Behandling med glukokortikoid øger risikoen for fraktur gennem multiple mekanismer. Glukokortikoid hæmmer direkte knogleformationen, inducerer en negativ calciumbalance, virker katabolt på muskelvæv (myopati) og kan forårsage hypogonadisme gennem en mindsket sekretion af hypofysegonadotropiner, testosteron og østrogen. Tilsammen fører disse effekter til et dosisafhængigt knogletab og en dosisafhængig øget risiko for fraktur ⁽⁴⁴⁵⁸⁾. 

Systemisk prednisolonbehandling i dgl. dosis > 2,5 mg øger frakturrisikoen. Inhaleret steroid i høje doser har tillige negativ indflydelse på BMD, om end inhalationsbehandling ikke fører til en betydelig øget frakturrisiko ⁽³⁴⁰⁹⁾. Blandt patienter i kronisk behandling med systemisk glukokortikoid vil 30-50 % pådrage sig en fraktur, medmindre der iværksættes frakturprofylakse ⁽⁴⁴⁵⁸⁾. I et dobbeltblindet randomiseret studie, som inkluderede 227 mænd og kvinder i langtidsbehandling med glukokortikoid, havde 30 % en prævalent vertebral fraktur ved baseline. 1 års behandling med risedronat førte til en 71 % reduceret risiko for en incident vertebral fraktur (5,7 % i behandlingsgruppen vs. 17,3 % i placebogruppen) ⁽²²¹⁶⁾.  

Knogletabet sætter hurtigt ind, hvorfor det anbefales at iværksætte frakturprofylakse samtidigt med, at der påbegyndes systemisk behandling med glukokortikoid.  

Da glukokortikoider bl.a. mindsker den intestinale calciumabsorption, bør alle patienter i behandling med glukokortikoid tilrådes et dagligt tilskud af calcium (800-1.200 mg) og D-vitamin (20-40 mikrogram). Desuden bør patienten henvises til (subakut) DXA-scanning. Afhængigt af T-score, glukokortikoiddosis og behandlingens varighed anbefales antiresorptiv behandling:  

• T-score ≤ -1,0 og nuværende eller planlagt systemisk glukokortikoidbehandling (mindst 5 mg prednisolon/døgn i mere end 3 mdr. eller intermitterende glukokortikoidbehandling med en samlet varighed på mere end 3 mdr. inden for 1 år).
• T-score ≤ -2,5 og systemisk glukokortikoidbehandling.

Behandling med glukokortikoid fører i særdeleshed til tab af trabekulært knoglevæv, hvorfor frakturrisiko er særlig stor i columna. Der er bedre frakturforebyggende effekt af anabol behandling med teriparatid end antiresorptiv behandling med alendronat ⁽¹³⁸⁴⁾, hvorfor det er tilrådeligt at være særligt opmærksom på forekomsten af kompressionsfrakturer i columna hos disse patienter. Hos patienter med kompressionsfrakturer i columna, og som opfylder kriterierne for enkelttilskud til knogleanabol behandling, anbefales 24 måneders behandling med teriparatid efterfulgt af antiresorptiv behandling. Hos patienter, som ikke opfylder kriterierne for anabol behandling, er der ingen væsentlige præparatforskelle mellem alendronat, risedronat og zoledronsyre, hvorfor billigste præparat/mest hensigtsmæssige administrationsvej kan vælges ⁽³⁰¹⁷⁾. Tillige er det dokumenteret, at denosumab øger BMD ved steroidinduceret osteoporose hos kvinder, men der foreligger endnu ikke frakturdata ^{(2717) (4459)}. Der foreligger ikke data for effekten af romosozumab ved steroidinduceret osteoporose ⁽⁵³¹⁷⁾.
Da frakturprofylakse ved behandling med glukokortikoid anbefales iværksat allerede ved T-score < -1,0, vil mange patienter kunne stoppe den antiresorptive behandling (1 år) efter afsluttet glukokortikoidbehandling. Efter ophør med denosumab-behandling er der rapporteret et betydelig øget knogletab med øget risiko for fraktur (se afsnit om Behandlingsvarighed). Denosumab kan derfor ikke anses for førstevalg ved steroidinduceret osteoporose, da man må forvente, at mange patienter vil kunne ophøre med behandlingen, hvilket muligvis vil føre til et betydeligt knogletab ⁽⁴⁴⁵⁸⁾. Korrektion af en glukokortikoidinduceret hypogonadisme bør tillige overvejes, da der er dokumentation for, at såvel behandling med testosteron og østrogen øger BMD. 

Opfølgning 

Patienter, som ikke opfylder T-score-kriterierne for farmakologisk osteoporosebehandling ved indledning af steroidbehandlingen, bør ved fortsat glukokortikoidbehandling re-scannes efter (6-)12 måneder. Ved osteoporosebehandling anbefales kontrol af BMD efter det første år og dernæst med 2 års mellemrum. Behandling anbefales opretholdt i minimum 6-12 måneder efter ophør af glukokortikoidbehandling. Mange patienter, som behandles med glukokortikoid, har imidlertid også andre risikofaktorer for fraktur, hvorfor der ofte vil være indikation for fortsat osteoporosebehandling.