Ikke-β-cellestimulerende midler

Biguanidet metformin øger insulinfølsomheden. Det hæmmer glucoseabsorptionen fra tarmen, øger den perifere glucoseoptagelse i cellerne og hæmmer glucosenydannelsen i leveren. Metformin har en beskeden vægtreducerende virkning og giver kun sjældent anledning til hypoglykæmitilfælde.

Forsigtighedsregler

Vitamin B₁₂-koncentrationen i plasma bør kontrolleres hvert 2. år, da vitamin B₁₂-malabsorption kan ses. Lever- og nyrefunktionen må også kontrolleres, således at stofkumulation og lactacidose undgås. Nyrefunktionen kontrolleres mindst én gang årligt - hyppigere hos ældre. Metformin bør ikke anvendes ved akut nyresvigt eller ved kronisk nyreinsufficiens med eGFR < 30 ml/min. Kan med forsigtig anvendes ved kronisk nyreinsufficiens med eGFR 30-80 ml/min, men dosis skal reduceres og nyrefunktionen kontrolleres regelmæssigt. 

Bivirkninger

Appetitløshed, kvalme, opkastning, diarré og metalsmag i munden ses hos 5-20%. Megaloblastær anæmi. Vitamin B₁₂-koncentrationen i plasma bør kontrolleres hvert 2. år, da vitamin B₁₂-malabsorption kan forekomme.
Lactacidose forekommer meget sjældent, men er livsfarlig og provokeres af stofkumulation og/eller komplicerende tilstande som hjerteinsufficiens, infektionssygdomme, leverlidelser, nyreinsufficiens og alkoholindtagelse. Lactacidosen kommer snigende uden karakteristiske symptomer med almindelig sygdomsfølelse, kvalme og påvirket sensorium. Der er som regel normoglykæmi og ingen ketonuri. Bør behandles med seponering af stoffet og glucose-insulininfusion, evt. hæmodialyse samt natriumhydrogencarbonat intravenøst.
Acetonuri kan ses trods normalt blodsukkerniveau, da metformin ikke virker ketosehæmmende. Kan ved stabil diabetes skyldes den øgede lipolyse (sultketose) og korrigeres med øget kulhydratindtagelse og/eller reduktion af dosis.
Hypoglykæmi ses kun efter toksiske doser, ved kombinationsbehandling med sulfonylurinstof eller insulin samt hos normalpersoner efter langvarig faste, evt. i forbindelse med alkoholindtagelse.