Når et enkelt eller få led er sæde for udtalt aktiv synovitis, især ved reumatoid artritis, psoriasisartritis, enteropatisk artritis, reaktiv artritis og krystalartrit (arthritis urica eller pyrofosfatartritis) samt juvenil idiopatisk artritis. Særligt tidligt i sygdomsforløbet har intraartikulære injektioner stor betydning for hurtigst muligt at opnå sygdomskontrol.
Glukokortikoidinjektion kan være indiceret ved osteoartrose, når det artrotiske led er sæde for inflammation i synovialis. 

Bursitis og tenosynovitis kan ligeledes indicere glukokortikoidinjektion, oftest kombineret med lokalanalgetika. I nogle tilfælde anvendes glukokortikoidinjektion også til lokalbehandling uden for synovialisbeklædte hulrum, fx ved tendinopati og/eller traktionsperiostitis forårsaget af overbelastning. Før lokalbehandling med glukokortikoid omkring senen forsøges behandling med aflastning og genoptræning, ligesom det er vigtigt at udelukke betydende vævsskade af senen. Lokalbehandling med glukokortikoid ved overbelastningsskader kan ikke stå alene, men kan evt. være et supplement til en ofte langvarig genoptræning. 

Doserne af de sædvanligt anvendte stoffer er angivet i tabel 1. 

Tabel 1: Dosering ved intraartikulær injektion af glukokortikoider 

Det skal understreges, at ækvipotente doser af disse stoffer til intraartikulær terapi ikke er proportionale med de effektive doser af glukokortikoider til oral anvendelse. En enkelt intraartikulær injektion kan have virkning i flere måneder.
Ved injektion i bursae og synovialskeder samt omkring senehæfter anbefales doser af samme størrelsesorden som for mellemstore led.
Injektion kan om nødvendigt gentages. 

Man bør så vidt muligt vente 4-6 uger med at gentage injektion i det samme led eller omkring den samme sene. Hvis der ikke er effekt af én korrekt udført injektion, bør behandlingen ikke gentages. Manglende virkning skyldes dog ofte, at stoffet ikke - eller kun delvist - er kommet ind i ledhulen. Derfor kan injektionen med fordel forsøges gentaget ultralydvejledt. 

Arthrit/aktiv inflammatorisk sygdom behandles med intraartikulære injektioner i kombination med DMARDs til inflammationen har lagt sig. 

Ved inflammatorisk komponent i artrose kan der i kortere perioder behandles med lokalsteroid, og der bør være effekt i måneder for evt. at gentage behandlingen. Der er ikke evidensgrundlag for en gavnlig effekt ved gentagne injektioner over længere tid. 

Ved slimsække, seneskeder og senehæfter bør man holde sig til færrest mulige injektioner og længst mulige intervaller. 

Skrøbelige og ældre 

Behandling af ældre og skrøbelige patienter kræver særlig opmærksomhed, og her skal særligt overvejes behandlingens relevans, effektivitet og bivirkninger. 

• Proteseled
• Mistanke om eller verificeret infektion i eller omkring leddet/strukturen
• Allergi over for indholdsstoffer
• INR >3
• Intraartikulær fraktur
• Systemisk infektion kræver forsigtighed og kan være en kontraindikation afhængig af infektionen (risiko for iatrogen led-infektion, fx ved bakteriæmi)
• De sidste 3 måneder før elektiv alloplastik betragtes det af mange som en relativ kontraindikation at give lokalsteroid i leddet pga. risiko for protesenære infektioner. Evidensen er imidlertid begrænset.

Ved injektion omkring sener og senehæfter eller i synovialskede eller bursa må læsioner af sener undgås. Injektion i sener eller brusk menes at kunne medføre skader på brusk eller senevæv. Subkutane injektioner kan medføre fedtnekroser. Det er derfor nødvendigt, at kanylespidsen er fri i ledhule eller synovialt hulrum og ikke placeret i kollagent væv eller subcutis, før injektion foretages. Der må således ikke injiceres mod modstand. Ved injektion i led skal patienten advares mod overbelastning af leddet de første dage efter injektionen. Man bør så vidt muligt undgå hyppigt gentagne injektioner i det samme led.
Injektion af glukokortikoider hos børn er primært indiceret ved artritissygdom, og bør undgås ved overbelastningsskade.  

Betydende systemiske bivirkninger ses ikke ved korrekt behandling. Den alvorligste bivirkning er infektion af leddet, men ved aseptisk injektionsteknik ses infektion sjældnere end én gang pr. 10.000 injektioner. Rødme, varme, især i kinderne ("flushing"), stigning i blodsukker, søvnforstyrrelser, uro og svedtendens opleves af op til 10 % i minutter til timer (døgn) efter injektionen. Sjældnere ses menstruationsforstyrrelser. Patienterne kan få smerter svarende til injektionsstedet i dagene efter injektionen, måske som følge af synovialisirritation ved kontakt med de indførte mikrokrystaller. Synovialisirritation ses sjældent hos samme patient ved senere injektion. 

Steroidbehandling, også injektioner, kan i sjældne tilfælde udløse mani eller depression. Osteoporose opstår sjældent som følge af lokal injektionsbehandling, men afhænger af kumuleret dosis. Ved høj kumuleret dosis/risikofaktorer behandles efter vanlige retningslinjer. Ved anvendelse af glukokortikoider i led og bløddele er der ikke nogen øget risiko for ulcus. 

De anvendte glukokortikoidestere er tungtopløselige og optages langsomt i synovialmembranens celler, hvor de også hydrolyseres langsomt af enzymerne, hvorved en prolongeret effekt opnås. En væsentlig del af glukokortikoidesteren forbliver i synovialis i 4 uger eller mere. Jo mindre opløseligheden er af det anvendte stof, desto længere er virkningsvarigheden, og desto mindre er tilbøjeligheden til systemisk virkning efter en enkelt injektion.