Buprenorphine "Sandoz" depotplastre

Depotplastre. 1 depotplaster afgiver 15 mikrogram/time buprenorphin over 7 dage. 

Voksne. Initialt 5 mikrogram/time. Plastret skiftes hver 7. døgn. Dosis bør tidligst justeres efter 3 dage, når den maksimale effekt af en dosis er opnået. Konvertering til og fra andre opioider bør foregå gradvis. 

Skift mellem opioider kan beregnes her:  

Beregning af ækvianalgetiske døgndoser for udvalgte opioider 

Bemærk: 

• Depotplastret må ikke klippes over.
• Der bør skiftes applikationssted fra gang til gang.

• Dermal administration. Forsigtighed tilrådes.
• Sublingual og parenteral administration. Kontraindiceret ved stærkt nedsat leverfunktion, se Nedsat leverfunktion, Opioider.

Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 ugers mellemrum, således at de største reduktioner sker først, og at man går langsommere frem sidst i udtrapningen. Se endvidere Opioider (iatrogen afhængighed). 

Svær respirationsdepression. 

• Hypotension
• Forhøjet intrakranielt tryk
• Nedsat lungefunktion
• Prostatahypertrofi
• Bør undgås ved svær overfølsomhedsreaktion på andre opioider. Egentlig allergi er dog yderst sjælden.
• Overvej at sænke den totale opioiddosis hos patienter med central søvnapnø (CSA), da risikoen for CSA er dosisafhængig.
• Risikoen for fysisk og psykisk afhængighed skal haves in mente.
• Der kan opstå tolerans ved brug over længere tid. Hvis der gentagne gange er behov for at øge dosis for at opretholde effekten, bør behandlingen revurderes.

• Ketoconazol øger AUC for buprenorphin med 70 % gennem hæmning af CYP3A4. Lignende effekt kan forventes for andre potente CYP3A4-hæmmere. Induktorer af CYP3A4 (fx carbamazepin, phenytoin og rifampicin) kan ligeledes nedsætte plasmakoncentrationen af buprenorphin. Se tabel 2 i Elimination og cytokrom P450-systemet.
• Samtidig brug af serotonerge midler (fx amfetamin, MAO-hæmmere, SSRI, SNRI, fentanyl, tramadol og triptaner) giver risiko for udvikling af serotoninsyndrom, se SSRI.
• Den CNS-deprimerende virkning af hypnotika og tricykliske antidepressiva samt antipsykotika - specielt højdosisantipsykotika - kan forstærkes. Sedativa (fx benzodiazepiner) kan øge risikoen for respirationsdepression, koma og død, og det tilrådes derfor at informere patienter og deres omsorgspersoner om at være opmærksomme på denne kombination.
• Alkohol øger den sedative effekt af buprenorphin og bør undgås.
• Forsigtighed ved kombinationsbehandling med rene opioidagonister pga. risiko for overdosering. Det kan desuden være vanskeligt at opnå smertedækning.

Baggrund: Der er data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. Sidst i graviditeten kan høje doser, selv i en kort periode, medføre respirationshæmning hos nyfødte. Hos nyfødte af opioidmisbrugere i afvænningsbehandling er hyppigheden og sværhedsgraden af respirationsdepression og abstinenssymptomer mindre ved buprenorphin- end ved methadonbehandling. For at undgå respirationsdepression bør opioider generelt undgås de sidste 2 uger før forventet fødsel. Se endvidere Opioider (analgetika). 

Se også Klassifikation - graviditet 

Baggrund: Den relative vægtjusterede dosis er under 2,2 %, hvilket normalt er betryggende lavt. Anvendt i opioidafvænning har der ikke været meddelelser om bivirkninger hos barnet. 

Anvendelse af buprenorphin medfører diskvalifikation af den sportsudøvende. 

Se Opioider (forgiftninger). 

• Partiel agonist/antagonist til µ- og κ-opioidreceptorer i CNS. Buprenorphin virker som en partiel agonist på µ-receptorerne og som en antagonist på κ-receptorerne.
  Buprenorphin binder med høj affinitet og lang bindingstid til µ-receptorerne, hvilket giver stoffet dets virkning ved behandling af opioidafhængighed og gør det i stand til at fortrænge eller blokere evt. andre µ-agonister, som fx morphin. Da buprenorphin er en partiel agonist, er den opioide effekt samtidig svagere end for de rene agonister ⁽⁵⁷¹⁰⁾.
  Den antagonistiske effekt på κ-receptorerne medfører formentlig reduceret tolerance og en vis antidepressiv virkning ⁽⁵⁷⁰⁹⁾.
  Den analgetiske virkning skyldes hovedsageligt den agonistiske effekt på µ-receptorerne, men interaktion med andre receptorer spiller muligvis også en rolle.
• Analgetisk virkning ved akutte smerter efter 15 minutter (i.v.) og 30 minutter (i.m. eller sublingualt). Maksimal virkning efter ca. 2 timer. Virkningsvarighed 6-8 timer uafhængigt af administrationsmåde.

• Metaboliseres i leveren.
• Plasmahalveringstid 20-36 timer. Enterohepatisk cirkulation forekommer.
• Udskilles væsentligst med galden som glucuronid.
• Sublingual administration. Biotilgængelighed 30-50 %. Maksimal plasmakoncentration efter ca. 1,5 timer. (Pga. udtalt first pass-metabolisme vil oral administration have yderst ringe virkning).
• Transdermal administration. Biotilgængelighed ca. 15 %. Steady state efter ca. 7 dage. Maksimal plasmakoncentration efter 12-24 timer og herefter relativt konstant indtil næste planlagte plasterskift.

• Absorptionsareal:
  • 15 mikrogram/time: 18,75 cm²
• Plastrets yderside består af en vandtæt membran, som tillader badning.
• Bemærk: Det brugte plaster indeholder stadig aktivt lægemiddel og skal derfor kasseres på samme måde som anden medicin.

• Klausuleret tilskud til patienter med opioidkrævende kroniske smerter, hvor behandling med orale smertestillende lægemidler med generelt tilskud ikke er mulig.
• For de patienter, der opfylder klausulen, påtegnes recepten med ordet "tilskud".

Der skal som udgangspunkt være set effekt af det ansøgte lægemiddel.