Kaliumbesparende diuretika benyttes i ødem- og hypertensionsbehandlingen i kombination med thiazider eller loop-diuretika, primært med henblik på begrænsning af kaliumtabet; samtidig opnås additiv virkning på natriumudskillelsen. Højdosis spironolacton er særlig effektiv til behandling af ascites.
Aldosteronantagonisterne er især indiceret ved hyperaldosteronisme, der kan forekomme hos patienter, der har været behandlet med andre diuretika gennem længere tid. En sådan sekundær hyperaldosteronisme må mistænkes, når serum-kalium hos en diuretikumbehandlet patient vedbliver at være lavt trods stigende tilskud af kaliumchlorid oralt. Hyperaldosteronisme ses også ved svær ubehandlet lever- og hjerteinsufficiens og nefrotisk syndrom. 

Spironolacton har antihypertensiv virkning og kan med fordel anvendes ved forhøjet blodtryk i forbindelse med hyperaldosteronisme, som ikke er en helt usædvanlig årsag til resistent hypertension, se Diuretika (hypertension). 

Spironolacton 25-50 mg dgl. (gennemsnit 26 mg) i tillæg til behandling med andre diuretika og ACE-hæmmere har i en større kontrolleret undersøgelse, RALES ⁽²⁵⁰⁾, vist sig at reducere dødeligheden hos patienter med kronisk hjerteinsufficiens gruppe III-IV med 27 %. 

Eplerenon 25-50 mg dgl. i gennemsnitlig 16 måneder har hos post-AMI patienter med nedsat venstre ventrikelfunktion/klinisk hjertesvigt vist at reducere mortaliteten fra 16,7 % til 14,4 %, dvs. NNT på ca. 45. EPHESUS ⁽¹⁵¹¹⁾.  

Eplerenon 25-50 mg dgl. i 21 måneder hos patienter med systolisk hjertesvigt og lette symptomer har i EMPHASIS-HF undersøgelsen ⁽²⁶³⁰⁾ vist at reducere mortaliteten fra 15,5 til 12,5 %. 

Forskellen mellem de tre typer kaliumbesparende diuretika afspejles først og fremmest i bivirkningsmønsteret og i deres virkningsvarighed. Amilorid fås kun i kombination med furosemid eller hydrochlorthiazid, se Kombinationspræparater. 

• Eplerenon er kontraindiceret ved stærkt nedsat nyre- og leverfunktion.
• Spironolacton er kontraindiceret ved eGFR < 30 ml/min.

• Nedsat dosering ved nedsat nyrefunktion.
• Forsigtighed ved behandling med ACE-hæmmere, som i sig selv giver kaliumretention.
• Ved hyperkalæmiske tilstande, herunder Addisons sygdom, må disse stoffer kun anvendes med forsigtighed og under hyppig kontrol af serum-kalium.
• Samtidigt kaliumtilskud må kun gives ved konstateret hypokaliæmi og kun under fortsat kontrol af serum-kalium. Hvis man til en patient, der behandles med diuretikum + kaliumtilskud, føjer et af disse stoffer, må man være parat til at ophøre med kaliumtilskuddet, i hvert fald så snart serum-kalium er blevet normalt.
• Kontrol af nyrefunktion og serum-elektrolytter skal gennemføres.
• Ved hjertesvigt er der ingen evidens for gunstig virkning ved højere doser end de nævnte under "Anvendelsesområder", og risikoen for svær hyperkaliæmi og nyrefunktionspåvirkning stiger kraftigt ved højere doser i kombination med ACE-hæmmer eller angiotensin II-antagonister.

• Fælles er hypotension og især hyperkaliæmi.
• Desuden tendens til hyponatriæmi, som ses ved overdosering, nedsat nyrefunktion og/eller for stor kaliumindtagelse. Tilstanden forværres ved samtidig hyponatriæmi og acidose. Symptomerne er konfusion, kraftesløshed, talebesvær og ekg-ændringer med arytmier, eventuelt ventrikelflimren.
• Stofferne har derudover individuelle bivirkninger; spironolacton kan give gynækomasti, eplerenon svimmelhed og gastro-intestinale gener og amilorid gastro-intestinale gener, lægkramper og hududslæt.

• Kaliumtilskud øger risikoen for hyperkaliæmi.
• Ved samtidig indgift af ACE-hæmmere og kaliumbesparende diuretika øges kaliumkoncentrationen i blodet på grund af ACE-hæmmeres aldosteronsekretionshæmmende virkning. Virkningen af andre diuretika og antihypertensiva forstærkes.
• Ved samtidig indgift af spironolacton og digoxin nedsættes den renale sekretion af digoxin, hvorved koncentrationen af plasma-digoxin øges.