Hovedindikationen for makrolider er infektioner forårsaget af: 

• Streptococcus pneumoniae (pneumokokker)
• β-hæmolytiske streptokokker

hos patienter, som er allergiske over for penicillin, dvs. ved pneumoni, akut tonsillitis, scarlatina, erysipelas, sårinfektioner, akut otitis media og akut rhinosinuit.  

Stofferne kan anvendes ved infektioner forårsaget af Mycoplasma pneumoniae, Mycoplasma genitalium, Chlamydia pneumoniae, Chlamydia trachomatis og Legionella spp. 

Tussis convulsiva: Makroliderne kan afkorte den tid, som patienten er smittefarlig ved behandling i det kataralske stadium eller tidligt i det konvulsive stadium. 

Stofferne kan også anvendes som profylakse mod kighoste hos spædbørn, som har været udsat for smitte. I sådanne tilfælde gives clarithromycin. Der er kun mindre effekt på det kliniske forløb hos smittede. 

Makroliderne (især azithromycin) anvendes til behandling af urethritis og cervicitis forårsaget af Chlamydia trachomatis. 

Monobehandling af gonoré med øvrige makrolider kan ikke anbefales, da resistens over for makrolider er udbredt. 

Foruden de nævnte indikationer anvendes makrolider som led i behandling af ulcus ventriculi eller duodeni forårsaget af Helicobacter pylori. Her er dokumentationen størst for clarithromycin. Se Helicobacter pylori. 

Kan også anvendes mod behandlingskrævende Campylobacter infektioner, her er makrolider førstevalg. Se Campylobacter. 

Alvorlige tilfælde af cystisk nekrotisk acne kan behandles med et makrolid. Det skyldes, at makroliderne ved langtidsbehandling indbygges i talgkirtlernes sekret og derfor kan forhindre den bakterielle nedbrydning af lipiderne i sekretet. 

Resistensforhold 

Se Antibiotika virkemåde og resistens. 

I Danmark forekommer makrolidresistens hos < 5 % af pneumokokker, 1-2 % af Mycoplasma pneumoniae og hos 2-24 % af β-hæmolytiske streptokokker (højst hos streptokokker af Gruppe B). (SSI.dk; DANMAP report 2021, se DANMAP). 

Resistens over for makrolider ses hos Helicobacter pylori, hvor det kan være årsag til svigt af behandling. 

Derimod er makrolidresistens sjælden hos Campylobacter spp., også ved rejseerhvervet infektion. 

Der er ingen sikker forskel på den kliniske effekt af de forskellige makrolider.  

På baggrund af den farmakokinetiske profil med lav serumkoncentration og høj intracellulær koncentration bør azithromycin fravælges ved infektioner, hvor pneumokokker må mistænkes som årsag. 

Azithromycin, clarithromycin og roxithromycin foretrækkes frem for erythromycin pga. færre bivirkninger. 

Makrolider virker på Helicobacter pylori-associeret ulcus, men clarithromycin er mest undersøgt. Der er dog grund til at tro, at alle makrolider kan anvendes. 

Behandling af urethritis eller cervicitis forårsaget af Chlamydia trachomatis med 1 g azithromycin giver så få complianceproblemer, at det bør foretrækkes ved forventet ringe compliance. 

* Kontraindiceret ved samtidig alvorligt leversvigt og nedsat nyrefunktion. 

Der henvises til de enkelte præparatbeskrivelser for yderligere information vedr. brug ved nedsat lever- og/eller nyrefunktion.  

Alle: 

• Allergi over for makrolidantibiotika
• Vedr. nedsat lever- eller nyrefunktion, se ovenfor.
• Samtidig behandling med fx pimozid og sekalealkaloider.

Clarithromycin: 

• Arytmi, myokardieinfarkt
• Hypokaliæmi
• Samtidig behandling med:
  • atorvastatin
  • cabergolin
  • colchicin
  • quetiapin
  • simvastatin
  • sirolimus
  • tacrolimus
  • ticagrelor.

Erythromycin: 

• Forlænget QT-interval.

Bortset fra gastro-intestinale gener tåles makrolider generelt godt. 

De hyppigste bivirkninger er madlede, kvalme, abdominalsmerter og forbigående diarré. De dyspeptiske gener er mest udtalt for erythromycin, og erythromycin er stort set forladt til fordel for et af de andre makrolider.  

Makrolider giver kun sjældent allergiske reaktioner i form af hududslæt og drug fever.  

Der er rapporteret reversibel nedsat hørelse og enkelte tilfælde af hypotermi ved behandling med makrolider.  

I enkelte tilfælde er der set forhøjede leverenzymværdier, bilirubinstigning og intrahepatisk galdestase.  

Der ses også tarmfloraændring og i enkelte tilfælde pseudomembranøs enterocolitis forårsaget af toksinproducerende Clostridioides difficile. 

Makrolider er i varierende omfang mistænkt for at have kardiotoksiske bivirkninger, herunder QT-forlængelse. Clarithromycin er associeret med risiko for pludselig hjertedød (sjælden korttidsrisiko). 

I øvrigt henvises til omtalen under de enkelte præparater. 

Makroliderne, specielt erythromycin og clarithromycin, kan give anledning til en række klinisk betydende interaktioner. 

Makroliderne virker in vitro antagonistisk på den baktericide effekt af penicilliner og cefalosporiner. 

I øvrigt henvises til omtalen under de enkelte præparater. 

Risikoen for pludselig hjertedød under erythromycinbehandling øges markant ved samtidig indtagelse af lægemidler, som medfører kraftig hæmning af CYP3A4, fx diltiazem, fluconazol, itraconazol og verapamil ⁽⁴³²⁾, se tabel 2 i Elimination og cytokrom P450-systemet. 

FDA og EMA (det europæiske lægemiddelagentur) vurderer, at samtidig statin og clarithromycin behandling er kontraindiceret pga. risiko for rhabdomyolyse. Studier, som har undersøgt risikoen for hjertebivirkninger under behandling med clarithromycin eller i en kort periode efter ophør af clarithromycin (korttidseffekten), viser samlet set, at der er en lille øget risiko for hjertedød og blodprop i hjertet. 

Erythromycin er mistænkt for at øge risikoen for hjertemisdannelser (i absolutte tal fra 1 % til 2 %) og bør generelt ikke anvendes i 1. trimester. En behandlingskrævende infektion hos en penicillinallergiker vil dog som oftest opveje den mulige risiko for fosteret. 

Erythromycin kan om nødvendigt anvendes i 2. og 3. trimester. 

Clarithromycin må kun anvendes under visse forudsætninger, da to studier har vist en øget risiko for spontan abort efter eksponering i 1. trimester. 

Azithromycin kan om nødvendigt anvendes, mens datamængden for roxithromycin er utilstrækkelig. 

Kan om nødvendigt anvendes. Den vægtjusterede dosis er mellem 1 % og 5 %, hvilket vil resultere i tilførsel af doser via modermælken, som i alle tilfælde er væsentligt under anbefalede terapeutiske doser. Der er kun beskrevet milde bivirkninger. Et epidemiologisk studie fandt en ikke-signifikant 2-3 gange øget forekomst af pylorusstenose hos børn af 1.166 mødre, som indløste recept på et makrolid (heraf 1.012 på erythromycin) mindre end 90 dage efter fødslen. Resultatet var baseret på få (3) cases, og selv hvis en sammenhæng er reel, er den absolutte risiko fortsat meget lav. 

Se Antibiotika virkemåde og resistens. 

Mikrobiologisk virkningsspektrum 

Makroliderne virker på: 

• alle grampositive kokker
  Streptococcus pyogenes, Streptococcus pneumoniae og Staphylococcus aureus
• gramnegative diplokokker
  Neisseria gonorrhoeae og Moraxella (Branhamella) catarrhalis
• enkelte små gramnegative stave
  Bordetella pertussis, Legionella spp., Campylobacter spp, Helicobacter pylori og Borrelia burgdorferi
• desuden:
  Mycoplasma pneumoniae, Chlamydia psittaci, Chlamydia trachomatis, Chlamydia pneumoniae og Mycoplasma genitalium. Sidstnævnte species synes dog klinisk mindre følsom over for andre makrolider end for azithromycin.

Serumkoncentrationen og dermed også koncentrationen i væv og interstitielvæske ligger for alle makrolider under MIC for Haemophilus influenzae. Makrolider bør derfor ikke bruges til behandling af sådanne infektioner. 

Resistensforhold 

Se Antibiotika virkemåde og resistens. 

Farmakokinetikken adskiller sig for de fire stoffer.  

Se tabel 1 i Effekt i relation til farmakokinetik og farmakodynamik.