Opioider (analgetika)

N02A

Revideret: 10.05.2022

Opioidreceptorer findes i centralnervesystemet i stor koncentration. Receptorerne findes imidlertid også perifert i bl.a. plasma, hvorfra receptorerne kan rekrutteres til områder med inflammatoriske processer, samt i hjertet og i gastro-intestinalkanalen. Der findes tre hovedtyper af opioidreceptorer, nemlig μ-, қ- og δ-receptorer. De perifere opioidreceptorer har uden den store succes været forsøgt udnyttet behandlingsmæssigt som mål for agonister med henblik på at opnå fx perioperativ smertelindring. De perifere opioidreceptorer har dog på det seneste fået fornyet bevågenhed, idet der nu er præparater på markedet, som fungerer som perifere μ-antagonister, der signifikant kan reducere den obstipation, der er en følge af så godt som al behandling med opioider. 

 

Opioiderne er traditionelt blevet inddelt i såkaldt højpotente opioider, fx morfin, og lavpotente opioider, fx tramadol. Selv om tramadol har lav affinitet til μ-receptorerne, har dens aktive metabolit høj affinitet for receptoren, så klinisk giver denne opdeling ikke mening. Tramadol har dog en uspecifik monoaminerg virkning og tapentadol en noradrenerg virkning parallelt med deres opioidagonistiske virkning og nævnes derfor separat i nedenstående liste. I den følgende beskrivelse af brugen af opioider vil de alle være betragtet under et. De markedsførte opioider har alle overvejende, men i varierende grad, affinitet til μ-receptorerne. 

 

Opioidernes inddeling

Nedsat lever- og/eller nyrefunktion

Nedsat nyrefunktion 

Mange opioider og deres metabolitter udskilles via urinen, hvilket giver risiko for overdosering og/eller ophobning af toksiske metabolitter ved nedsat nyrefunktion.  

 

Fentanyl, buprenorphin og metadon omdannes i leveren til metabolitter, der overvejende udskilles fækalt. Disse 3 opioider vil derfor være første valg ved svært nedsat nyrefunktion. Dog må behandling med metadon anses for at være en specialistopgave.  

 

Tramadol, kodein, oxycodon, morfin og hydromorfon omdannes i leveren til aktive og/eller inaktive metabolitter, som overvejende udskilles renalt. Der er derfor betydelig risiko for overdosering og toksicitet ved moderat til svær nedsat nyrefunktion, hvorfor disse opioider bør undgås. Hvis alternative opioider ikke kan anvendes, bør alle disse opioder anvendes med stor forsigtighed og i nedsat dosis. Kodein anbefales ikke ved GFR < 50 og oxycodon anbefales ikke hos dialysepatienter.  

 

Evidensen er sparsom i forhold til brugen af ketobemidon og tapentadol ved nedsat nyrefunktion. Der er erfaring vedr. at ketobemidon kan anvendes med forsigtighed, hvorimod der savnes erfaring vedr. tapentadol, som bør undgås.  

 

Nalbuphin er kontraindiceret ved moderat til svær nedsat nyrefunktion.  

 

Nedsat leverfunktion 

Nedsat leverfunktion kan påvirke omsætningen og virkningen af opioider af flere forskellige årsager.  

 

Lægemidler, der har en høj første passage metabolisme (høj-clearance), vil kunne akkumuleres ved nedsat levergennemblødning. Dette gælder fx for morfin.  

For lægemidler der er prodrugs, kan aktivering af den aktive metabolit være uforudsigelig ved leversygdom. Dette gælder fx for tramadol og kodein.  

Ved uspecifik moderat øgning af ALAT (> faktor 3 x øvre normalgrænse), billirubin < 34 mikromol/ml, albumin >35 g/l eller INR < 1.7 er der ingen kliniske ændringer i leverens evne til at omsætte lægemidler.  

For lægemidler der omsættes i leveren, bør dosis nedjusteres ud fra graden af leverfunktionsnedsættelse. Der anvendes Child-Pugh score til at vurdere, om patienterne har let (gruppe A), moderat (gruppe B) eller svær (gruppe C) nedsat leverfunktion.  

 

Brugen af morfin, hydromorphon og buprenorphin er kontraindiceret ved moderat til svært nedsat leverfunktion (Child-Pugh gruppe B+C). 

 

Erfaring savnes vedr. tapentadol ved svært nedsat leverfunktion (Child-Pugh gruppe C).  

 

Generelt bør huskes at alle CNS-aktive lægemidler, herunder opioider, kan udløse eller forværre hepatisk encefalopati.  

 

Oversigt over opioider, som er kontraindicerede ved moderat til stærkt nedsat nyre- og/eller leverfunktion:  

Indholdsstof  

Kontraindiceret ved moderat til stærkt nedsat nyrefunktion  

Kontraindiceret ved moderat til stærkt nedsat leverfunktion  

Morphin 

Nej ** 

Ja 

Codein 

Nej ** 

Nej 

Fentanyl 

Nej 

Nej 

Hydromorphon 

Nej ** 

Ja 

Ketobemidon 

Nej 

Nej 

Methadon 

Nej 

Nej 

Oxycodon 

Nej ** 

Nej 

Buprenorphin

Nej 

Ja 

Nalbuphin 

Ja 

Ja 

Tapentadol 

Erfaring savnes 

Erfaring savnes 

Tramadol 

Nej ** 

Nej 

* Kun kontraindiceret ved stærkt nedsat leverfunktion. 

** Omdannes i leveren til aktive og/eller inaktive metabolitter, som overvejende udskilles renalt. Der er derfor betydelig risiko for overdosering og toksicitet ved moderat til svær nedsat nyrefunktion, hvorfor disse opioider bør undgås. 

 

For yderligere information om kontraindikationer, se de enkelte præparatbeskrivelser. 

Forsigtighedsregler

Risikoen for udvikling af psykisk afhængighed af opioider givet på korrekt indikation ved behandling af akutte smertetilstande og ved cancersmerter er ikke ret stor. I en sygdoms terminale stadier kan problemet negligeres. Når opioider lejlighedsvis findes indiceret gennem lang tid hos patienter med normal livsprognose, kræver indikationen grundig overvejelse og snævert samarbejde mellem patient og behandler. Insufficient smertebehandling, der skyldes frygt for psykisk afhængighed, må imidlertid betragtes som en fejl. 

 

Patienter med åndedrætslidelser må observeres for respirationsdepression med forværring af hypoxi og hyperkapni, især ved start af behandling. 

 

Ved svære lever- og nyrelidelser er der risiko for hæmmet elimination med forlænget halveringstid og toksiske plasmakoncentrationer. En morfin-metabolit, morfin-3-glucuronid (M3G), som elimineres renalt kan nå toksiske koncentrationer ved nyreinsufficiens. Dette kan give anledning til generel allodyni (let berøring af huden medfører smerte), myoklonier, fascikulationer, smerter og bevidsthedssvækkelse. Ved svær nyreinsufficiens bør man ved kroniske smerter skifte til metadon eller fentanyl. Buprenorphin kan også overvejes, men der foreligger utilstrækkelige kliniske data i denne sammenhæng.  

 

Ved akutte smerter kan oxycodon anvendes. Opioidbehandling af børn er for den enkelte læge så sjældent forekommende, at den bør varetages af særligt kyndige. 

Trafik

Behandling med opioider kan udgøre en trafiksikkerhedsmæssig risiko og effekten kan ofte sidestilles med promillekørsel. 

 

Fast behandling med korttidsvirkende opioider er i udgangspunktet ikke foreneligt med bilkørsel. Undtaget er p.n. brug, hvor bilkørsel bør undlades i den periode, hvor patienten er under påvirkning af lægemidlet. 

 

Behandling med langtidsvirkende opioider anses for at være forenelige med bilkørsel, så længe dosis ikke overskrider de absolutte maksimale døgndoser (se tabel nedenfor), der fremgår af Vejledning om helbredskrav til kørekort, og den ordinerende læge har vurderet, at patienten ikke er kognitivt påvirket af behandlingen. Der kan være behov for at nedlægge lægeligt kørselsforbud i startfasen. Skønnes det, at en patient ikke vil overholde et kørselsforbud, skal dette indberettes til Styrelsen for Patientsikkerhed (patientens samtykke bør indhentes forinden). 

 

Se mere i Vejledning om helbredskrav til kørekort, 9 Trafikfarlig medicin (H3), Styrelsen for Patientsikkerhed, August 2017 og Vejledning om ordination af afhængighedsskabende lægemidler, Sundhedsstyrelsen, 19. juni 2019  

 

Tabel over udvalgte depotpræparater med indhold af opioider 

Indholdsstof + form  

Absolut maksimal døgndosis (mg)
for at kørekort kan bevares
 

Hydromorphon depot 

32 mg 

Fentanyl plaster 

100 mikrogram/time 

Methadon 

120 mg 

Morphin depot 

360 mg 

Oxycodon depot 

110 mg 

Tramadol depot 

400 mg 

Tapentadol depot 

600 mg 

Buprenorphin sublingual 

Der er ikke fastlagt en øvre grænse 

Buprenorphin depotplaster 

Der er ikke fastlagt en øvre grænse 

Kilde: Vejledning om helbredskrav til kørekort, 9 Trafikfarlig medicin (H3), Styrelsen for Patientsikkerhed, August 2017.  

Patientsikkerhed

Opioider er ofte involverede i utilsigtede medicineringshændelser bl.a. på grund af: 

  • Manglende vurdering af risikopatienter (bl.a. skal dosis nedsættes hos ældre eller sygdomssvækkede patienter)
  • Forveksling af de forskellige typer af opioider og deres anvendelse (herunder p.n. ordination og i.v. opioidbehandling)
  • Problemer med skift mellem forskellige præparater (ækvianalgetiske doser)
  • Bivirkninger (bl.a. afhængighed)
  • Gamle plastre bliver ikke fjernet før nye påsættes
  • Manglende dobbeltkontrol ved administration
  • Forveksling mellem hurtigt- og langsomtvirkende opioid (bl.a. med oxycodon).

 

Under de enkelte præparater findes et patientsikkerhedsfelt med korte beskrivelser af de mest almindelige alvorlige fejl, som de pågældende lægemidler har været involveret i. 

 

Ønsker du yderligere information, kan du læse mere om: 

 

 

Hent skema over de syv lægemiddelgrupper, der ofte er involverede i utilsigtede hændelser. Hæng det i medicinrummet, på opslagstavlen eller hvor det bliver set: Syv lægemiddelgrupper kræver særligt fokus 

Bivirkninger

Opioiderne giver anledning til kvalme og opkastninger. Almindeligvis ses en toleransudvikling mod den emetogene effekt efter 1-2 ugers behandling. Symptomerne kan afhjælpes med antiemetika, visse antipsykotika i meget lav dosering eller 5-HT3-antagonister

 

Opioider øger tonus i den glatte muskulatur og hæmmer peristaltisk aktivitet gastro-intestinalt, i galdevejene og i urinvejene. Dette fører til formindsket ventrikeltømningshastighed, obstipation og evt. urinretention. Der ses ingen toleransudvikling mod opioidernes obstiperende effekt, og behandling med laksantia er derfor obligatorisk. 

 

Kognitive funktioner kan påvirkes og give anledning til konfusion, sedation og hallucinationer. Dosisændring, præparatskift eller ophør af behandling rekommanderes. 

 

Hudkløe er normalt forekommende efter opioider, specielt i forbindelse med epidural tilførsel. Dette kan behandles med 5-HT3-antagonister eller en meget lav dosis opioidantagonist naloxon (0,02-0,04 mg s.c.), en dosis, der ikke påvirker analgesien.

Af øvrige bivirkninger kan nævnes svimmelhed og mundtørhed.  

 

Methadon kan give anledning til udvikling af forlænget QT-interval hvilket disponerer til arytmier, og ekg bør monitores både før behandlingsstart og under behandlingen.

Toleransudvikling mod opioidernes analgetiske effekt er sjældent et problem ved behandling af akutte smerter og cancersmerter. Ved langvarig opioidbehandling ses toleransudvikling meget ofte. Dette viser sig ved aftagende effekt og behov for dosisøgning. Det anbefales ikke at øge dosis gentagne gange, i stedet kan forsøges rotation til et andet opioid, idet der sjældent er fuld krydstolerance med andre opioider. Når tolerans indtræder, vil det desuden være relevant at overveje udtrapning hvis muligt.

Langtidsbehandling med opioider kan give anledning til forstyrrelser i flere endokrine systemer. Mest velkendt er, at opioidbehandling kan medføre hypogonadisme, hvilket medfører nedsat libido, nedsat knogledensitet, nedsat muskelmasse, impotens hos mænd og amenoré hos kvinder. Desuden kan opioider stimulere prolaktinudskillelsen, hvilket kan føre til yderligere suppression af kønshormonaksen. Der er de senere år kommet mere opmærksomhed på, at opioider også kan hæmme binyrebarkhormon-aksen (5628). Akut sekundær (opioid udløst) binyrebarkinsufficiens er kun rapporteret kasuistisk. Nyere studier viser dog, at forekomsten af lave kortisolværdier hos patienter i kronisk opioidbehandling er høj, og forekomsten af kronisk binyrebarkinsufficiens er formentlig underrapporteret. Symptomerne på lavt kortisol som træthed, appetitløshed, mavesmerter, almen svækkelse og ortostatisk hypotension kan ligne almindelige opioidbivirkninger eller ledsagesymptomer til den kroniske smertetilstand. Ved mistanke om forstyrrelser i de endokrine systemer, bør der udføres relevante laboratorietests. Da undertrykkelse af binyrebarkhormon-aksen ofte vil være reversibel, er behandlingen primært udtrapning af opioider. Ved regulær binyrebarkinsufficiens gives substitutionsbehandling med glukokortikoid.  


Psykisk afhængighed forekommer, men når opioider gives på korrekt indikation og i snævert samarbejde mellem patient og læge, er det sjældent forekommende. 

Symptomerne på, at der er udviklet en psykisk afhængighed, er, at patienten ikke kan styre sit forbrug og ikke overholder den dosering, der er aftalt. Pseudoafhængighed viser sig ved en lignende adfærd, men skyldes at smerterne er underbehandlet og symptomerne forsvinder, når dosis justeres korrekt. 


Fysisk afhængighed er almindelig efter nogle ugers indtagelse og viser sig ved abstinensfænomener ved pludselig seponering. Efter seponering af depotpræparater sker abstinensudviklingen betydeligt langsommere, og eventuelle abstinenser opstår senere end med korttidsvirkende præparater, hvilket kan give anledning til differentialdiagnostiske problemer.
Abstinenssymptomer er almindeligt ubehag, uro, gaben, tåreflåd, snue, nysen, svedudbrud, gåsehud, palpitationer, cyanose af læber, koliksmerter, diarré, tremor, feber og hovedpine. Ophør af symptomerne ved indgift af opioid er et diagnostisk kriterium. 

Abstinenssmerter kan være et stort problem, når patienter der har fået opioid i mange år, skal trappes ud. Abstinenssmerter viser sig ved, at patientens vanlige smerter øges i 1-2 uger efter nedtrapning, for så at stabilisere sig igen. Det er en vigtig pædagogisk opgave at informere grundigt om abstinenssmerter, hvis udtrapningen skal blive en succes. 


Behandling af abstinenssymptomer: Genoptagelse af sædvanlige opioidbehandling og efterfølgende langsom nedtrapning under samtidig indgift af clonidin, der formindsker abstinenssymptomer. 

 

Andre behandlingsprincipper ved behandling af abstinenssymptomer, se Opioider (iatrogen afhængighed).

Afvænning af narkomaner følger Vejledning om afhængighedsskabende lægemidler og Vejledning til læger, der behandler opioidafhængige patienter med substitutionsmedicin, Sundhedsstyrelsen. 

Graviditet

For opioider som gruppe er der mange tusinde eksponerede gravide, og der er ikke fundet tegn på væsentlig overhyppighed af uønsket fosterpåvirkning. Visse data antyder en lille overhyppighed (1 %), men der er mange mulige confoundere forbundet med disse data.
Opioider passerer let placenta, og abstinenssymptomer hos den nyfødte kan forekomme ved langvarig behandling og forekommer hyppigt ved børn født af opioidafhængige kvinder. Ved anvendelse lige før og under fødslen er der risiko for påvirkning af det nyfødte barn i form af respirationsdepression, og opioider bør generelt undgås i 2 uger før terminen. Der bør kun anvendes morfin (ikke i kombinationspræparater), hvor datamængden er størst. 

Forgiftning

Farmakokinetik


Tabel 1. Udvalgte klinisk-farmakologiske data for opioider ved oral, sublingual, nasal og transdermal administration 

Generisk navn  

Biotilgæn-
gelighed oral
 

Tid til  

max. effekt  

Plasma-
halverings-
tid
 

Virknings-
varighed
 

Vejl. oral enkeltdosis  

 

Tid til steady state  

 

minutter 

timer 

timer 

mg 

timer 

 

Ikke-depotpræparater  

Morfin 

20-60 

60-904) 

2-3 

4-5 

10-15 

10-20 

Buprenorphin 

30-50 

60-2404) 

20-36 

4-8 

0,2-0,4 

15 

Codein 

70 

1204) 

2-4 

3-6 

25-50 

10-20 

Fentanyl 

35 

20-40 

Nasal adm:
15-20 

7
Nasal adm: 

3-4 

0,2 

ikke relevant 

Hydromorphon 

17-62 

120 

1,3 

24 

Ketobemidon1) 

25-50 

60-904) 

2-3 

3-5 

5-10 

Methadon2) 

40-100 

60-904) 

15-22 

4-5(8) 

5-15 

75 

Oxycodon 

60-87 

30-40 

6-8 

7,5-10 

24 

Tramadol 

70 

120-2404) 

5-6 

50-100 

30-36 

 

Depot−præparater 3) 

Morfin 

20-60 

200-300 

2-3 

10-12 

Contalgin® Uno: 24 

10-30 

24-48 

Buprenorphin 

Norspan®: 

3 døgn
Transtec®: 

2,5 døgn 

Norspan®: 

12-26
Transtec®: 

22-36 

Norspan®: 

168
Transtec®: 

96 

Norspan®: 

130
Transtec®: 

180 

Fentanyl 

Ca. 1 døgn 

17 

72 

Ukendt 

Hydromorphon 

Jurnista: 

25
Palladon®: 

50 

Jurnista: 

360-480
Palladon®: 

240 

 

Jurnista: 

8
Palladon®: 

36-48 

Oxycodon5) 

60-87 

180 

4-6½ 

12 

10-20 

24-36 

Tapentadol 

32 

180-360 

12 

50 

Ca. 18 timer 

Tramadol 

70 

240-360 

5-6 

8-12 

100-200 

30-36 

1) I kombination med spasmolytikum.
2) Husk methadons særlige eliminationsforhold ved henholdsvis akut og kronisk dosering.
3) Virkning 8 timer og derover.
4) Begyndende effekt ses oftest først efter 30-60 min.
5) Gælder også for oxycodon i kombination med naloxon.
Data stammer fra mange forskellige kilder, og deres store variationsbredde understreger, at der ikke findes en medikamentel standardbehandling.
Individuel "titrering" er uomgængeligt nødvendig. 

 

'Extensive metabolizers' og 'poor metabolizers' 

Metaboliseringen af de fleste opioider reguleres af cytochrom P450-enzymer, hvoraf de vigtigste er CYP3A4 og CYP2D6. Polymorfier af genotypen CYP2D6 giver anledning til en øgning respektive en mindskning af codeinmetaboliseringen til morfin, hvilket ses hos henholdsvis 4-5 % af befolkningen. Lignende forhold i CYP2D6-systemet er vist for tramadol, hvor "poor metabolizers" har en dårligere analgesi end "extensive metabolizers". 


Efter oral indgift absorberes lægemidlerne sædvanligvis godt. Det må dog erindres, at stærke smerter medfører en reflektorisk hæmmet ventrikeltømning, og at opioider i sig selv svækker ventrikelmotiliteten. Plasmahalveringstiden veksler fra person til person og hos samme person til forskellig tid. En tilfredsstillende analgetisk behandling må således altid individualiseres. Omtrentlige doser med ensartet virkning (ækvianalgesi) ses i tabel 1, 2, 3 og 4 i Rene agonister

Referencer

5628. Gadelha MR, Karavitaki N, Fudin J et al. Opioids and pituitary function: expert opinion. Pituitary. 2022; 25:52-63, https://link.springer.com/article/10.1007/s11102-021-01202-y (Lokaliseret 28. februar 2022)

 
 
 
Gå til toppen af siden...