Non-farmakologisk frakturprofylakse

Revideret: 21.05.2019

Behandlingsvejledning

Alle patienter med lavenergifraktur, risikofaktorer for fraktur og/eller osteoporose (T-score ≤ -2,5) tilbydes non-farmakologisk osteoporosebehandling. Denne suppleres med farmakologisk frakturprofylakse, hvis indikationen herfor er opfyldt. 


Osteopeni 

Non-farmakologisk frakturprofylakse anbefales til alle patienter med osteopeni (T-score mellem -1 og -2,5). Ved osteopeni anbefales farmakologisk osteoporosebehandling kun i udvalgte tilfælde, fx hos patienter i systemisk behandling med glukokortikoid i doser ≥ 5 mg prednisolon dgl. i > 3 mdr., se Steroidinduceret osteoporose

 

Den non-farmakologiske frakturprofylakse anvendes både som primær profylakse med henblik på at forebygge, at der tilkommer risikofaktorer/at den første fraktur opstår, og som en vigtig del af behandlingen hos patienter med osteoporose. De vigtigste elementer i den non-farmakologiske frakturprofylakse omfatter: 

 

Optimering af D-vitaminstatus i kombination med et sufficient calciumindtag
I en metaanalyse baseret på 17 randomiserede placebokontrollerede studier blev der fundet en 12% (RR 0,88; 95% KI 0,83-0,95; p=0,0004) reduceret risiko for fraktur hos både mænd og kvinder > 50 år, som fik tilskud af calcium og D-vitamin (1111)

Den frakturforebyggende effekt anses for bedst dokumenteret ved samtidigt tilskud med calcium og D-vitamin (1633). Flere nyere metaanalyser, som har samlet resultaterne fra en lang række randomiserede kontrollerede studier, har imidlertid sat spørgsmålstegn ved, om tilskud med calcium og D-vitamin reelt set mindsker risiko for fraktur i den generelle (overvejende raske) del af befolkningen (4457)

 

Som udgangspunkt anbefales alle et dagligt tilskud på 800-1.000 mg calcium i kombination med 20-40 mikrogram (800-1.600 IE) cholecalciferol (vitamin D3). Dette for at sikre mod mangeltilstande. Ved et højt habituelt indtag af calcium gennem kosten kan det daglige tilskud med calcium reduceres til 4-500 mg/dag. Tilskud med D-vitamin i form af høje daglige doser (70-100 mikrogram (2.800-4.000 IE) såvel som intermitterende behandling med meget høje (suprafysiologiske) doser (fx 3-500.000 IE hver 3.-12. måned) frarådes, da det kan være forbundet med nedsat muskelstyrke og en øget risiko for fald og frakturer (3012) (3013) (4456).  

 

En persons habituelle kostindtag af calcium kan estimeres ved at spørge til, hvor mange portioner mælkeprodukter som dagligt indtages (glas mælk, ostemadder, portioner yoghurt mv): 

Dagligt calciumindtag (mg/døgn) = 350 + 200 x "antal portioner mælkeprodukter" (1225)

Se endvidere Calcium og D-vitamin (osteoporose)

 

Fysisk aktivitet 

Interventionsstudier har vist, at fysisk træning forbedrer muskelstyrken, balancen og koordinationsevnen, selv hos ældre. I metaanalyser er der påvist positive effekter af både gangtræning og vægtbærende træning på BMD i lændecolumna og hofteregionen (1221). Desværre foreligger der ikke randomiserede kontrollerede studier, hvor risikoen for fraktur er undersøgt i relation til fysisk træning/aktivitet. I en dansk nested case-kontrol undersøgelse var moderat fysisk aktivitet (2-4 timer om ugen) - i forhold til inaktive - associeret med en ca. 25% nedsat risiko for hoftenære frakturer (1222). Inaktivitet må således forebygges ved at tilråde regelmæssig fysisk aktivitet (2-4 timer om ugen), mens længerevarende excessiv fysisk aktivitet kombineret med lav legemsvægt frarådes, da der herved kan tilkomme amenoré, tab af knoglemineral og følgelig en øget frakturrisiko. Ligeledes bør immobilisation, fx længerevarende sengeleje, undgås, da dette fører til et betydeligt knogletab. 

 

Faldulykker 

Faldulykker spiller en betydelig rolle for forekomsten af osteoporotiske brud (981). Hver tredje > 65 år og hver anden > 80 år falder mindst én gang årligt. Faldforebyggelse omfattende multiple interventioner herunder optimering af D-vitaminstatus (981), seponering af medicin, der forårsager sløvhed eller påvirker balanceevnen, og behandling af katarakt mv. (716). Hoftebeskyttere er i nogle studier vist at være effektive, når de anvendes systematisk på plejehjem og institutioner med beboere med høj frakturrisiko. Nyere metaanalyser har imidlertid sat spørgsmålstegn ved effekten bl.a. som følge af en ofte meget ringe compliance (1379)


Øvrig livsstilsintervention 

Flere undersøgelser har vist, at rygning er associeret med en øget risiko for fraktur, og at rygeophør mindsker frakturrisikoen (3014), hvorfor der må tilskyndes til rygeafvænning. Et alkoholindtag over 2 genstande pr. dag frarådes (1353). Undervisning og øget indsigt i egen sygdom må tilskyndes (3406)

Referencer

1634. Bolland MJ, Avenell A, Baron JA et al. Effect of calcium supplements on risk of myocardial infarction and cardiovascular events: meta-analysis. BMJ. 2010; 341, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/20671013 (Lokaliseret 6. juni 2016)
 
3407. Cashman KD, Dowling KG, Škrabáková Z et al. Standardizing serum 25-hydroxyvitamin D data from four Nordic population samples using the Vitamin D Standardization Program protocols: Shedding new light on vitamin D status in Nordic individuals. Scand J Clin Lab Invest. 2015; 75(7):549-61, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/26305421 (Lokaliseret 12. marts 2018)
 

716. Kannus P, Sievänen H, Palvanen M et al. Prevention of falls and consequent injuries in elderly people. Lancet. 2005; 366(9500):1885-93, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/16310556 (Lokaliseret 6. juni 2016)

 

981. Sundhedsstyrelsen. Faldpatienten i den kliniske hverdag - rådgivning fra Sundhedsstyrelsen. 2006; , https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2006/Publ2006/CFF/Forebyg_fald/Faldptt_klin,-d-,pdf.ashx (Lokaliseret 11. juli 2019)

 

1111. Tang BMP, Eslick GD, Nowson C et al. Use of calcium or calcium in combination with vitamin D supplementation to prevent fractures and bone loss in people aged 50 years and older: a meta-analysis. Lancet. 2007; 370(9588):657-66, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/17720017 (Lokaliseret 16. maj 2018)

 

1221. Martyn-St James M, Carroll S. High-intensity resistance training and postmenopausal bone loss: a meta-analysis. Osteoporos Int. 2006; 17(8):1225-40, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/16823548 (Lokaliseret 6. juni 2016)

 

1222. Høidrup S, Sørensen TI, Strøger U et al. Leisure-time physical activity levels and changes in relation to risk of hip fracture in men and women. Am J Epidemiol. 2001; 154:60-8, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/11427405 (Lokaliseret 6. juni 2016)

 

1225. Dansk Knoglemedicinsk Selskab. Vejledning til udredning og behandling af osteoporose. 2012; , http://wp.dkms.dk/wp-content/uploads/2013/08/Samlet-osteoporose_180913.pdf (Lokaliseret 6. juni 2016)

 

1353. Mukamal KJ, Robbins JA, Cauley JA et al. Alcohol consumption, bone density, and hip fracture among older adults: the cardiovascular health study. Osteoporos Int. 2007; 18(5):593-602, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/17318666 (Lokaliseret 6. juni 2016)

 

1379. Parker MJ, Gillespie LD, Gillespie WJ. Hip protectors for preventing hip fractures in the elderly. Cochrane Database Syst Rev. 2003; , http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/12917903 (Lokaliseret 6. juni 2016)

 

1633. DIPART (Vitamin D Individual Patient Analysis of Randomized Trials) Group. Patient level pooled analysis of 68 500 patients from seven major vitamin D fracture trials in US and Europe. BMJ. 2010; 340:5463, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/20068257 (Lokaliseret 6. juni 2016)

 

3012. Bischoff-Ferrari HA, Dawson-Hughes B, Orav EJ et al. Monthly High-Dose Vitamin D Treatment for the Prevention of Functional Decline: A Randomized Clinical Trial. JAMA Intern Med. 2016; 176(2):175-83, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/26747333 (Lokaliseret 2. februar 2017)

 

3013. Sanders KM, Stuart AL, Williamson EJ et al. Annual high-dose oral vitamin D and falls and fractures in older women: a randomized controlled trial. JAMA. 2010; 303(18):1815-22, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/20460620 (Lokaliseret 2. februar 2017)

 

3014. Yoon V, Maalouf NM, Sakhaee K. The effects of smoking on bone metabolism. Osteoporos Int. 2012; 23(8):2081-92, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/22349964 (Lokaliseret 2. februar 2017)

 

3406. Jensen AL, Lomborg K, Langdahl BL et al. Managing a Bone Healthy Lifestyle After Attending Multifaceted Group Education. Calcif Tissue Int. 2016; 99(3):272-81, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/27146664 (Lokaliseret 12. marts 2018)

 

4456. Bislev LS, Langagergaard Rødbro L, Rolighed L et al. Effects of Vitamin D3 Supplementation on Muscle Strength, Mass, and Physical Performance in Women with Vitamin D Insufficiency: A Randomized Placebo-Controlled Trial. Epub. 2018; 103(5):483-93, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/29931459 (Lokaliseret 21. maj 2019)

 

4457. US Preventive Services Task Force, Grossman DC, Curry SJ et al. Vitamin D, Calcium, or Combined Supplementation for the Primary Prevention of Fractures in Community-Dwelling Adults: US Preventive Services Task Force Recommendation Statement. JAMA. 2018; 319(15):1592-9, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/29677309 (Lokaliseret 21. maj 2019)