Behandling med leflunomid er en specialistopgave. Anvendes ved aktiv reumatoid artritis og psoriasis artritis hos voksne. Bør som hovedregel ikke anvendes som førstevalg ved debuterende reumatoid artritis. 

Skrøbelige og ældre  

Behandling af ældre og skrøbelige patienter kræver særlig opmærksomhed, og her skal særligt overvejes behandlingens relevans, effektivitet og sikkerhed herunder sårbarhed overfor infektioner. Vaccinationsstatus og profylaktiske tiltag skal overvejes. 

Da de aktive metabolitter af leflunomid primært udskilles renalt, og nyrefunktionen gradvist reduceres med alderen, bør alder og skrøbelighed vurderes, men et mindre retrospektivt studie har ikke kunne påvise øget forekomst af bivirkninger hos ældre >65 år behandlet med 20 mg leflunomid dagligt, sammenlignet med patienter < 65 år ⁽⁶⁶³⁵⁾.  

Behandlingen bør løbende revurderes for både effekt og bivirkninger.  

Der kan forventes fuld effekt efter 3-6 måneder, og man bør derfor evaluere herefter. Ved manglende opnåelse af behandlingsmål (”treat to target” strategi) bør behandlingen intensiveres, enten med dosisøgning hvis muligt, skift af præparat eller tillæg af anden behandling.  

Ligeledes bør behandlingen løbende evalueres for eventuelle nyopståede bivirkninger. 

Forslag til fokusområder i forbindelse med revurdering: 

• Oprindeligt diagnostisk grundlag og sikkerhed for diagnosen
• Alvorlighed af sygdommen (fx erosive forandringer ved rheumatoid artrit)
• Komorbiditet, særligt hypertension og nyreinsufficiens
• Infektioner
• Leverpåvirkning eller risikofaktorer herfor

Ved langvarig remission kan dosisreduktion forsøges. Pga. meget lang halveringstid, kan der gå lang tid inden eventuel opblussen i sygdommen forekommer efter dosisreduktion eller seponering.  

Der henvises til relevante NBVer for reumatoid artrit og psoriasis artrit. 

Det antages, at praktisk taget alle leflunomids in vivo-effekter kan henføres til den aktive metabolit, der hæmmer enzymet dihydroorotatdehydrogenase. Herved reduceres de novo syntese af pyrimidin og dermed DNA-baserne cytosin og thymin. Aktiverede lymfocytter er afhængige af denne syntese, mens andre celler via andre synteseveje kan danne disse stoffer. Dette forklarer leflunomids antiinflammatoriske effekt.