Farmakologisk frakturprofylakse

Revideret: 29.07.2021

Farmakologisk osteoporosebehandling forbeholdes patienter i særlig risiko for osteoporotiske knoglebrud, herunder ved: 

  • lavenergifraktur i proksimale femur eller columna (uanset T-score)
  • T-score < -4.0 i ryg eller hofteregionen (uanset tilstedeværelse af risikofaktorer)
  • T-score ≤ -2,5 i ryg eller hofteregionen med tilstedeværelse af en eller flere risikofaktorer for fraktur (se Tabel 1 i Risikofaktorer for fraktur).

 

Bemærk at der er andre behandlingsgrænser for patienter i glukokortikoidbehandling, se Steroidinduceret osteoporose

I enkelte tilfælde af sekundær osteoporose kan stillingtagen til behov for iværksættelse af farmakologisk behandling afvente, om behandling af grundsygdommen har gunstig effekt på BMD (watchful waiting). 

Se endvidere Sekundær osteoporose

Behandlingsvejledning

Som udgangspunkt anvendes enten et antiresorptivt eller anabolt lægemiddel. Behandlingen kombineres med et dagligt tilskud på 400-1.000 mg calcium i kombination med 20-40 mikrogram (800-1.600 IE) D-vitamin. Tillige tilrådes supplerende Non-farmakologisk frakturprofylakse

Evt. D-vitaminmangel bør korrigeres, før medikamentel behandling iværksættes. Som udgangspunkt bør plasmakoncentrationen af 25-hydroxyvitamin D være større end 50 nmol/l. 

 

Antiresorptive farmaka 

Antiresorptiv behandling betegnes også "knoglebevarende behandling" og virker primært ved at nedsætte den osteoklastiske aktivitet. Herved hæmmes nedbrydningen af knoglevævet og dermed knogleomsætningen. Knoglemineraltætheden stiger i begrænset omfang, styrken øges, og risikoen for fraktur mindskes. Typisk reduceres den relative risiko for fraktur med 30-70 %. 

 

Antiresorptive farmaka omfatter  

 

Gruppen af antiresorptive lægemidler omfatter tillige østrogener. Længerevarende postmenopausal østrogenbehandling frarådes pga. uhensigtsmæssig bivirkningsprofil (bl.a. øget risiko for brystkræft) (3015). Hos yngre kvinder med hypogonadisme kan østrogenbehandling dog anvendes frem til det forventede menopausetidspunkt. Der pågår i øjeblikket en diskussion af, om det også kan anses for hensigtsmæssigt at bruge postmenopausal østrogenbehandling, hvis denne iværksættes i forlængelse af den naturlige monopause (5316)

Kosttilskud med calcium og D-vitamin har også en antiresorptiv effekt ved bl.a. at modvirke udviklingen af sekundær hyperparatyroidisme

 

Anabole farmaka 

Anabole farmaka (knogleopbyggende behandling) omfatter parathyroideaanalogen teriparatid og antistofbehandling med romosozumab. Behandlingen stimulerer primært knogleformationen, hvorved BMD øges og risikoen for fraktur mindskes. Effekten er særligt udtalt i trabekulært knoglevæv (fx columna). Romosozumab har tillige en vis antiresorptiv virkning.  

 

Behandlingsvarigheden med teriparatid er almindeligvis 24 mdr., hvor det administreres én gang dagligt (20 mikrogram s.c.), mens romosozumab administreres én gang om måneden (210 mg s.c.) i 12 måneder. Knogleanabol behandling bør efterfølges af antiresorptiv behandling (4975). Med anabole farmaka reduceres den relative risiko for frakturer i columna typisk med 50-90 %, mens risikoen for non-vertebrale frakturer mindskes med omkring 40 % (4974) (234)

 

Præparatvalg

Som udgangspunkt anbefales det at vælge et lægemiddel med dokumenteret effekt på den frakturtype, som patienten har fået eller er i størst risiko for at pådrage sig (se tabel 1). Hos patienter i systemisk behandling med glukokortikoid gør særlige forhold sig gældende, se Glukokortikoider

 

  • Patienter med kompressionsfrakturer i columna: I det omfang patienten opfylder kriterierne vælges primært anabolbehandling (5319).
    Teriparatid kan anvendes til mænd og kvinder > 40 år med én nytilkommen (< 3 år), større lavenergifraktur i columna (> 25 % kompression) og T-score < - 3,0 og til patienter, som har ≥ 2 større (> 25 % sammenfald), nytilkomne lavenergifrakturer i columna (uanset T-score). Da teriparatid kun har begrænset effekt på BMD i hofteregionen, kan der initialt gives en enkelt infusion med zoledronsyre til patienter med høj risiko for hoftenære frakturer (ældre med lavt BMD i hofteregionen). Herved øges BMD i hofteregionen uden at kompromittere den anabole effekt på BMD i columna (1636) (2713). Dog foreligger der ikke frakturdata, hvad angår kombinationsbehandling.
    Romosozumab kan anvendes til postmenopausale kvinder med en T-score < -2,5 i ryg eller hofte, og som inden for de sidste 3 år har pådraget sig et > 20 % sammenfald af en ryghvirvel (lavenergibrud).
    Hos mænd og kvinder med kompressionsfrakturer i columna, som ikke opfylder kriterierne for anabolbehandling, er alendronat førstevalg. Hvis der er kontraindikation for alendronatbehandling anses denosumab og zoledronsyre for ligeværdige alternativer.

 

  • Patienter med en hoftenær fraktur: Hos patienter med tidligere hoftenær fraktur er der bedst dokumentation for en frakturreducerende effekt af zoledronsyre. Selvom der ikke er dokumentation for en effekt specifikt hos patienter med en tidligere hoftenær fraktur, må romosozumab, alendronat og denosusumab også antages at have en gunstig effekt.

 

  • Kvinder uden kompressionsfrakturer i columna eller en tidligere hoftenær fraktur: Romosozumab kan overvejes hos postmenopausale kvinder med osteoporose, der inden for de sidste 3 år har haft en lavenergifraktur i bækken, overarm, underarm (rygsøjle eller hofte). Hos patienter der ikke opfylder kriterierne for romosozumab, overvejes oral behandling med alendronat eller risedronat, da begge præparater har dokumenteret effekt på alle typer af frakturer og er væsentligt billigere end de øvrige antiresorptive midler. S.c. injektion med denosumab eller i.v. infusion med zoledronsyre anses som ligeværdige behandlingsalternativer til oral behandling.

 

  • Mænd uden kompressionsfrakturer i columna eller en tidligere hoftenær fraktur: Alendronat er førstevalg. Zoledronsyre og denosumab anses for ligeværdige andenvalg om end en mindsket frakturrisiko ved behandling med denosumab kun er dokumenteret i en population med prostatacancer og iatrogen hypogonadisme samt på BMD niveau hos mænd med lavt BMD (1570) (2714).

 

Tabel 1. Oversigt over effekten af farmakologisk osteoporoseforebyggelse dokumenteret ved randomiserede kliniske undersøgelser*) 

 

Kvinder  

Steroidinduceret osteoporose  

Osteoporose hos mænd  

Columna  

frakturer  

Hoftenære  

frakturer  

Perifere  

frakturer  

 

Calcium og D-vitamin  

Calcium- og D-vitamintilskud 

 

 

Antiresorptiv behandling  

Bisfosfonater 

Alendronat 

+  

+  

+  

Risedronat 

+  

+  

+  

 

Ibandronat 

 

 

 

 

Zoledronsyre 

+  

+  

+  

+  

Denosumab 

 

+ 1) 

Raloxifen 

 

 

 

 

Knogleanabol behandling  

Teriparatid (PTH1-34) 

 

+ 2) 

Romosozumab 

 

 

 

*) Der er ikke medtaget resultater fra sub-analyser af randomiserede kliniske forsøg, hvis der ved randomiseringen ikke er stratificeret for den population, som indgår i sub-analysen.
1) For denosumab er effekten hos mænd kun dokumenteret ved prostatacancer med iatrogen hypogonadisme samt på BMD-niveau hos mænd med lavt BMD. 

2) Effekt dokumenteret på BMD-niveau. 

 

Monitorering af behandlingseffekt

Det anbefales, at patienter i behandling for osteoporose følges med en DXA-scanning hvert 2.-3. år. Ved behandling med antiresorptive farmaka forventes, at BMD holder sig på et stabilt niveau. Initialt kan der dog ses en mindre øgning af BMD. 

En nyopstået fraktur er ikke nødvendigvis udtryk for behandlingssvigt. Nye kompressionsfrakturer i columna opstået under pågående antiresorptiv behandling kan dog tale for behandlingsskift. 

 

  • En mangelfuld effekt af behandling kan gradueres som:
    • Absolut behandlingssvigt:
      Hvis BMD mindskes med mere end least significant difference (LSD) for det pågældende målested svarende til ca. 3 % i columna lumbalis, 4 % i total hip eller 7 % i femoral neck. Tillige anses ≥ 2 lavenergifrakturer efter mindst 1 års behandling med god compliance som behandlingssvigt (2715). Hvis der ikke foreligger en oplagt forklaring på den svigtende effekt, anbefales skift til anden behandling.
    • Relativt behandlingssvigt:
      Hvis BMD 2 år efter initieret behandling måles til mindre end udgangsværdien, men hvor ændringen ikke overstiger LSD. I sådanne tilfælde anbefales det at sikre compliance samt ny kontrol af BMD efter yderligere 1-2 år.

 

Behandlingsvarighed

Den optimale behandlingsvarighed er uafklaret. Efter 5 års behandling med alendronat eller 3 års behandling med zoledronsyre kan behandlingen evt. pauseres, hvis følgende kriterier er opfyldt: 

  • T-score > -2.5 i hofte
  • Fravær af lavenergifraktur i columna og hofte
  • Fravær af andre lavenergifrakturer i behandlingsperioden

 

Dette på baggrund af, at alendronat og zoledronsyre bindes kraftigt til knoglevævet og derved fortsætter med at have effekt lang tid efter ophør med behandlingen (3016). Det er uvist, om der på tilsvarende vis opnås en depotvirkning ved behandling med andre bisfosfonater (risedronat og ibandronat). Ligeledes er der ikke langtidseffekter efter ophør af behandling med denosumab eller raloxifen, og den optimale behandlingsvarighed for disse lægemidler er endnu uafklaret (1492) (1571). Forsigtighed tilrådes ved ophør af behandling med denosumab, da dette fører til en betydelig øget knogleomsætning og er forbundet men en øget risiko for vertebrale frakturer (3408). Ved ønske om ophør med denosumab-behandling tilrådes det at iværksætte behandling med bisfosfonat (4978) (5122).  

 

Ved pausering af behandlingen anbefales kontrol af BMD efter 1-2 år. 

Referencer

5319. Hitz MF, Harsløf T, Bech-Jensen JE et al. Postmenopausal osteoporose. endocrinology.dk. 2021, https://endocrinology.dk/nbv/calcium-og-knoglemetabolisme/postmenopausal-osteoporose/ (Lokaliseret 23. oktober 2023)

 

4978. EvertsGraber J, Reichenbach S, Ziswiler HR. A Single Infusion of Zoledronate in Postmenopausal Women Following Denosumab Discontinuation Results in Partial Conservation of Bone Mass Gains. JBMR. 2020, https://asbmr.onlinelibrary.wiley.com/doi/abs/10.1002/jbmr.3962 (Lokaliseret 18. oktober 2023)

 

5122. David Kendler, Arkadi Chines, Patricia Clark et al. Bone Mineral Density After Transitioning From Denosumab to Alendronate. J Clin Endocrinol Metab. 2020; 105(3):255-264, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/31665314/ (Lokaliseret 19. oktober 2023)

 

5316. Rozenberg S, Al-Daghri N, Aubertin-Leheudre M et al. Is there a role for menopausal hormone therapy in the management of postmenopausal osteoporosis?. Osteoporos Int. 2020; 31:2271-86, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/32642851/ (Lokaliseret 23. oktober 2023)

 

3015. Marjoribanks J, Farquhar C, Roberts H et al. Long-term hormone therapy for perimenopausal and postmenopausal women. Cochrane Database Syst Rev. 2017, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/28093732 (Lokaliseret 10. maj 2023)

 

3016. Eiken PA, Abrahamsen B. Osteoporosebehandling kan pauseres efter individuel vurdering. Ugeskr Læger. 2017; 179:2-9, http://ugeskriftet.dk/videnskab/osteoporosebehandling-kan-pauseres-efter-individuel-vurdering (Lokaliseret 10. maj 2023)

 

3408. Tsourdi E, Langdahl B, Cohen-Solal M et al. Discontinuation of Denosumab therapy for osteoporosis: A systematic review and position statement by ECTS. Bone. 2017; 105:11-7, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/28789921 (Lokaliseret 22. februar 2022)

 

4975. Saag KG, Petersen J, Brandi ML et al. Romosozumab or Alendronate for Fracture Prevention in Women with Osteoporosis. N Engl J Med. 2017; 377(15):1417-27, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/28892457 (Lokaliseret 18. oktober 2023)

 

2716. Adler RA, El-Hajj Fuleihan G, Bauer DC et al. Managing Osteoporosis in Patients on Long-Term Bisphosphonate Treatment: Report of a Task Force of the American Society for Bone and Mineral Re-search. J Bone Miner Res. 2016; 31:16-35, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/26350171 (Lokaliseret 2. maj 2023)

 

4974. Cosman F, Crittenden DB, Adachi JD et al. Romosozumab Treatment in Postmenopausal Women with Osteoporosis. N Engl J Med. 2016; 375(16):1532-43, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/27641143 (Lokaliseret 18. oktober 2023)

 

2714. Langdahl BL, Teglbjærg CS, Ho PR et al. A 24-month study evaluating the efficacy and safety of denosumab for the treatment of men with low bone mineral density: results from the ADAMO trial. J Clin Endocrinol Metab. 2015; 100:1335-42, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/25607608 (Lokaliseret 2. maj 2023)

 

2713. Tsai JN, Uihlein AV, Lee H. Teriparatide and denosumab, alone or combined, in women with postmenopausal osteoporosis: the DATA study randomised trial. Lancet. 2013; 382:50-6, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23683600 (Lokaliseret 2. maj 2023)

 

2715. Diez-Perez A, Adachi JD, Agnusdei D et al. Treatment failure in osteoporosis. Osteoporos Int. 2012; 23(12):2769-74, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/22836278 (Lokaliseret 2. maj 2023)

 

1636. Cosman F, Eriksen EF, Recknor C et al. Effects of intravenous zoledronic acid plus subcutaneous teriparatide [(1-34)rhPTH] in postmenopausal osteoporosis. J Bone Miner Res. 2011; 26(3):503-11, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/20814967/ (Lokaliseret 15. december 2021)

 

1492. Naylor KE, Clowes JA, Finigan J et al. The Effect of cessation of raloxifene treatment on bone turnover in postmenopausal women. Bone. 2010; 46(3):592-7, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/19897063/ (Lokaliseret 10. december 2021)

 

1570. Smith MR, Egerdie B, Hernández Toriz N et al. Denosumab in men receiving androgen-deprivation therapy for prostate cancer. N Engl J Med. 2009; 361(8):745-55, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/19671656/ (Lokaliseret 10. december 2021)

 

1571. Miller PD, Bolognese MA, Lewiecki EM et al. Effect of denosumab on bone density and turnover in postmenopausal women with low bone mass after long-term continued, discontinued, and restarting of therapy: A randomized blinded phase 2 clinical trial. Bone. 2008; 43(2):222-9, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/18539106/ (Lokaliseret 10. december 2021)

 

234. Neer RM, Arnaud CD, Zanchetta JR et al. Effect of parathyroid hormone (1-34) on fractures and bone mineral density in postmenopausal women with osteoporosis. N Engl J Med. 2001; 344(19):1434-41, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/11346808/ (Lokaliseret 1. december 2021)