Forebyggelse af vertebrale osteoporotiske frakturer hos kvinder, som nyligt har passeret menopausen og er disponeret for brystkræft, eller som har bivirkninger af anden osteoporosebehandling. Da der ikke er påvist effekt på perifere frakturer, og behandlingen er ledsaget af en øget risiko for tromboemboliske komplikationer, bør raloxifen ikke være førstevalg og ikke anvendes til ældre. Der er ikke dokumenteret effekt ved steroidinduceret osteoporose. Behandlingen er ikke effektiv til reduktion af vasodilatation (hedestigninger) eller andre menopausesymptomer, som er forbundet med østrogenmangel. 

Raloxifen gives som tabletbehandling i en daglig dosis på 60 mg. Behandlingen bør kombineres med tilskud af calcium og D-vitamin. Der bør foretages knoglemineralbestemmelse efter 2-3 år for at vurdere behandlingseffekten og styrke compliance. 

Ved behandlingssvigt (se Farmakologisk frakturprofylakse) skiftes til en mere effektiv behandling. Den optimale varighed af behandlingen er ikke kendt. Da raloxifen ikke deponeres i knoglevævet, er der næppe langtidseffekter efter ophør med behandling. 

Bivirkninger omfatter vasodilatation (hedestigninger), influenzalignende syndrom samt perifert ødem, lægkramper og galdesten. Pga. en øget risiko for tromboemboliske komplikationer bør raloxifen seponeres ved længerevarende sygdom, der medfører immobilisation, og før elektiv kirurgi. Behandlingen bør ikke genoptages før patienten er fuldt mobiliseret. Forsigtighed tilrådes endvidere ved risikofaktorer for apopleksi, fx tidligere transitorisk cerebral iskæmi eller atrieflimren.