Hurtig genopretning af ilttransporten med O₂-terapi og af det cirkulerende blodvolumen ved intravenøs infusion af elektrolytopløsninger og evt. blodprodukter til forbedring af markører for hypoperfusion. 

Initiale behandlingsmål

Systolisk blodtryk > 85 mmHg, puls 60-100 pr. min., diurese, lactat < 3 mmol/l, arteriel oxygensaturation > 92 % og rimelig perifer perfusion.  

Midler til at opnå behandlingsmålene

1. Initial behandling af hypovolæmi bør foregå med krystalloid opløsninger som isotonisk natriumchlorid eller Ringer-lactat/-acetat. Ved mistanke om CNS-patologi eller hyponatriæmi bør natriumchlorid anvendes. Metaanalyser har ikke kunnet vise forbedret overlevelse ved anvendelsen af kolloid til væskeresuscitering. Ved pågående blødning anbefales tidlig blodkomponentterapi.
2. Kontrollérbar blødning erstattes primært med krystalloider svarende til 2-3 ml/ml blodtab. Erytrocytsuspension gives ved hæmoglobinkoncentration < 4,3 mmol/l (< 4,7 mmol/hos kronisk hjertesyge og < 5,6 hos akut hjertesyge patienter) ⁽²⁹⁰⁷⁾. De øvrige blodkomponenter indgives vejledt af koagulationsanalyse.
3. Ukontrollérbar blødning: Balanceret blodkomponentterapi med erytrocytsuspension, frisk frosset plasma og puljet trombocytkoncentrat, fx. i forholdet 3:3:1. Krystalloider anvendes i beskedent omfang og kun, indtil blodkomponentterapi kan etableres. Målsætning ved transfusion ved pågående blødning er hæmoglobinkoncentration på 5-6 mmol/l og normal koagulation.
4. Ved manifest shock kan der opstå vasoplegi eller myokardieiskæmi, og derfor kan det også være indiceret at behandle med sympatomimetika, fx noradrenalin. Normovolæmi skal tilstræbes ved vasoaktivbehandling.

Monitorering

Hudtemperatur, marmorering, kapillær genfyldning, blodtryk, puls, kontinuerlig ekg og oxygensaturation, arteriel pH, PaO₂ og lactat, timediureser evt. med måling af central venøs iltsaturation (ScvO₂). 

Brandsårsshock

Patienter med udbredte 2. eller 3. grads forbrænding (mere end 15 % af legemsoverfladen hos voksne eller 10 % hos børn) har en betydelig øget risiko for udvikling af hypovolæmisk shock allerede inden for de første 24 timer grundet universel kapillærlækage med et stort tab af vand, elektrolytter og albumin. Denne kapillærlækage mindskes efter 24 timer. Primær væskeresuscitering er afgørende og skal institueres straks efter patientens ankomst til sygehuset. Behandlingen opdeles i 3 faser: 

Fase 1. (0-8 timer)
Udgangspunktet er væske jf. en modificeret Parklands formel. Således gives i alt i de første 8 timer 1,5 ml Ringer-lactat eller Ringer-acetat/kg legemsvægt/procent 2. og 3. grads forbrænding. Kolloider har ingen fordele frem for krystalloider i forebyggelsen af brandsårsshock.
Monitorering af balanceret væskesubstitution: Diurese, plasma-lactat < 3 mmol, ScvO₂ > 65 %, normal plasma-natrium og blod-hæmoglobin/hæmatocrit. Stigende hæmoglobin-/hæmatocrit-værdier indikerer vandtab, som erstattes med vand oralt eller 5 % glucose i.v. under tæt observation af plasma-natrium. 

Fase 2. (8-24 timer) 

I de 16 timer gives i alt 1,5 ml Ringer-lactat eller Ringer-acetat/kg legemsvægt/procent 2. og 3. grads forbrænding således, at patienten samlet har fået 3 ml krystalloid/kg legemsvægt/procent 2. og 3. grads forbrænding i de første 24 timer.
Fase 3. (24-48 timer)
Væskeinfusionen fortsættes vejledt af diurese, hæmoglobin, base excess/lactat, perifer perfusion og oxygenering til patienten er stabil. Mange patienter vil i denne fase også få infusion af noradrenalin grundet vasodilatation. Herefter ændres væskebehandlingen til primært at dække behov for energi, bedst i form af oral indgift eller sondeernæring.