Septisk shock (shockbehandling)

Revideret: 23.07.2019

Sepsis er akut organpåvirkning ved påvist eller mistænkt infektion. 

 

Septisk shock er defineret som metabolisk påvirkning (lactat > 2 mmol/l) og vedvarende hypotension med behov for vasopressorbehandling efter adækvat væskebehandling.  

 

Efter væskebehandling forekommer vasodilatatorisk shock med normalt eller højt hjerteminutvolumen oftest. En grad af hjertesvigt er hyppig, men kompenseres ofte af takykardi og ventrikulær dilatation. 

 

Manglende kontrol med den udløsende årsag til sepsis er associeret til øget mortalitet. 

Behandlingsvejledning

Behandlingen består primært i at behandle den udløsende infektion og vedligeholde vitale organfunktioner. Evidensbaseret behandling af sepsispatienter fokuserer på en samlet strategi med tidlig identifikation og behandling. 

Følgende behandlingsregimer rekommanderes ved septisk shock (3089)

  • Tidlig væskebehandling med krystalloid 30 ml/kg legemsvægt og fortsat behandling vejledt af ændringer i kredsløbet.
    De nordiske retningslinjer rekommanderer imod kolloidopløsningerne, da de syntetiske kolloider har alvorlige bivirkninger, og albumin er en dyr og begrænset ressource uden oplagt klinisk fordel (2512).
  • Tidlig bredspektret empirisk antibiotikabehandling med revurdering efter dyrkningssvar.
  • Tidlig sanering af infektiøst fokus om muligt.
  • Noradrenalininfusion til et middelblodtryk på 65 mmHg.
  • Steroid svarende til hydrocortison 200 mg/døgn rekommanderes kun ved ukontrollerbar hypotension trods væske- og vasopressorterapi (3089). Dette har kun dokumenteret effekt på tiden til shockresolution, men ikke på mortaliteten (4653).

Referencer

2512. Perner A, Junttilla E, Haney M et al. Scandinavian clinical practice guideline on choice of fluid in resuscitation of critically ill patients with acute circulatory failure. Acta Anaesthesiol Scand. 2015; 59(3):274-85, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/25363535 (Lokaliseret 13. maj 2016)

 

3089. Rhodes A, Evans LE, Alhazzani W et al. Surviving Sepsis Campaign: International Guidelines for Management of Sepsis and Septic Shock: 2016. Intensive Care Med. 2017; 43(3):304-77, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/28101605 (Lokaliseret 12. juli 2019)

 

4653. Rygård SL, Butler E, Granholm A et al. Low-dose corticosteroids for adult patients with septic shock: a systematic review with meta-analysis and trial sequential analysis. Intensive Care Med. 2018; 44(7):1003-16, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/29761216 (Lokaliseret 23. juli 2019)