Børn

Børn har op til tre gange højere risiko for medicinrelaterede skader end voksne. Medicineringsfejl ses i alle faser af medicinhåndteringen, herunder ordination, dispensering, administration og dokumentation. Derfor kræver behandling af børn særlig opmærksomhed på både farmakokinetik, formuleringer, dosering og praktiske forhold.  

Farmakokinetik

• Absorption. Absorption fra gastro-intestinalkanalen er præget af stor variabilitet - specielt i neonatalperioden. I neonatalperioden er den kutane absorption øget. Absorption påvirkes af højere ventrikel‑pH, langsommere ventrikeltømning og forskelle i ernæringstyper heraf amning eller modermælkserstatning.

• Distribution. Hos børn - og mest udtalt i neonatalperioden - er fordeling af ekstracellulært og intracellulært vand samt fedtsammensætning anderledes med en højere Total Body Water (TBW) end hos voksne. Dette har især betydning, når hydrofile lægemidler gives som bolus. Nyfødte har lavere koncentrationer og ændret kvalitet af plasmaproteiner (primært albumin og α1‑syreglykoprotein), hvilket reducerer lægemidlers proteinbinding og dermed øger den frie (farmakologisk aktive) fraktion i plasma. Konsekvensen er, at samme totale plasmakoncentration kan være forbundet med større klinisk effekt og/eller toksicitetsrisiko, særligt for lægemidler med høj proteinbinding og snævert terapeutisk indeks (fx phenytoin, warfarin).

• Nyrefunktion. Den glomerulære filtrationshastighed er lav ved fødslen, men når voksenniveau, når barnet er ca. 6 måneder. Den tubulære ekretion er funktionelt umoden hos nyfødte og spædbørn og modnes gradvist gennem barndommen. Hos børn - især nyfødte og spædbørn - er den tubulære reabsorption umoden, både strukturelt og funktionelt. Den modnes gradvist i de første leveår og når voksenlignende funktion typisk i 1-2‑års‑alderen (senere hos præmature).

• Metabolisme. Børns metabolisme varierer med modning af CYP-enzymer, og den totale elimination påvirkes derfor også af umoden nyrefunktion, især de første levemåneder. Aktiviteten af de lægemiddelmetaboliserende enzymer i P450-systemet (CYP-enzymer), glucuronideringen og sulfateringen er betydeligt nedsat ved fødslen og i den neonatale periode. Disse enzymer er modnet fuldt ud ved 1-års-alderen. På grund af den relativt store lever (i forhold til legemsvægten) er kroppens totale metaboliske kapacitet øget i barneårene, fraset neonatalperioden. Clearance af lægemidler, der metaboliseres i leveren, er derfor øget, og børn i 1-12-års-alderen skal typisk have en relativt større dosis end voksne. Den relative leverstørrelse falder gradvis til voksenniveau i teenageårene ligeledes svarer doseringen i disse år gradvist til voksendosering.

Dosering

Valg af lægemiddeldosis ved behandling af børn er ofte baseret på ekstrapolation af data fra kliniske studier hos voksne samt kliniske erfaringer. Det kan være relevant at inddrage terapeutisk lægemiddelmonitorering (TDM) til styring af behandlingen, med henblik på at sikre terapeutiske lægemiddelkoncentrationer. Metoden er allerede veletableret, især inden for børneonkologi. 

Dosisjustering. 

Der er ikke konsensus for, hvordan dosis til børn bedst justeres i forhold til en kendt voksendosis. Korrektion alene på baggrund af alder eller vægt er ikke altid tilstrækkelig, da sådanne justeringer typisk vil undervurdere dosis. Korrektion for overfladeareal er væsentligt bedre, og oftest angives en relativ vægtjusteret (mg/kg) dosis justeret for overfladeareal. Dosis og doseringsinterval bør løbende justeres efter alder, vægt, organfunktion og modningsgrad. Halveringstid alene er utilstrækkelig til dosering i pædiatri. Et groft skøn over dosisjusteringer er:  

• Præmature og mature børn i neonatalperioden: Væsentligt nedsat dosis. Typisk 50-75 % vægtjusteret dosisreduktion.
• Børn fra ca. 1 måned til ca. 12 år: Øget dosis. Typisk 30-75 % vægtjusteret dosisøgning, idet den relative dosisøgning mindskes gradvis med alderen.
• Børn over 12 år: Normal voksendosis justeret for vægt.
• Vægtjusteret børnedosis: Der mangler præcis viden om betydning af svær overvægt blandt børn og farmakokinetik og farmakodynamik. Ved beregning af dosis til børn med høj legemsvægt bør der sammenlignes med voksendosis. Hvis der ikke er anført noget specifikt om maksimal børnedosis, gælder sædvanligvis, at børnedosis ikke bør overstige voksendosis.