øget risiko, ligesom kvinder og ikke-rygere har øget risiko.

Kvalme og opkastning ved dissemineret cancersygdom
Kvalme og opkastning er et hyppigt symptom ved fremskreden cancersygdom. Komplikationer til cancersygdommen, (fx svampeinfektion i øvre mave-tarm-kanal, elektrolytforstyrrelser og smerte), kan medføre kvalme og opkastning, og behandling rettet mod den udløsende årsag er nødvendig. Der er yderst sparsom evidens for antiemetisk behandling ved dissemineret cancer ⁽⁷²⁸⁾. Hyppigst anvendt er metoclopramid, glukokortikoider, haloperidol og olanzapin ⁽⁴⁵³¹⁾. Det vides ikke, om serotonin-receptorantagonister er bedre end disse. Benzodiazepinet lorazepam kan anvendes, når angst og smerter forstærker kvalmen. 

Ved behov for subkutan injektion/infusion i palliativ behandling kan fx haloperidol anvendes, om end evidensen er sparsom og mest beror på ekspertviden, ligesom octreotid kan bruges i konservativ behandling af malign tarmobstruktion ^{(2155) (2156)}.  

Graviditetsbetinget kvalme og opkastning
Kvalme og opkastning rammer ca. 70 % af gravide, 0,3-3 % udvikler dog regulær hyperemesis gravidarum⁽¹⁸⁹⁰⁾, som hyppigst forekommer i 7.-12. graviditetsuge. 

Graviditetsbetinget kvalme og opkastning kan forsøges behandlet med kostændringer og små hyppige måltider. Såvel pyridoxin (vitamin B₆, 10-25 mg x 3 dgl.) som ingefær har i få undersøgelser vist effekt på kvalme ⁽¹⁸⁹⁰⁾. Er dette ikke tilstrækkeligt, kan behandling med antiemetika blive nødvendig. Sederende antihistaminer er førstevalg. Ved behandling i 1. trimester er der blandt antihistaminer flest data for en god sikkerhedsprofil for meclozin, cyclizin og promethazin. 

For ondansetron er der data for over 100.000 1. trimester-eksponerede. Sammenlagt er der i de største og nyeste datasæt ikke nogen overrisiko generelt eller for hjertesygdomme. Enkelte studier har tidligere rejst mistanke om en mindre øget risiko for hjertemisdannelser - denne har været omdiskuteret og må betragtes som afvist med et nyere meget stort datasæt. Nyeste data tyder på lille overrisiko for læbe-gane-spalte; fra 0,11 % til 0,14 %. Risikoen er i absolutte tal uændret meget lav. Et studie fra 2019 ⁽⁴¹⁵²⁾ må betragtes som metodologisk mere end kontroversielt og kan ikke indgå i en samlet betragtning. ^{(4150) (4153) (3073) (4151) (3711)}. 

Granisetron og palonosetron er ikke undersøgt. Glukokortikoider har i nogen grad vist effekt på kvalme og opkastning i graviditeten men bør først anvendes efter 1. trimester pga. risiko for læbe/ganespalte-misdannelser. Glukokortikoider bør ikke anvendes før andre behandlinger har været prøvet. Metoclopramid er sparsomt undersøgt og bør ikke anvendes som førstevalg.