Organismens totale indhold af kalium (K) er ca. 3.600 mmol, hvoraf den største del (ca. 98 %) er lokaliseret intracellulært. Plasma-K kan derfor være en dårlig indikator for organismens total-K. 1 % skift mellem ICV og ECV kan ændre plasma-K med 50 %. 

Det basale døgnbehov for kalium er ca. 1 mmol/kg legemsvægt, som modsvares ved dansk normalkost. Det daglige behov for kalium afhænger imidlertid både af renale og ekstrarenale faktorer. 

Hyperkaliæmi

Hyperkaliæmi defineres som plasma-K >5,0 mmol/l. Hvis plasma-K >7,0 mmol/l er tilstanden livstruende. 

Hyperkaliæmi ses helt overvejende ved: 

1. Nedsat renal K-udskillelse - oftest på grund af akut eller kronisk nyreinsufficiens, evt. i kombination med kaliumbesparende diuretika og/eller ACE-hæmmere, angiotensin II-receptorantagonister, β-blokkere, NSAID eller ved binyrebarkinsufficiens.
2. Ændringer i intern kaliumbalance med øget tilførsel fra ICV til ECV. Ses ved betydelig celleskade (fx hæmolyse, tumorlyse og rhabdomyolyse) og transcellulær displacering (fx lav blod pH [acidose], excessiv muskelkontraktioner, som status epilepticus eller efter suxamethoniumindgift).
3. Øget tilførsel - diætetisk ved nedsat nyrefunktion, ved uhensigtsmæssig stor indgift af kalium oralt eller intravenøst eller ved transfusion af store mængder bankblod.
4. Pseudohyperkaliæmi på grund af hæmolyse i forbindelse med blodprøvetagning, ved udtalt trombocytose og/eller leukocytose.

Symptomer og fund 

• Neuromuskulære i form af træthed og kraftesløshed.
• Hjertestop som følge af ventrikelflimmer, pulsløs ventrikulær takykardi eller asystoli.
• Ekg-forandringer: Høje telt-formede T-takker, breddeøget QRS-komplekser, bradykardi, flad/manglende P-tak, sinusbølge og ventrikulær takykardi.

Behandling 

Ved forhøjet P-kalium uden EKG-forandringer behandles med: 

• Glucose-insulin infusion. OBS efterfølgende hypoglykæmi.
• Resiner, fx Resonium-calcium 15-30 g opløst i 100 ml vand, oralt eller rektalt.

Ved P-kalium >6,5 mmol/l og EKG-forandringer akut behandling med:  

• Beskyttelse af hjertet (i.v. calcium (10 ml 10 % calciumchlorid eller 30 ml calsiumglukonat) (CAVE digitaliserede patienter),
• Skift kalium til ICV med glucose-insulin infusion (fx 50 ml 50 % glucose med 10 enheder insulin over 15 min). OBS efterfølgende hypoglykæmi.
• Overvej salbutamol inhalation.
• Fjerne kalium fra kroppen med natriumzirconiumcyclosilicat, patiromer eller resonium
• Overvej akut dialyse.

Se Yderligere om hyperkaliæmi.  

Hypokaliæmi

Defineres som P-kalium < 3,5 mmol/l. Der sondres mellem: 

• Hypokaliæmi kombineret med normalt total-K. Ses ved displacering af kalium over cellemembraner på grund af bl.a. insulin, β₂-adrenerge agonister, glucoseinfusion eller høj blod pH (alkalose).
• Hypokaliæmi kombineret med nedsat total-K. Ses ved renalt eller gastro-intestinalt tab samt ved nedsat tilførsel af kalium. Den hyppigste årsag til hypokaliæmi er anvendelse af diuretika. Opkastninger og/eller diarré kan uanset årsag fremkalde kaliummangel. Hypomagnesiæmi. Kronisk nyresygdom på grund af kronisk interstitiel nefropati, den polyuriske fase efter akut post-renal nefropati eller nylig nyretransplantation ledsages af en betydelig kaliurese, som resulterer i hypokaliæmi. Nedsat tilførsel af kalium ses ved alkoholmisbrug, anorexia nervosa eller iatrogent ved indgift af kaliumfrie væsker til patienter med insufficient oralt indtag.

Symptomer og fund 

• Mild hypokaliæmi (2,5 - 3,5 mmol/l) er oftest asymptomatisk.
• Ved plasma-K < 2,5 mmol/l ses svaghed og kraftesløshed i muskulatur, rhabdomyolyse, paralyse, respirationsinsufficiens og arytmi.
• Ekg-forandringer: U-takker, affladede T-takker, forlænget PR-interval, ST-depression/inverterede T-takker.
• Risikoen for arytmi øges ved hypokaliæmi: Ventrikulære ekstrasystoler, supraventrikulær og ventrikulær takykardi.
• Samtidig behandling med digoxin øger risikoen for arytmi ved hypokaliæmi.
• Ved hjertestop: Pulsløs elektrisk aktivitet, asystoli, ventrikelflimmer/pulsløs ventrikulær takykardi.

Behandling. Oral eller parenteral tilførsel af kalium. Hastighed og rute afhænger af klinikken/EKG. I langt de fleste tilfælde kan tilstanden korrigeres med oral behandling som er sikrest. Samtidig hypomagnesiæmi behandles.

Kaliumunderskuddet kan vanskeligt beregnes, da plasma-kalium er et dårligt mål for totalt kalium, og da plasma-kalium kan være lav pga. displacering over cellemembranen. Vigtigst er derfor at monitorere plasma-kalium ved korrektion. Ved nedsat nyrefunktion og/eller høj blod-pH skal der udvises særlig forsigtighed ved korrektion. 

Hvis patienten kan indtage normal kost, kan en oral dosis på 20-60 mmol/døgn anvendes profylaktisk ved diuretisk behandling og til korrektion af moderat hypokaliæmi. Hos patienter med insufficient tarmfunktion skal det basale behov på 1 mmol/kg legemsvægt dækkes med parenteral indgift, ligesom patologiske tab skal erstattes. Intravenøs indgift anvendes også ved svære tilfælde med neuromuskulære symptomer. 

Den maksimale infusionshastighed for kaliumholdige væsker angives noget forskelligt, men bør sædvanligvis ikke overstige 0,5 mmol/kg legemsvægt/time, dette afhænger dog af tabenes størrelse. Ved svær hypokaliæmi, hvor der ønskes en hurtigere infusion, skal dette ske under konstant ekg-monitorering. Plasma-kalium bør kontrolleres hyppigt. En reduktion af plasma-kalium på 1 mmol/l antages (med stor usikkerhed) at svare til et totalt kaliumtab på 1,5-3,0 mmol/kg legemsvægt.

Bemærk: Nedsat dosering ved nedsat nyrefunktion, især ved samtidig acidose og oliguri.