Type 1-diabetes

Revideret: 21.03.2017

Årsag og virkning

Årsagen til metaboliske abnormiteter hos type 1-diabetikere er, at β-cellerne i de langerhanske øer gradvis går til grunde med deraf følgende aftagende insulinsekretion. 


Nedsat insulinkoncentration medfører nedsat glucoseoptagelse i fedtvæv og tværstribet muskulatur. I fedtvævet fører det til øget afgift af frie fede syrer (FFA), og i musklerne vil der ske en øget forbrænding af FFA. Desuden vil insulinmanglen medføre en nedsat syntese af vævsprotein med kvælstofkatabolisme til følge. 

I leveren øges gluconeogenesen pga. den store tilførsel af aminosyrer fra musklerne. Den del af de tilbudte FFA, som leveren ikke kan omsætte til triglycerider, nedbrydes til ketonstoffer. Hvis dannelsen af ketonstoffer overstiger, hvad muskelvævet kan forbrænde, udvikles ketose og - idet ketonstofferne er syrer - senere acidose. 


Den nedsatte glucoseoptagelse i cellerne fører til øget glucosekoncentration i plasma, og når nyrernes reabsorptionskapacitet overskrides, opstår der glucosuri. Ved glucosuri mister organismen energi, og pga. glucosens osmotiske effekt i nyrens tubuli også vand. Disse ændringer medfører træthed og tørst.  

Den hæmmede lipogenese i forbindelse med øget lipolyse fører til vægttab.  

Vandtabet fører til dehydrering og evt. til prærenal uræmi. Ved høje koncentrationer af ketonstoffer opstår en metabolisk acidose, som organismen forsøger at kompensere respiratorisk ved udluftning af kuldioxid (Kussmauls respiration). Acidosen accentuerer displaceringen af kalium fra intra- til ekstracellulærrummet og øger den renale kaliumekskretion. Disse dybtgribende forandringer i organismens stofskifte kan blive så udtalte, at de fører til koma og evt. død. Tilførsel af insulin eller insulinanaloger er livsreddende. 


Formålet med insulinbehandlingen er at normalisere de metaboliske forstyrrelser og dermed 

  • Fjerne risikoen for ketoacidose
  • Hæmme udviklingen af de sendiabetiske komplikationer
  • Opnå normal livskvalitet og livslængde
  • Sikre velbefindende og normal arbejdsevne
  • Nedsætte risikoen for infektioner
  • Bedre chancen for normalt svangerskab og afkom.

Behandlingsvejledning

Insulinbehovet varierer pga. varierende spisemønster, fysisk aktivitet, psykisk pres eller infektion, og insulindosis må afpasses herefter. 

Det gennemsnitlige insulinbehov er 0,6-0,7 IE/kg legemsvægt hos voksne normalvægtige diabetikere efter nogle års diabetes. En stigning af legemstemperaturen kræver ca. 25% mere insulin pr. grad over 37,5°C. 

Under graviditet stiger insulinbehovet ofte til det dobbelte, se 'Behandling af gravide' nederst i dette afsnit. 

I ammeperioden er insulinbehovet ofte reduceret med ca. 20%. Ældre og patienter med mangeårig diabetes har et langsomt aftagende insulinbehov. Det samme gælder patienter med aftagende nyrefunktion.  

Injektionsterapi ved type 1-diabetes

Multipel injektionsterapi, som beskrevet nedenfor. 

Multipel injektionsterapi

Efter den initiale hyperglykæmi er stabiliseret efter 1-2 døgn, indledes behandling med multipel injektionsterapi (også kaldet basal-bolus-terapi). Ved dette regime gives i alt 4-6 dgl. injektioner i form af basal insulin (1-2 injektioner af intermediært eller langsomtvirkende insulin) og bolus insulin med 3-4 injektioner af hurtigt virkende insulin til hovedmåltiderne.  

 

Som regel gives 40-50% af døgndosis som basal insulin kl. 22-23, mens resten af døgndosis udgøres af hurtigt virkende insulin, der injiceres før hovedmåltiderne (fx 25-35% til morgenmåltidet, 15-25% til frokost og 15-25% til aftensmåltidet, under hensyntagen til måltidernes størrelse). 

 

Ved multipel injektionsterapi med hurtigt virkende insulinanaloger før hovedmåltider er det ofte hensigtsmæssigt desuden at give en mindre dosis intermediært virkende insulin enten før morgen- eller frokostmåltidet foruden en natdosis kl. 22-23 for at sikre, at der er "basal" insulin nok mellem måltiderne. De langsomtvirkende insulin (insulin glargin 300 og insulin degludec) doseres kun én gang i døgnet. I nogle tilfælde kan det være en fordel at benytte morgendosering med henblik på at reducere risikoen for natlig hypoglykæmi.  

 

Alternativt kan, hvis der ønskes et mere simpelt insulinregime, gives bifasisk insulin til måltiderne, evt. kun før morgen- og aftensmad. Hurtigt virkende og humant bifasisk insulin bør gives 30 minutter før måltiderne, mens de hurtigt virkende bifasiske insulinanaloger gives umiddelbart før måltidsstart.  

Insulinpumpeterapi

Ved behandling med insulinpumpe gives ca. 50% af døgndosis som kontinuerlig s.c. infusion døgnet igennem, mens resten fordeles som bolusinjektioner før hoved- og mellemmåltider. Ved pumpebehandling anvendes de hurtigt virkende insulinanaloger

Behandling med insulinpumpe er en specialistopgave. 

 

Præparatvalg

De forskellige præparationer af humant insulin er klinisk ligeværdige, og her må pris eller injektionsredskab (pen) være afgørende for præparatvalg.
De hurtigtvirkende insulinanaloger adskiller sig i praksis ikke fra hinanden. Pris og injektionsudstyr afgør valget.
De tre tilgængelige langsomtvirkende insulinanaloger adskiller sig i virkningsvarighed (insulin degludec har væsentligt længere virkningsvarighed end insulin glargin og insulin detemir) og i absorptionsvariabilitet (degludec og detemir har mindre dag-til-dag variation end glargin). Insulin glargin 300 har en længere virkningstid end insulin glargin 100. Erfaring med præparaterne afgør præparatvalg. 

 

Ketoacidose (coma diabeticum)

Tilførsel af  

Behandlingsstart  

Præparater  

Dosering  

Natrium, infusion 

Straks 

Isotonisk natriumchlorid-inf.væske (154 mmol Na+/l) 

1. time: 

1.000 ml 

2.-6. time: 

Doseringen gentages med aftagende indløbshastighed. Der gives ca. 500 mmol Na+ (~ ca. 3 l inf.væske). 

Total dosis:
Ca. 650 mmol Na+ 

Insulin, infusion 

Straks 

Actrapid® 

Humulin® Regular
Insuman® Rapid 

Straks: 

6 IE i.v. + 6 IE i.m.
eller 

20 IE i.v. 

Pause: 1 time  

Vedligeholdelsesdosis:
Kontinuerlig i.v. inf.
1. time 10 IE, derefter 5 IE/time 

eller
10 IE i.m. gentaget med 5(10) IE i.m./time 

Kalium, infusion 

Straks 

Uanset S-kalium, men under forudsætning af diurese. Behandlingen initieres samtidig med insulinbehandlingen. 

Kalium-natriumklorid "SAD" isotonisk inf.væske (51 mmol K+/l + 103 mmol Na+/l) 

13 mmol K+/time 

(~ 250 ml/time af ovennævnte inf.-væske). 

Hydrogencarbonat, infusion 

Kun i særlige tilfælde overvejes: 

a. hyperventialtion, der kan være livstruende 

og/eller 

b. S-hydrogencarbonat
< 10 mmol/ml og arteriel pH < 7,1. 

Natriumbikarbonat "SAD" isotonisk inf.-væske 

(167 mmol hydrogencarbonat/l) 

I alt gives 90-180 mmol hydrogencarbonat, ledsaget af samtidig infusion af mindst 6 mmol K+ pr. 50 mmol infunderet hydrogencarbonat. 

I stedet for humant hurtigt virkende insulin kan anvendes en af de hurtigt virkende insulinanaloger

 

Infusion af kalium justeres med 1-2 timers interval ud fra serum-kalium.  

 

Faldet i glucose skal ikke være større end 4-6 mmol/l i timen, ligesom væskeindgiften skal modificeres således, at ca. 50 % af det skønnede væskeunderskud indgives de første 10-12 timer. Et hyppigt problem er overhydrering.  

 

Cerebralt ødem er en frygtet komplikation ved ketoacidosebehandling, og ses specielt hos yngre, nydiagnosticerede med svær og langvarig dysregulering forud for diagnosen. Tilstanden synes at være associeret til et hurtigt fald i glucose og stor væskeindgift. Tilstanden skal mistænkes ved aftagende bevisthedsniveau og stigende blodtryk. Behandlingen består i indgift af mannitol, dexamethason og hyperventilation samt stop af væskeindgift og stop eller reduktion i fald i glucose. 

Elektive operationer

Ved elektive operationer kan gives 40-50% af sædvanlig døgninsulindosis som intermediært virkende insulin s.c. om morgenen. Samtidig påbegyndes infusion af isotonisk glucose, idet der gives 20-30 dråber/min. (svarende til 80-120 ml infusionsvæske/time) eller alternativt infusion af 10% glucose, som pr. 500 ml er tilsat 20 IE hurtigt virkende insulin samt almindeligvis 20 meq kaliumchlorid (afhængig af P-kalium), idet der gives 50 ml af væskeblandingen pr. time (GIK-drop). 

Behandling af gravide

Nøje kontrol af gravide insulinkrævende diabetikere er vigtig med henblik på en reduktion af den øgede perinatale mortalitet og morbiditet hos børnene. Insulinbehovet falder ofte i 10.-12. graviditetsuge, men øges successivt i 22.-32. graviditetsuge, hvorefter insulinbehovet holder sig nogenlunde konstant forhøjet til forløsning af placenta. 

Insulinkrævende diabetikere har en øget risiko for at føde børn med medfødte misdannelser. Misdannelsesrisikoen er mindst hos børn af kvinder, der har været velregulerede prækonceptionelt og tidligt i graviditeten.
Svangerskabsdiabetes (gestationel diabetes) udvikles hos et mindre antal tidligere raske kvinder - typisk efter 22. graviditetsuge. Sygdommen må opfattes som udtryk for relativt svigt af β-cellefunktionen, som ikke kan honorere det stigende behov for insulin. Behandling af gravide diabetikere er en specialistopgave. 

 

Særlige forholdsregler

Cushings syndrom, akromegali, fæokromocytom og tyrotoksikose øger insulinbehovet. Det samme er tilfældet ved anvendelse af hydrocortison og andre glukokortikoider - også givet som lokal injektionsbehandling - samt ved væksthormonbehandling.
Indtagelse af alkohol kan ligesom insulin hæmme leverens gluconeogenese, således at svære insulintilfælde kan udvikles hos insulinbehandlede diabetikere. Større alkoholindtagelse bør derfor efterfølges af en relativt stor mængde langsomt absorberbare kulhydrater, fx rugbrød.