Hugormegift antiserum (antidoter)

V03AB

Revideret: 20.05.2026

Antiserum mod hugormebid (både VIPERFAV og ViperaTAb) er ikke-markedsførte antidoter, som skaffes fra speciallagre på Rigshospitalets Traumecenter (tlf. 3545 3193) og Aarhus Universitetshospital, Akutafdelingen, Skadestuen (tlf. 7846 2717). 

Anvendelsesområder

Antiserum mod hugormebid anvendes ved moderate til svære forgiftninger efter bid fra hugorm. Hugormegift indeholder en kompleks blanding af proteolytiske enzymer og toksiner, der kan forårsage lokale vævsskader, ødem, smerter samt systemiske symptomer såsom hypotension, kvalme, koagulationsforstyrrelser og i sjældne tilfælde anafylaksi eller kredsløbspåvirkning. Antiserumet består af oprensede antistoffer, som binder og neutraliserer giftstofferne i cirkulationen og dermed begrænser den videre toksiske effekt. 

 

Behandling med antiserum gives intravenøst og er især indiceret ved hurtigt progredierende hævelse, udtalte systemiske symptomer eller laboratoriemæssige tegn på alvorlig forgiftning. Tidlig administration er associeret med bedre klinisk effekt og reduceret risiko for komplikationer. Behandlingen suppleres altid med observation, smertelindring, væsketerapi og monitorering af kredsløb, respiration og koagulationsparametre.  

Doseringsforslag

VIPERFAV

Voksne og børn:  

  • 4 ml (1 ampul). Indholdet blandes i 100 ml natriumklorid 9 mg/ml infusionsvæske og gives som IV infusion.
  • Infusionshastighed er initialt 15 dråber/min (sv.t. 50 ml/time) og hele dosis gives over 60 min.
  • Dosis kan gentages 2 gange med 5 timers interval mellem doser ved progredierende, vedvarende eller recidiverende alvorlige systemiske effekter.

ViperaTAb

Voksne og børn:  

  • 200 mg (2 ampuller). Indholdet af 2 ampuller (dvs. 200 mg i alt) blandes i 100 ml natriumklorid 9 mg/ml infusionsvæske og gives som IV-infusion over 30 min.
  • Dosis kan gentages ved progredierende, vedvarende eller recidiverende alvorlige systemiske effekter, tidligst 1-2 timer efter første dosis.

Bivirkninger

Da antiserum er et heterologt proteinpræparat, kan behandlingen i nogle tilfælde medføre hypersensitivitetsreaktioner eller serumsyge, hvorfor patienten overvåges nøje under administrationen. 

 
 
Gå til toppen af siden...