J
Infektionssygdomme, systemiske midler
Nitrofurantoin
J01XE
Anvendelsesområder
Terapeutisk ved akut ukompliceret og akut kompliceret urinvejsinfektion, særligt ved penicillinallergi.
Profylaktisk (2046) mod urinvejsinfektion er et andet anvendelsesområde for nitrofurantoin med flg. doseringer:
Voksne. 50 mg umiddelbart før sengetid.
Børn > 1 md. 1 mg/kg legemsvægt, højst 50 mg.
Revurdering af behandlingen
Ved sufficient antibiotisk behandling vil temperaturfald og klinisk bedring indtræde i løbet af de første 3 døgn.
Hvis den initiale behandling ikke virker, skal indikation og valg af antibiotikum revurderes og eventuelt justeres efter yderligere mikrobiologisk diagnostik.
Varigheden af behandlingen skal være så kort som muligt og følge den evidens, som foreligger på området.
Forsigtighedsregler
Anvendelsen af nitrofurantoin i behandlingsmæssige doser i længere tid (mere end 2 uger) er behæftet med en del bivirkninger, herunder alvorlige som irreversibel lungefibrose. Bør ikke anvendes til patienter med nedsat nyrefunktion.
Farmakodynamik
Se Antibiotika virkemåde og resistens.
Mikrobiologisk virkningsspektrum
Nitrofurantoin udskilles gennem nyrerne og giver antibakterielt virksomme koncentrationer i urinen; men der opnås ikke antibakterielt virksomme koncentrationer i plasma eller i nyreparenkymet til at påvirke infektioner her.
Nitrofurantoin er pga. lav resistensudvikling velegnet til behandling af recidiverende urinvejsinfektion eller profylaktisk (andre anvendelsesområder) (2046) mod recidiverende urinvejsinfektion.
Præparater
| Indholdsstof | Navn og firma | Dispform og styrke | Pakning | Pris enh. | Pris DDD |
|---|---|---|---|---|---|
| Nitrofurantoin | Nitrofurantoin "EQL Pharma" EQL Pharma
|
tabletter 50 mg | 30 stk. | 5,11 | 20,44 |
| Nitrofurantoin | Nitrofurantoin "EQL Pharma" EQL Pharma
|
tabletter 50 mg | 100 stk. | 3,57 | 14,28 |
Referencer
2049. Huttner A, Verhaegh EM, Harbarth S et al. Nitrofurantoin revisited: a systematic review and meta-analysis of controlled trials. J Antimicrob Chemother. 2015; 70:2456-64, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/26066581 (Lokaliseret 22. august 2025)
2046. Wagenlehner FM, Vahlensieck W, Bauer HW et al. Prevention of recurrent urinary tract infections. Minerva Urol Nefrol. 2013; 65:9-20, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23538307 (Lokaliseret 22. august 2025)