Lægemiddelallergi (...hudtest Specifikt IgE mod lægemidler kan måles i en blodprøve, men kun mod et meget begrænset sortiment. I øjeblikket gælder det phenoxymethylpenicillin , benzylpenicillin , amoxicillin , ampicillin , penicillin minor determinants, insulin , suxamethonium , morfin og chlorhexidin . Kan der påvises IgE hos en patient med en klar anamnese med en (IgE-medieret) straksreaktion, må patienten opfattes som allergisk over for lægemidlet. Fravær af specifikt IgE udelukker ikke allergi. Dels kan symptomerne være udløst via andre mekanismer, dels kan intervallet fra reaktion til test være så langt, at IgE-niveauet er faldet til under detektionsgrænsen. Optimalt bør IgE måles fra ca. 4 uger efter reaktionen til et par måneder efter. Prøver, som er taget straks efter en reaktion og flere år efter, kan være falsk negative. Ved histamin release test (HR-test) og basofil aktiveringstest (BAT) undersøges, om basofile granulocytter i patientens blod frigør histamin eller på anden måde aktiveres, når de udsættes for det mistænkte lægemiddel. Der er tale om undersøgelser, hvor sensitivitet og specificitet ikke er klarlagt. De er derfor endnu ikke egnet til rutinemæssig anvendelse. Priktest og intrakutantest kan benyttes, hvis der ud fra symptomerne er mistanke om straksallergi. Der findes anbefalede testkoncentrationer for en del lægemidler, men også ved disse test kan en manglende reaktion være falsk negativ (2406) . Intrakutantest med en aflæsning efter 3 dage kan også benyttes ved makulopapuløse reaktioner, hvor der er mistanke om type IV-allergi. Lappetest kan benyttes ved mistanke om allergisk kontakteksem samt ved fixed drug eruption eller andre ikke alvorlige senreaktioner. Se Type IV-allergi (hudtest) . Provokation vil være nødvendig for med fuld sikkerhed at be- eller afkræfte allergidiagnosen, hvis de ovennævnte tests har været negative eller ikke har været relevante/mulige (6408) . Da provokation selv med største forsigtighed indebærer en risiko for at udløse en reaktion med samme eller øget sværhedsgrad, er der tale om en specialistopgave. Provokation med mistænkt lægemiddel tilbydes ikke patienter med svære hudreaktioner med blæredannelse, slimhinde- eller organpåvirkning (fx TEN, SJS, AGEP, DRESS) eller livstruende reaktioner af anden art. Ved provokation efterlignes den dosering, som patienten fik eller vil få i fremtiden, og metoden tilpasses risikovurdering. Ved straksreaktioner titreres provokationen oftest med startdosis på fx 1/100 af terapeutisk dosis efterfulgt af 1/10 og fuld dosis, hvis forrige dosis tåles. Ved milde senreaktioner i huden provokeres ofte med fuld dosis. Medmindre der er sikkerhed for at den mistænkte allergireaktion kom efter den første dosering, vil man sædvanligvis fortsætte provokationen i en for præparatet relevant periode (fx 3-5 dage). Det har vist sig, at en del lægemiddelallergiske reaktioner først debuterer under denne fortsatte behandling (2584) . Det skal bemærkes, at der i disse tilfælde ikke er tale om anafylaksi eller livstruende reaktioner. Mistanken om lægemiddelallergi kan langt fra altid bekræftes. I nogle studier har kun få procent reageret ved provokation med terapeutiske doser. Hyppigheden afhænger bl.a. af det specifikke lægemiddel, det forløbne interval og reaktionens karakter. Se i øvrigt Diagnostik (Type I-allergi) . Krydsallergi Ved påvist allergi eller sandsynlig allergi, hvor yderligere diagnostik ikke er mulig, må lægemidlet undgås. Det kan så være relevant at finde et behandlingsalternativ. Krydsallergi kan her blive et problem. Krydsreaktion ved lægemiddelallergi er betegnelsen for en reaktion på et præparat hos en person, der tidligere har reageret på et andet strukturelt eller farmakologisk beslægtet præparat. Forskellige patienter udviser ikke nødvendigvis de samme krydsreaktioner. Én patient kan reagere på et enkelt lægemiddel i en gruppe, mens en anden patient får reaktioner på alle gruppens lægemidler. Karakteren og sværhedsgraden af en lægemiddeloverfølsomheds-reaktion er her helt afgørende, når det skal vurderes, om det er forsvarligt at forsøge med et beslægtet lægemiddel og hvilke forholdsregler, der i givet fald skal tages. Problematikken omkring krydsreaktioner er generelt dårligt belyst, og litteraturen omfatter helt overvejende kasuistiske meddelelser. For visse præparatgrupper har man forsøgt allergitest i form af prik- eller intrakutantest, lappetest eller in vitro-analyser, men resultaterne er sjældent valideret ved eksponering/provokation. Negative resultater ved sådanne allergitest kan generelt ikke tillægges væsentlig værdi, fordi overfølsomhedsreaktionerne ikke nødvendigvis skyldes immunologiske mekanismer, der kan påvises med disse test. Krydsreaktion kan således kun afklares med sikkerhed ved lægemiddelprovokation. Allergi over for antibiotika Bedst undersøgt er forholdene for β-laktamantibiotika . For penicilliner vil allergi for én type betyde, at også andre penicilliner er under mistanke og skal undgås, indtil tolerance er påvist. Phenoxymethylpenicillin (penicillin V) og benzylpenicillin (penicillin G) krydsreagerer, mens reaktioner på de semisyntetiske penicilliner kan være sidekædespecifikke, så phenoxymethylpenicillin og benzylpenicillin tolereres. Ved de sidekædespecifikke reaktioner må forventes større risiko for krydsreaktioner mellem præparater med sidekæder, der ligner hinanden, fx for amoxicillin og ampicillin eller for cloxacillin , flucloxacillin og dicloxacillin . Kun provokationer/behandlingsforsøg kan med sikkerhed afgøre, om reaktioner er sidekædespecifikke eller ej. Krydsreaktivitet imellem penicilliner og cefalosporiner for de produkter, der er på markedet nu, er særdeles lav. Årsagen er, at penicillinreaktionerne kun yderst sjældent skyldes den fælles β-laktamring, men langt oftere skyldes sidekæderne. Enkelte 1. generations cefalosporiner, hvoraf kun cefalexin bruges i Danmark, har samme sidekæder som ampicillin eller amoxicillin. Nyere cefalosporiner 2. 3. 4. og 5. generation har ikke sidekædefællesskab med penicilliner og kan benyttes hos penicillinallergikere (2407) . Blandt penicillinallergikere har endnu færre (< 1 %) allergi over for carbapenemer , trods deres β-laktamring. Tilsvarende synes monobactamer at kunne benyttes uden risiko for krydsreaktioner i denne patientgruppe. Dog ligner sidekæderne i ceftazidim og aztreonam hinanden, og det bør give anledning til forsigtighed ved påvist overfølsomhed over for et at disse stoffer (2408) . Risiko for krydsreaktioner mellem cefalosporiner og carbapenemer kan ikke udelukkes, men er dårligt belyst (2409) . Allergi over for et antibakterielt sulfapræparat synes ikke at betyde øget risiko for reaktion på andre typer sulfonamider, fx diuretika, antivirale midler, antiinflammatoriske præparater og sulfonylurea (6407) . Allergi over for andre lægemidler NSAID Overfølsomhedsreaktioner over for NSAID involverer yderst sjældent IgE, men også her er krydsreaktioner relevante. Er der problemer med et eller flere præparater med overvejende COX-1-hæmmende effekt, kan en COX-2-hæmmer måske tolereres. En provokation vil kunne afgøre dette (6408) . ACE-hæmmere Behandling med angiotensin converting enzyme (ACE)-hæmmere kan udløse intermitterende angioødem, oftest i ansigtet. Anfald kan debutere efter flere års behandling og kan fortsætte i måneder efter seponering. Mekanismen er ikke immunologisk. Seponering af ACE-hæmmer og skift til angiotensin II-receptorblokker eller anden blodtryksregulerende medicin er oftest nødvendigt. Kontrastmidler De nyere non-ionisk iodholdige kontraststoffer med lav osmolaritet giver færre overfølsomhedsreaktioner end tidligere anvendte kontraststoffer. Udredning for overfølsomhedsreaktioner tilpasses risikovurdering og tidspunkt for debut (6409) . Krydsreaktioner er uforudsigelige og er hyppigere for senreaktioner end for straksreaktioner, men udredning med hudtest...)
