Type 2-diabetes. 

Behandlingen kan være indiceret hos normalvægtige og overvægtige diabetikere, hvor vejledning om kost og fysisk aktivitet, og metformin og eventuel brug af andre antidiabetika ikke har ført til tilstrækkelig reduktion af blodglucose. 

Før behandlingen indledes, bør der opstilles et behandlingsmål (HbA1c) for patienten. Behandlingsmål og valg af præparat bør bestemmes individuelt.  

Behandlingen indledes forsigtigt, da den individuelle følsomhed er meget varierende. Nås det opstillede behandlingsmål ikke i løbet af få måneder, kan sulfonylurinstofferne eller repaglinid kombineres med biguanid, hvis det ikke allerede er ordineret, eller glitazon (der er ingen produkter markedsført i Danmark i december 2022), DPP-IV-hæmmer, GLP-1-receptor agonister, SGLT-2 inhibitor samt insulin. Insulin kan da indgives som en relativt lille natdosis (kl. 22) eller morgendosis af middellangt virkende insulin eller langsomtvirkende insulinanalog I Danmark er der tradition for at seponere sulfonylurinstof, når insulinbehandling opstartes pga. risikoen for svær og langvarig hypoglykæmi.  

Præparatvalg baseres på overvejelser om erfaring samt compliance og pris. 

Ønskes en fleksibel, men kompleks behandlingsalgoritme vælges repaglinid, som doseres i forbindelse med hvert hovedmåltid (og undlades, såfremt måltidet springes over).  

Ulempen vil her være en øget risiko for nedsat compliance. Behandling med sulfonylurinstof er mere enkelt. I Danmark anbefales brug af glimepirid eller gliclazid, hvor gliclazid har den mest gunstige profil. Glimepirid er vist ikke at øge risikoen for hjerte-kar-sygdom, hvilket det tidligere har været mistænkt for.  

Der er risiko for hypoglykæmi ved brug af sulfonylurinstof samt en mindre vægtstigning (1-2 kg). Derfor kan behandlingsmålet specielt hos ældre patienter, der behandles med sulfonylurinstof passende være 53-58 mmol/mol (7,0-7,5 %), evt. højere afstemt efter den enkelte patient.  

Oversigt over β-cellestimulerende midler, som er kontraindicerede ved stærkt nedsat nyre- eller leverfunktion: 

Der henvises til de enkelte præparatbeskrivelser for yderligere information vedr. brug ved nedsat nyre- eller leverfunktion.  

• Alle:

• Type 1-diabetes
• Ketoacidose
• Kendt overfølsomhed over for sulfonylurinstoffer
• Kendt overfølsomhed over for meglitinider
• Alvorlige infektionssygdomme, traumer og større operationer, hvor orale antidiabetika midlertidigt bør ombyttes med insulin, se behandling ved elektive operationer under anvendelsesområde i Insulin.

• Glimepirid desuden:
  • Diabetisk koma.
• Repaglinid desuden:
  • Gemfibrozil, der øger den hypoglykæmiske effekt.
• Nedsat nyre - eller leverfunktion (se ovenfor).

Hypoglykæmi (ved overdosering, manglende fødeindtagelse, øget fysisk aktivitet eller kumuleret virkning på grund af varierende absorption) ses hos 1-2 %. Hypoglykæmisk koma med dødelig udgang forekommer. 

Specielt ældre patienter, der behandles med polyfarmaci eller har nedsat nyrefunktion, er i risiko for at udvikle hypoglykæmi, hvilket er af betydning for det terapeutiske mål for HbA1c, der ikke skal vælges for lavt.  

Bivirkninger i form af gastro-intestinale gener og allergiske hudreaktioner ses hos ca. 3 %. 

Krydsallergi mellem de forskellige stoffer er sjælden. Agranulocytose og trombocytopeni er set.  

Flere - formentlig de fleste - sulfonylurinstoffer kan ved blokering af ATP-følsomme K⁺-kanaler i myokardiet forværre den postiskæmiske tilstand efter myokardieinfarkt, om end betydningen heraf er uafklaret, men som ovenfor nævnt er der ikke fundet øget risiko for kardiovaskulær sygdom under behandling med glimepirid. 

Orale antidiabetika bør undgås på grund af mulig teratogen effekt, forlænget føtal hyperinsulinæmi og neonatal hypoglykæmi.  

Under graviditet behandles både diabetes mellitus og gestationel diabetes mellitus med diæt og evt. insulin.