Erythromycin "Panpharma"

Pulver til infusionsvæske, opløsning. 1 hætteglas indeholder 1 g erythromycin (som lactobionat). 

Voksne 

• Infektioner
  • 1 g i.v. i døgnet fordelt på 2-4 doser.
• Legionella infektion
  • 1 g 4 gange i døgnet.
  • Den intravenøse dosis kan ved livstruende infektioner øges til maksimalt 4 g i døgnet.

Børn 

• 15 mg/kg legemsvægt i.v. i døgnet fordelt på 2-4 doser.
• Den intravenøse dosis kan ved livstruende infektioner øges til maksimalt 50 mg/kg legemsvægt.

Forsigtighed tilrådes. 

• Allergi over for makrolidantibiotika
• Forlænget QT-interval
• Samtidig behandling med:
  • fluconazol, itraconazol eller andre kraftige CYP3A4-inhibitorer
  • sekalealkaloider
  • pimozid
  • atorvastatin eller simvastatin
  • everolimus, sirolimus eller tacrolimus
  • lopitamid.

• Svækkelse hos patienter med myasthenia gravis kan forværres.
• Forsigtighed ved koronararterie-sygdom, svær hjerteinsufficiens, ledningsforstyrrelser eller klinisk relevant bradykardi.

• Erythromycin øger virkningen af pimozid med risiko for forlængelse af QT og hjertearytmier, herunder torsades de pointes. Kombinationen er kontraindiceret.
• Erythromycin kan øge virkningen af sekalealkaloider med risiko for ergotisme. Kombinationen er kontraindiceret.
• Erythromycin øger plasmakoncentrationen af ebastin og atorvastatin. Kombination bør undgås.
• Ved samtidig indgift af erythromycin og atorvastatin eller simvastatin kan ses myopati, i svære tilfælde rhabdomyolyse. Kombination bør undgås.
• Samtidig indgift af bromocriptin øger biotilgængeligheden af bromocriptin. Kombination bør undgås.
• Da erythromycin metaboliseres via CYP3A4, øges risikoen for pludselig hjertedød markant ved samtidig indtagelse af lægemidler, som er kraftige CYP3A4-inhibitorer, fx fluconazol og itraconazol, se tabel 2 i Elimination og cytokrom P450-systemet. Kombination bør undgås. Tilsvarende ses med CYP3A4-inhibitorerne diltiazem og verapamil.
• Everolimus, sirolimus og tacrolimus omdannes via CYP3A4, og erythromycin kan hæmme denne omdannelse og dermed medføre meget høje plasmakoncentrationer af everolimus, sirolimus og tacrolimus og dermed risiko for nefrotoksiske bivirkninger. Kombination bør undgås.
• Hos enkelte patienter ses en øgning af serum-digoxin eller en øget antikoagulerende virkning af fx warfarin og rivaroxaban efter indgift af erythromycin.
• Erythromycin øger plasmakoncentrationen af alprazolam, buspiron, carbamazepin, ciclosporin, felodipin, glukokortikoider, midazolam, oral lidocain, theophyllin, triazolam og zopiclon pga. hæmmet omsætning i leveren. Dosisjustering er nødvendig.
• Ved samtidig indgift af alfentanil kan clearance af alfentanil nedsættes signifikant, og muligvis er der øget risiko for forlænget eller forsinket respirationsdepression. Dosisjustering er nødvendig.
• Erythromycin virker antagonistisk på den baktericide effekt af penicilliner og cefalosporiner.
• Ved samtidig behandling med voriconazol er der risiko for forlænget QT-interval.
• Erythromycin reducerer clearance for quetiapin med ca. 50 %, dosis af quetiapin bør nedsættes pga. koncentrationsmålinger og bivirkninger.
• Samtidig behandling med phenprocoumon kræver hyppig kontrol af INR ved initiering og ophør af kombinationsbehandlingen.
• Ved samtidig behandling med sildenafil bør første dosis af sildenafil reduceres til det halve pga. stigning i AUC og maksimal plasmakoncentration.
• Ved samtidig behandling med vinblastin kan erythromycin øge risikoen for vinblastin bivirkninger.
• Ved samtidig behandling med sertralin kan der forekomme psykiske bivirkninger.

Baggrund: Der er data for mange tusinde 1. trimester-eksponerede, og totalt er der ingen betydende overhyppighed af misdannelser. Et nyligt dansk registerstudie fandt ikke nogen overordnet øget hyppighed for misdannelser eller hjertemisdannelser blandt mere end 5.000 1. trimester-eksponerede. Et tidligere epidemiologisk studie har beskrevet en øget risiko for hjertemisdannelser fra 1 % til ca. 2 %. Andre tidligere epidemiologiske undersøgelser har ikke kunnet påvise denne risiko. Behandling af børn i de to første leveuger er associeret med en øget forekomst af pylorusstenose. En sammenhæng mellem pylorusstenose og prænatal eksponering har derfor været mistænkt, men undersøgelser har vist divergerende resultater. Erythromycin bør så vidt muligt undgås i 1. trimester. Ved behandlingskrævende infektion hos en penicillinallergiker vil indikationen dog typisk opveje den usikkerhed. 

Se også Klassifikation - graviditet 

Baggrund: Den vægtjusterede dosis er 1-5 %, hvilket vil resultere i tilførsel af doser via modermælken, som i alle tilfælde er væsentligt under anbefalede terapeutiske doser. Der er kun beskrevet milde bivirkninger. Et epidemiologisk studie fandt en ikke-signifikant 2-3 gange øget forekomst af pylorusstenose hos børn af 1.166 mødre, som indløste en recept på et makrolid (heraf 1.012 på erythromycin) mindre end 90 dage efter fødslen. Resultatet var baseret på få (3) cases, og selv hvis en sammenhæng er reel, er den absolutte risiko fortsat meget lav.  

• Bindes reversibelt til 50S-delen af bakteriernes ribosomer, hvorved proteinsyntesen hæmmes. Virker derfor bakteriostatisk.
• Mikrobiologisk virkningsspektrum
  • Virker på alle grampositive kokker, således på:
    • Streptococcus pyogenes
    • Streptococcus pneumoniae
    • Staphylococcus aureus.
  • Desuden på gramnegative diplokokker som:
    • Neisseria gonorrhoeae
    • Moraxella catarrhalis
  • Enkelte små gramnegative stave:
    • Bordetella pertussis
    • Legionella spp.
    • Campylobacter spp.
    • Helicobacter pylori
    • Borrelia burgdorferi.
  • Virker også på:
    • Mycoplasma pneumoniae
    • Chlamydia psittaci
    • Chlamydia trachomatis
    • Chlamydia pneumoniae.

• 25 % udskilles uomdannet gennem nyrerne.
• Oral administration. Absorptionen øges ved indtagelse umiddelbart før et måltid. Erythromycinstearat hydrolyseres efter absorption til frit erythromycin. Maksimal plasmakoncentration efter 0,5-1 time.

Egenskaber 

• pH 6,5-7,5.

Håndtering 

• Initialopløsning (50 mg/ml)
  • 1 hætteglas med 1 g pulver til infusionsvæske tilsættes 20 ml sterilt vand.
  • Opløsningen (initialopløsning) anvendes umiddelbart herefter til ét af nedenstående alternativer.
  • Bemærk:
    • Initialopløsningen (20 ml) må ikke anvendes ufortyndet.
    • Der må til fremstilling af initialopløsning (20 ml) kun anvendes sterilt vand - ikke natriumchlorid-infusionsvæske (pga. udfældningsrisiko ved den høje koncentration af natrium- og chloridioner)
    • Se yderligere detaljer i medfølgende brugsvejledning.
• Intravenøs infusion (hurtig infusion)
  • Ovennævnte 20 ml initialopløsning sættes til 200-250 ml isotonisk glucose- eller natriumchlorid-infusionsvæske.
  • Denne infusionsopløsning gives langsomt (i løbet af mindst 60 minutter) - enten som drop direkte i.v. eller infunderet gennem "sidegren" i fungerende drop med isotonisk natriumchlorid- eller glucose-infusionsvæske.
• Længerevarende infusion
  • Initialopløsningen (20 ml) tilsættes til 500 ml eller 1.000 ml isotonisk glucose- eller natriumchlorid-infusionsvæske.

Forligelighed ved infusion 

• Må ikke blandes med andre farmaka.

Holdbarhed 

• Både initialopløsningen (50 mg/ml) og de brugsfærdige infusionsvæsker er kemisk og fysisk holdbare i højst 24 timer i køleskab (2-8°C); men de bør fortyndes henholdsvis anvendes umiddelbart.