Ændringer i plasma-kalium

Revideret: 02.05.2017

Hyperkaliæmi og hypokaliæmi beskrives. 

Behandlingsvejledning

Organismens totale indhold af kalium (K) er ca. 3.600 mmol, hvoraf den største del (ca. 98%) er lokaliseret intracellulært. Plasma-K kan derfor være en dårlig indikator for organismens total-K. 1% skift mellem ICV og ECV kan ændre plasma-K med 50%. 

Det basale døgnbehov for kalium er ca. 1 mmol/kg legemsvægt, som modsvares ved dansk normalkost. Det daglige behov for kalium afhænger imidlertid både af renale og ekstrarenale faktorer. 

Hyperkaliæmi

Hyperkaliæmi defineres som plasma-K > 5,0 mmol/l. Hvis plasma-K > 7,0 mmol/l er tilstanden livstruende. 


Hyperkaliæmi ses helt overvejende ved: 

  1. Nedsat renal K-udskillelse - oftest på grund af akut eller kronisk nyreinsufficiens, evt. i kombination med kaliumbesparende diuretika og/eller ACE-hæmmere, angiotensin II-receptorantagonister, β-blokkere, NSAID, suxamethon eller ved binyrebarkinsufficiens.
  2. Ændringer i intern kaliumbalance med øget tilførsel fra ICV til ECV. Ses ved betydelig celleskade (fx hæmolyse, tumorlyse, traumer, gastro-intestinal blødning, hæmatomer og brandsår) og transcellulær displacering (fx lav blod pH (acidose)).
  3. Øget tilførsel - diætetisk ved nedsat nyrefunktion, ved uhensigtsmæssig stor indgift af kalium oralt eller intravenøst eller ved transfusion af store mængder bankblod.
  4. "Falsk" hyperkaliæmi (pseudohyperkaliæmi) på grund af hæmolyse i forbindelse med blodprøvetagning, ved udtalt trombocytose og/eller leukocytose.

 

Symptomer og fund. Neuromuskulære i form af træthed og kraftesløshed. Hjertestop som følge af ventrikelflimmer, ventrikulær takykardi eller asystoli. Ekg-forandringer: Høje telt-formede T-takker og forkortet QT-interval er ofte de første forandringer, men også breddeøgede QRS-komplekser. AMI-lignende ekg-forandringer (pseudo-infarkt), forlænget PR-interval, manglende P-takker og AV-blok kan ses. 


Behandling, se Yderligere om hyperkaliæmi.  

Hypokaliæmi

Defineres som P-kalium < 3,5 mmol/l. Der sondres mellem: 

  1. Hypokaliæmi kombineret med normalt total-K. Ses ved displacering af kalium over cellemembraner på grund af bl.a. insulin, β2-adrenerge agonister, glucoseinfusion eller høj blod pH (alkalose).
  2. Hypokaliæmi kombineret med nedsat total-K. Ses ved renalt eller gastro-intestinalt tab samt ved nedsat tilførsel af kalium. Den hyppigste årsag til hypokaliæmi er anvendelse af diuretika. Opkastninger og/eller diarré kan uanset årsag fremkalde kaliummangel. Kronisk nyresygdom på grund af kronisk interstitiel nefropati, den polyuriske fase efter akut post-renal nefropati eller nylig nyretransplantation ledsages af en betydelig kaliurese, som resulterer i hypokaliæmi. Nedsat tilførsel af kalium ses ved alkoholmisbrug, anorexia nervosa eller iatrogent ved indgift af kaliumfrie væsker til patienter med insufficient oralt indtag.


Symptomer og fund. Mild hypokaliæmi (2,5 - 3,5 mmol/l) er oftest asymptomatisk. Ved plasma-K < 2,5 mmol/l ses svaghed og kraftesløshed i muskulatur stigende til pareser. Kardielt kan ses ekg-forandringer: Affladede eller inverterede T-takker, ST segment depression og U-takker samt forlængelse af QT/QU intervallet. Risikoen for arytmi øges ved hypokaliæmi: Ventrikulære ekstrasystoler, supraventrikulær og ventrikulær takykardi. 

Behandling. Oral eller parenteral tilførsel af kalium. I langt de fleste tilfælde kan tilstanden korrigeres med oral behandling som er sikrest.

Kaliumunderskuddet kan vanskeligt beregnes, da plasma-kalium er et dårligt mål for total kalium og da plasma-kalium kan være lav pga. displacering over cellemembranen. Vigtigst er derfor at monitorere plasma-kalium ved korrektion. Ved nedsat nyrefunktion og/eller høj blod-pH skal der udvises særlig forsigtighed ved korrektion. 

 

Hvis patienten kan indtage normal kost, kan en oral dosis på 20-60 mmol/døgn anvendes profylaktisk ved diuretisk behandling og til korrektion af moderat hypokaliæmi. Hos patienter med insufficient tarmfunktion skal det basale behov på 1 mmol/kg legemsvægt dækkes med parenteral indgift, ligesom patologiske tab skal erstattes. Intravenøs indgift anvendes også ved svære tilfælde med neuromuskulære symptomer. 

Den maksimale infusionshastighed for kaliumholdige væsker angives noget forskelligt, men bør sædvanligvis ikke overstige 0,5 mmol/kg legemsvægt/time, dette afhænger dog af tabenes størrelse. Ved svær hypokaliæmi, hvor der ønskes en hurtigere infusion, skal dette ske under konstant ekg-monitorering. Plasma-kalium bør kontrolleres hyppigt. En reduktion af plasma-kalium på 1 mmol/l antages (med stor usikkerhed) at svare til et totalt kaliumtab på 1,5-3,0 mmol/kg legemsvægt.

Bemærk: Nedsat dosering ved nedsat nyrefunktion, især ved samtidig acidose og oliguri.