Systemisk behandling med vancomycin er kun indiceret ved alvorlige infektioner, der er forårsaget af Staphylococcus aureus, Staphylococcus epidermidis, Streptococcus pneumoniae, corynebakterier eller enterokokker, som er resistente over for β-lactamantibiotika som penicilliner og cefalosporiner. 

Det er indiceret til oral lokalbehandling ved Clostridioides difficile infektion. 

Voksne og børn > 12 år 

• 15-20 mg/kg legemsvægt i.v. hver 8.-12. time. Højst 2 g pr. dosis.
• Ved alvorlig infektion kan gives initial dosis på 25-30 mg/kg legemsvægt.
• Bemærk
  • Den indledende dosis bør baseres på legemsvægt. Efterfølgende dosisjusteringer bør baseres på serumkoncentrationer for at opnå målrettede terapeutiske koncentrationer. Nyrefunktionen skal tages i betragtning ved efterfølgende doser og administrationsinterval.

Børn < 12 år 

• 1 måned - 12 år
  10-15 mg/kg legemsvægt i.v. hver 6. time.

• Fuldbårne nyfødte (0-27 dage) og for tidligt fødte (antal dage fra fødsel til forventet fødsel + 27 dage)
  • Dosering i samråd med pædiater
    • PMA > 35 uger. 15 mg/kg legemsvægt hver 8. time.
    • PMA 29-35 uger. 15 mg/kg legemsvægt hver 12. time.
    • PMA < 29 uger. 15 mg/kg legemsvægt hver 24. time.
      PMA: Postmenstruel alder = svangerskabsalder + postnatal alder
  • Det kan være nødvendigt at monitorere serumkoncentrationerne for vancomycin.

Nedsat nyrefunktion 

Voksne 

• GFR 30-59 ml/min.: 15 mg/kg legemsvægt i.v. hver 12. time.
• GFR 10-30 ml/min.: 15 mg/kg legemsvægt i.v. hver 24. time.
• GFR < 10 ml/min.: 15 mg/kg legemsvægt i.v.

Beregn eGFR her: Beregning af eGFR ud fra CKD-EPI–formlen 

Vancomycin skal gives som langsom infusion (højst 10 mg/min svarende til 2 ml/min. ved en koncentration på 0,5%). 

Vancomycin kan sædvanligvis efter indledende dosis gives uden, at der er indikation for at måle serumkoncentrationer. Måling af vancomycin serumkoncentrationer er kun indiceret i tilfælde af moderat til svær nyreinsufficiens eller ved ekstrem vægt (over 100 kg) for at sikre, at doseringen er tilstrækkelig høj. 

Vancomycin serumkoncentrationer måles som den laveste værdi (dalværdien) umiddelbart inden indgift af næste dosis vancomycin. Er serumkoncentrationen af vancomycin 10-20 mg/l, er doseringen tilstrækkelig, og der fortsættes med uændret dosis. Er serumkoncentrationen < 10 mg/l, øges dosis. Er den > 40 mg/l, pauseres, indtil ny måling er < 20 mg/l. Ved koncentration af vancomycin < 10 mg/l kan dosering 3 gange daglig overvejes i stedet for øgning af dosis. 

Helt generelt er der to indikationer for at måle serumkoncentrationer af et antibiotikum: 

• At sikre, at doseringen ikke akkumulerer i organismen (dvs. stigende dalværdier). Dette gælder specielt, hvis udskillelsen af antibiotika er nedsat som følge af reduceret nyrefunktion (oftest) eller leverfunktion.
• At sikre tilstrækkelig høj terapeutisk koncentration.

Hyppigheden af serumkoncentrationsmåling skal individualiseres ud fra den kliniske situation og respons på behandling, og den kan variere fra daglig måling, som kan være nødvendig hos nogle hæmodynamisk ustabile patienter, til mindst én ugentlig måling hos stabile patienter, der viser behandlingsrespons. 

De nefrotoksiske og ototoksiske bivirkninger af vancomycin er minimale, og der er i litteraturen ingen evidens for en sammenhæng mellem specifikke serumkoncentrationer og toksicitet ⁽¹⁶⁶⁰⁾. 

Se Antibiotika virkemåde og resistens. 

Mikrobiologisk virkningsspektrum 

Vancomycin virker på grampositive kokker, især Staphylococcus aureus (incl. MRSA), Staphylococcus epidermidis, streptokokker inkl. pneumokokker og enterokokker, samt grampositive stave, specielt corynebakterier, Listeria spp. og Clostridioides difficile. Gramnegative mikroorganismer er resistente. 

Resistensforhold 

Vancomycinresistente Enterococcus faecium forekommer med øget hyppighed herhjemme, især hos patienter i anden antibiotisk behandling (selektion), se Antibiotika virkemåde og resistens. 

Se tabel 1 i Effekt i relation til farmakokinetik og farmakodynamik.