A
Fordøjelsesorganer og stofskifte
GLP-1-receptor agonister og DPP-IV-hæmmere (diabetes)
A10BH, A10BJ
Glucagon Like Peptide 1 (GLP-1) fremmer den glucosestimulerede insulinsekretion samtidig med, at glucagonfrisætningen hæmmes. Virkningen øges ved stigende blodglucoseværdier. Endvidere hæmmer GLP-1 ventrikeltømningshastigheden og reducerer appetit og fødeindtagelse.
Hos patienter med type 2-diabetes er såvel sekretion som virkning af GLP-1 nedsat.
Der er udviklet en række GLP-1-receptor agonister (GLP-1-RA), præparater til s.c. injektion 1-2 gange daglig eller 1 gang ugentlig. Desuden er semaglutid udviklet til oral dosering én gang daglig.
Liraglutid er vist at reducere det sammensatte kardiovaskulære endepunkt og mortaliteten af hjerte-kar-sygdom hos patienter med erkendt hjerte-kar-sygdom eller diabetisk nyresygdom. Liraglutid forsinker udviklingen af den diabetiske nyresygdom.
Exenatid én gang ugentlig er vist at reducere total mortalitet, men havde en neutral effekt på det sammensatte endepunkt kardiovaskulær mortalitet, ikke dødelig AMI og apopleksia cerebri, omend det blev numerisk reduceret med en p-værdi på 0,06 sammenlignet med placebo. Exenatid forsinkede udviklingen af diabetisk nyresygdom (3197).
Semaglutid én gang ugentlig er vist at reducere det sammensatte endepunkt kardiovaskulær mortalitet, ikke dødelig AMI og apopleksi, men ikke den kardiovaskulær eller totale mortalitet. Semaglutid forsinkede udviklingen af den diabetiske nyresygdom.
I et mindre studie af kort varighed reducerede oral semaglutid kardiovaskulær og total mortalitet, men havde neutral effekt på det primære sammensatte endepunkt kardiovaskulær mortalitet, ikke-dødelig AMI og apopleksi. Effekten på nyresygdom er ikke publiceret.
Dulaglutide er vist at reducere det sammensatte endepunkt kardiovaskulær mortalitet, ikke dødelig AMI og apopleksi, samt det separate endepunkt iskæmisk apopleksi, mens kardiovaskulær og total mortalitet var numerisk, men ikke signifikant reduceret. Dulaglutide reducerer udviklingen af den diabetiske nyresygdom.
DPP-IV-hæmmere er orale antidiabetika, der potenserer virkningen af det endogent frisatte GLP-1 ved at hæmme enzymet dipeptidyl-peptidase IV (DPP-IV), som nedbryder GLP-1. I kliniske studier har effekten på det sammensatte endepunkt kardiovaskulær mortalitet, ikke dødelig AMI og apopleksia cerebri været neutral sammenlignet med placebo. Saxogliptin er vist at øge risikoen for hjertesvigt.
Anvendelsesområder
Både GLP-1-receptor agonister og DPP-IV-hæmmere anvendes primært ved type 2-diabetes, hvor den umiddelbare kliniske gevinst synes at være en forbedret glykæmisk kontrol uden samtidig risiko for hypoglykæmi og vægtøgning. Faktisk synes stofferne at medføre et mindre fald i legemsvægten.
En GLP-1-recptor agonist, der er vist at reducere risikoen for en kardiovaskulær hændelse eller en SGLT-2-hæmmer, anbefales til patienter med etableret iskæmisk hjertesygdom eller som er i høj risiko for at udvikle hjertekarsygdom, uanset niveau af HbA1c.
GLP-1-receptor agonister forsinker også udviklingen af den diabetiske nyresygdom.
Det gælder specielt GLP-1-receptor agonisterne liraglutid, semaglutid, dulaglutid og exenatid én gang ugentligt.
Stofferne kan relativt enkelt kombineres med såvel insulin som allerede eksisterende orale antidiabetika, dog ikke med hinanden.
Hos personer med overvægt og type 2-diabetes, hvor tilfredsstillende behandlingsresultater ikke har kunnet opnås med livsstilsintervention og metformin, er det oplagt at overveje at kombinere metformin med en DPP-IV-hæmmer eller en GLP-1-receptor agonist - jf. DES/DSAM´s behandlingsvejledning.
Hvis der hos den overvægtige patient også ønskes et vægttab, vil en GLP-1-receptor agonist ofte være at foretrække. DPP-IV-hæmmerne er vægtneutrale eller medfører kun et mindre vægttab på 1-2 kg. GLP-1-receptor agonisterne, specielt semaglutid har i sammenlignende studier med andre antidiabetika vist at være meget effektive til at regulere blodglucose.
Tilstræbes et > 10 % vægttab hos personer med svær overvægt og type 2 diabetes, hvor det ikke kan opnås med livsstilsændring, er behandling med GLP-1-RA, især semaglutid, mest effektivt.
Kombinationen af basal insulin og en GLP-1-receptor agonist sammenlignet med insulin alene har vist sig effektiv i relation til at forbedre den glykæmiske kontrol uden vægtstigning, evt. med et samtidig vægttab og reduceret risiko for hypoglykæmi.
Referencer
3197. Holman RR, Bethel MA, Mentz RJ et al. Effects of Once-Weekly Exenatide on Cardiovascular Outsomes in Type 2 Diabetes. N Engl J Med. 2017; 377 (13):1228-38, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/28910237 (Lokaliseret 22. februar 2022)
