M
Muskler, led og knogler
Diagnostik (osteoporose)
Ved mistanke om osteoporose bør man først undersøge om der foreligger risikofaktorer for fraktur. Hvis dette er tilfældet, udredes med DXA-scanning (Dual energy X-ray Absorptiometry) og evt. røntgenundersøgelse af columna thoracolumbalis med henblik på, om der er indikation for at iværksætte farmakologisk osteoporosebehandling.
Nydiagnosticerede patienter udredes med supplerende undersøgelser for at udelukke mulige årsager til sekundær osteoporose (se nedenfor). Andre årsager til knoglebrud - fx (metastaserende) cancersygdom - bør medtænkes.
DXA-scanning
DXA-scanning til bestemmelse af knoglemineraltætheden regnes for guldstandard til diagnostik af osteoporose. Endvidere anvendes DXA til kontrol af behandlingseffekt, se "Monitorering af behandlingseffekt" i Farmakologisk frakturprofylakse.
Ved en DXA-scanning måles dæmpningen af røntgenstråler ved passage gennem knoglevævet, hvorved mineraltætheden (Bone Mineral Density (BMD), gram/cm2), kan beregnes. Strålebelastningen ved en DXA-scanning er lav (< 1 mSv) og uden helbredsrisiko (mindre end ved en røntgenundersøgelse af thorax).
Resultatet af en DXA-scanning anføres i form af en T-score, som angiver, hvor mange standarddeviationsenheder (SD) en persons BMD ligger over eller under gennemsnitsværdien hos yngre normalpersoner af samme køn. Det anbefales at undersøge både columna lumbalis og hofteregionen (total hip eller evt. femoral neck). Den laveste af målingerne i ryg og hofteregionen lægges til grund for diagnose og behandlingsindikation.
På baggrund af T-scoren tolkes resultatet af DXA-scanningen som:
- Normal: T-score > -1,0
- Osteopeni: T-score mellem -1,0 og -2,5
- Osteoporose: T-score ≤ -2,5
Lav knoglemineraltæthed øger risikoen for fraktur. Et fald i T-score på 1 indebærer omtrentlig en fordobling af risiko for fraktur.
Gentagne DXA-scanninger
Knoglevævets mineraltæthed (BMD) monitoreres ved gentagne DXA-scanninger hos:
- personer i behandling for osteoporose med henblik på vurdering af behandlingseffekt (se "Monitorering af behandlingseffekt" og "Behandlingsvarighed" nederst i Farmakologisk frakturprofylakse), herunder muligheden for pausering.
- personer med risikofaktorer for fraktur, hvor tidligere DXA-scanninger har vist osteopeni med henblik på, om der er tilkommet osteoporose og dermed indikation for at iværksætte behandling.
For at mindske måleusikkerheden anbefales det at opfølgende scanninger foretages på samme apparat. Typisk anses en ændring i columna lumbalis på ≥ 3 % og i hofteregionen på ≥ 5 % for at være signifikant (svarende til "least significant change").
På baggrund af metodeusikkerheden sammenholdt med forventede ændringer i BMD bør kontrolintervallerne ved antiresorptiv behandling være mindst 2 år. Intervallet mellem scanninger kan være kortere ved anabol behandling og under glukokortikoidbehandling. Hos kvinder med en menopausealder over 5 år kan perioden mellem scanninger øges til 5 år, hvis T-score > -2,0.
Røntgenundersøgelse
Da såvel symptomatiske som asymptomatiske kompressionsfrakturer i columna thoracolumbalis indicerer behandling og er af betydning for behandlingsvalg (se Farmakologisk frakturprofylakse) anbefales røntgenundersøgelse af columna thoracolumbalis på relativt vid indikation ved diagnostik af osteoporose, herunder ved:
- Rygsmerter forenelige med mulig kompressionsfraktur
- En dokumenteret eller anamnestisk højdereduktion på mere end henholdsvis 2 og 4 cm
- Thorakal kyfose
- Costa-crista afstand < 2 fingersbredder
- Postmenopausale kvinder og mænd > 50 år med en hoftenær lavenergifraktur (5117) (5313)
- Stor variation i BMD (≥ 1,5 SD) imellem 2 tilstødende lændehvirvler ved DXA-scanning (4454).
Pga. en relativ stor strålebelastning er opfølgende røntgenbilleder kun indiceret i de tilfælde, hvor en mulig nytilkommen kompressionsfraktur må formodes at have terapeutiske konsekvenser. På nyere DXA-scannere kan der foretages Vertebral Fracture Assessment (VFA), hvorved det er muligt at diagnosticere kompressionsfrakturer med en mindre strålebelastning end ved en konventionel røntgenoptagelse.
Supplerende undersøgelser
Med henblik på at udelukke sekundære årsager til osteoporose anbefales hos nydiagnosticerede patienter et screeningspanel bestående af følgende blodanalyser:
- hæmoglobin
- leukocytter
- trombocytter
- kreatinin
- natrium
- kalium
- magnesium
- calcium
- parathyroideahormon (PTH)
- 25-hydroxyvitamin D
- basisk fosfatase
- alanintransaminase (ALAT)
- thyroideastimulerende hormon (TSH)
- serum-M-komponent og frie lette kappa og lambda kæder (kappa/lambda ratio)
- testosteron (mænd) og evt. FSH (kvinder).
Afhængig af patientens sygehistorie kan der evt. suppleres med relevant udredning for fx malabsorption, cøliaki, reumatoid artritis mv. Hos patienter med fraktur i columna anbefales screening for myelomatose med måling af serum-M-komponent og frie lette kappa og lambda kæder (kappa/lambda ratio). Yderligere billeddiagnostisk udredning er indiceret ved mistanke om fx (metastaserende) malign sygdom som årsag til fraktur.
En række biokemiske markører for knogleomsætningen er gennem de seneste år blevet tilgængelige i klinisk praksis. Nogle af disse knoglemarkører afspejler knogleformation (fx knoglespecifik basisk fosfatase og P-Prokollagen I, N-terminal propeptid [P1NP]), mens andre er et udtryk for knogleresorption (fx collagen I, krydsbundne [CTx]). Studier har vist, at et fald i koncentrationen af de knogleformative markører i løbet af de første 3-12 måneder efter iværksat antiresorptiv behandling kan prædiktere, i hvilket omfang risikoen for kompressionsfrakturer i columna mindskes, hvorimod ændringer i koncentrationen af markørerne ikke bidrager til at forudse, om risikoen for perifere (herunder hoftenære) frakturer mindskes (3410). Knogleanabol behandling fører derimod til et øget niveau af knoglemarkører. Der mangler endnu evidens for betydningen af ændringer i niveauet af knoglemarkører hos den enkelte patient (fx er positiv prædiktiv værdi endnu ikke klarlagt). Brug af knoglemarkører kan ikke anbefales i den kliniske behandling af osteoporose, fraset særlige tilfælde (specialistopgave) (4455).
Referencer

4454. Lajlev SE, Rejnmark L, Harsløf T. T-score differences and nonprogression in lumbar vertebrae as predictors of vertebral fractures. Clin Endocrinol (Oxf). 2019; 11, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/30973641 (Lokaliseret 3. marts 2022)
3410. Bauer DC, Black DM, Bouxsein ML et al. Treatment-Related Changes in Bone Turnover and Fracture Risk Reduction in Clinical Trials of Anti-Resorptive Drugs: A Meta-Regression. J Bone Miner Res. 2018; 33(4):634-42, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/29318649 (Lokaliseret 22. februar 2022)
4455. Langdahl BL. Is There a Place for Bone Turnover Markers in the Management of Osteoporosis?. J Bone Miner Res. 2018; 33(7):1197-8, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/29926975 (Lokaliseret 3. marts 2022)
5313. Frederiksen A, Abrahamsen B, Johansen PB et al. Danish, national cross-sectional observational study on the prevalence of prior major osteoporotic fractures in adults presenting with hip fracture-limitations and scope for fracture liaison services in prevention of hip fracture. Osteoporos Int. 2018; 29:109-14, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/28965215/ (Lokaliseret 9. marts 2022)
5117. Marco Di Monaco, Carlotta Castiglioni, Roberto Di Monaco et al. Prevalence and burden of vertebral fractures in older men and women with hip fracture: A cross-sectional study. Geriatr Gerontol Int. 2016; 16(3):352-7, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/25809960/ (Lokaliseret 4. marts 2022)