Universel anæstesi under kirurgiske indgreb, i visse tilfælde også obstetriske og diagnostiske indgreb (børn).
Dinitrogenoxid anvendes i lavere koncentrationer til smertelindring under fødsler og i særlige situationer under ambulancetransport og præhospitalt via specielt fremstillede administrationssystemer. Dinitrogenoxid har også vundet indpas til brug ved småindgreb, der ikke er forbundet med mange smerter, som lumbalpunktur og perifært venekateter (PVK-anlæggelse) hos børn. 

Induktion

Oftest induceres anæstesi ved intravenøs injektion af propofol eller thiopental, hvorefter anæstesien kan vedligeholdes med et inhalationsmiddel.
Induktion ved inhalation kan både hos voksne og børn også udføres med sevofluran, der i modsætning til desfluran ikke er luftvejsirriterende. Inhalation af 8 % sevofluran (med eller uden dinitrogenoxid) vil i løbet af 1-1,5 min. medføre bortfald af ciliereflekser, efter 4-5 min. kan nedlægges larynxmaske og efter 5-6 min. kan udføres intubation. Oftest gives forinden en mindre dosis opioid (fx fentanyl, alfentanil, eller remifentanil) for at dæmpe den sympatikusstimulation, der udløses af intubation. 

Vedligeholdelse

Anæstesien kan vedligeholdes med et inhalationsanæstetikum i end-tidalkoncentration svarende til ca. 1,3 gange midlets MAC-værdi. For at spare på forbruget bruges lavt flow 0,5-1,5 L/min via genåndingssystem. 

MAC-værdien falder med stigende alder efter 6 måneders alderen (ca. 6 % per decade) og faldende gestationsalder under 1 måned, under hypotermi (ca. 5 % per grad) og ved samtidig indgift af opioider eller sedativa. Dosis-responskurven for inhalationsanæstetika er stejl. Næsten alle patienter vil reagere på hudincision ved 80-90 % af MAC-værdien, mens kun ganske få vil reagere ved 120-130 % af MAC-værdien. "MAC-awake" (MAC-værdien hvor halvdelen reagerer på tale) er for de halogenerede inhalationsanæstetika ca. 1/3 af MAC-værdien, mens den for dinitrogenoxid er ca. 2/3 af MAC-værdien (relevant for forebyggelse af "huskeanæstesi"). 

Afslutning

Afslutning af anæstesien sker ved simpel udluftning af det optagne inhalationsmiddel; for at sikre mod genånding anvendes et stort friskgasflow i opvågningsfasen. Kun en lille del af det optagne inhalationsanæstetikum metaboliseres, og det er uden betydning for anæstesiens tidsmæssige forløb. Hvis der er anvendt dinitrogenoxid, vil den store mængde, der udluftes fra blod til alveoleluft, give risiko for "diffusionshypoxi", hvorfor patienten bør tilføres oxygen i de første 30 min. af opvågningsfasen. 

Til induktion af anæstesi ved inhalation foretrækkes sevofluran, da desfluran er luftvejsirriterende.
Desfluran og sevofluran har lavere opløselighed i blod end de gamle inhalationsanæstetika, hvorfor optagelse og elimination i cerebrum sker noget hurtigere.
Til anæstesi af meget adipøse patienter har desfluran teoretisk set en fordel på grund af den laveste opløselighed. Apnøforekomsten hos nyfødte og præmature spædbørn, der har været bedøvet med desfluran, er meget mindre sammenlignet med de øvrige inhalationsanæstetika.  

Tidligere svær leverpåvirkning efter anæstesi med enten halothan, enfluran, isofluran eller desfluran (der har fælles metaboliseringsvej) udgør en absolut kontraindikation mod fornyet anvendelse af alle fire midler. Hvis inhalationsanæstetikum er indiceret, anvendes sevofluran, der har anderledes struktur og metabolisering.
Mistanke om malign hypertermi under tidligere anæstesi eller familiær anamnese med dette. Duchennes muskeldystrofi, dystrophia myotonica og myotonia congenita.  

Postoperativt

Jævnligt forekommer der kvalme, evt. med opkastning, uro og kulderystelser umiddelbart postoperativt.
Sjældent ses kramper efter sevofluran. 

Respiration

Alle inhalationsanæstetika, undtagen dinitrogenoxid, deprimerer dosisafhængigt respirationen. Hypoxi og hyperkapni forebygges ved at assistere og eventuelt kontrollere respirationen. Oxygenindholdet i blodet og CO₂-udskillelse bør monitoreres. Desfluran virker luftvejsirriterende og kan fremkalde hoste, "breathholding" og larynxspasme, hvis det anvendes til induktion ved inhalation. Sevofluran er meget lidt luftvejsirriterende og derfor velegnet til induktion ved inhalation ("maske-induktion"). 

Kredsløb

Halogenerede inhalationsanæstetika nedsætter det arterielle blodtryk dosisafhængigt på grund af påvirkning af slagvolumen, pulsfrekvens og karmodstand. Alle midlerne hæmmer myokardiets kontraktilitet dosisafhængigt via hæmning af calciuminflux over cellemembranen. Pulsfrekvensen øges dosisafhængigt af desfluran, mens den er stabil eller let faldende ved sevofluran. Ofte ses betydelig bradykardi hos børn med Downs syndrom, der indledes med sevofluran på maske, selvom disse ikke har medfødt hjertesygdom.
Ved desfluran og sevofluran falder den samlede perifere karmodstand, hvilket er den væsentligste årsag til blodtryksfaldet.
Se endvidere tabel 1.

Tabel 1: Inhalationsanæstetikas virkning på kredsløbet 

Myokardieprotektion, prækonditionering

Nye eksperimentelle data tyder på, at inhalationsanæstetika kan "prækonditionere" myokardiet, så man opnår en beskyttelse af myokardiet mod iskæmi i den perioperative periode og dermed forebyggelse af infarkt. Endvidere kan de beskytte mod skader, der opstår under myokardiets reperfusion efter en iskæmisk periode, såkaldt "reperfusionsskade".
De talrige bagvedliggende virkningsmekanismer er endnu ikke fuldt beskrevne.
Der er endnu kun få humane studier, først og fremmest af hjertets funktion og frigørelse af enzymer i forbindelse med hjerteoperationer. Det vides ikke, om morbiditet og mortalitet i den postoperative periode reduceres. Potentialet synes at være stort, ikke mindst for behandlingen af patienter med iskæmisk hjertesygdom, der anæsteseres til "non-koronar kirurgi". 

Lever

De halogenerede inhalationsanæstetika kan medføre toksisk leverskade ved gentagne anæstesier. Risikoen med de nye midler sevofluran og desfluran er meget lav. Isofluran, sevofluran og desfluran nedbrydes kun i mindre grad via leveren og anses derfor ikke for at være kontraindicerede hos patienter med kronisk leversvigt. Hos disse patienter er desfluran formentligt at foretrække, da det metaboliseres mindre end de øvrige halogenerede inhalationsanæstetika og har en gunstigere blod/gas- og blod/vævs-opløselighedskvotient, der betyder at virkningsvarigheden er kortere.
Postoperativ uforklaret feber kan skyldes toksisk leverbeskadigelse. Ved tilfælde af uforklarlig feber efter anæstesi med halogenerede midler bør leverfunktionen undersøges i samarbejde med anæstesiologer. En patient bør ikke udsættes for gentagen anæstesi med disse midler uden en omhyggelig klarlæggelse af forløbet efter tidligere anæstesi. 

Hjernens perfusions- og trykforhold

Halogenerede inhalationsanæstetika udløser dosisafhængigt cerebral vasodilatation og øger det cerebrale blodvolumen og den cerebrale blodgennemstrømning ved normalt arterielt blodtryk og normal carbondioxidtension i arterieblodet. Det intrakranielle tryk kan stige dosisafhængigt, men dette kan modvirkes ved let hyperventilation. Hjernens metabolisme nedsættes af de halogenerede inhalationsanæstetika, men øges af N₂O.
Sevofluran angives at medføre den mindste øgning i hjernevolumen og den laveste stigning i det intrakranielle tryk. Hos patienter med rumopfyldende processer og forhøjet intrakranielt tryk foretrækkes intravenøs anæstesi (fx propofol). 

Alle halogenerede inhalationsanæstetika medfører dosisafhængig muskelrelaksation, og de potenserer virkningen af ikke-depolariserende neuromuskulært blokerende midler. Generelt kan man regne med, at hvis total muskelslaphed er nødvendig for operationen, kan man reducere dosis af det ikke-depolariserende neuromuskulært blokerende middel med 40-50 %.
Samtidig anvendelse af sympatomimetika kan være årsag til hjertearytmi og ventrikelflimren ved halotanbrug.  

Anæstesi og operation øger risikoen for abort og for tidlig fødsel. Det er uafklaret, om årsagen er patientens sygdom, operationen, anæstesien eller en kombination heraf. Registerbaserede undersøgelser tyder på, at operation under graviditeten ikke øger risikoen for medfødte misdannelser, men at risikoen for postnatal død inden for 7 dage er øget efter operation til ca. det dobbelte i 2. og 3., men ikke i 1. trimester. Der findes ingen meddelelser om human teratogenicitet af de halogenerede inhalationsanæstetika.
Dinitrogenoxid anvendes ikke rutinemæssigt i 1. trimester, men kan uden forbehold anvendes i 2. og 3. trimester. I praksis udføres nødvendige operationer under graviditeten om muligt under lokalbedøvelse eller epiduralblokade. Til universel anæstesi kan anvendes halogenerede inhalationsanæstetika og i 2. og 3. trimester desuden dinitrogenoxid. 

Kan tillades efter udmalkning og bortkastning af første portion mælk.