JAK-hæmmere anvendes primært til behandling af autoimmune og inflammatoriske sygdomme, hvor de hæmmer signaleringen fra cytokiner, der er afhængige af JAK-enzymer. De er godkendt til sygdomme som reumatoid artrit, psoriasisartrit, ankyloserende spondylit samt inflammatoriske hud- og tarmsygdomme. 

Skrøbelige og ældre patienter 

Behandling af ældre og skrøbelige patienter med JAK-hæmmere kræver særlig opmærksomhed grundet en øget sårbarhed over for infektioner. Vaccinationsstatus og profylaktiske tiltag skal overvejes. 

Lavere doser er hensigtsmæssigt for at mindske risikoen for infektioner. Det er dog vigtigt at medregne den forøgede risiko for infektioner forbundet med sygdomsaktivitet og ved behov for brug af binyrebarkhormon i behandlingen. 

De biologiske lægemidler er proteinstrukturer, og de nedbrydes således enzymatisk i blod og væv ligesom kroppens egne proteiner. Kroppens omsætning af de biologiske lægemidler er således ikke påvirket direkte af nyrefunktion eller leverfunktion. 

Behandling med JAK-hæmmere skal revurderes regelmæssigt med henblik på fortsat relevans, effektivitet og sikkerhed. Indledende revurdering foretages typisk efter 3-6 måneders behandling for at sikre, at patienten opnår tilfredsstillende klinisk respons og har acceptable bivirkninger. Herefter anbefales årlig revurdering inkl. vurdering af effekt og bivirkninger, samt samtidig behandling med andre lægemidler og tilstedeværende komorbiditeter, som kan ændre risikoprofilen. 

Patienter screenes før behandlingsstart for kronisk infektion, herunder specielt for tuberkulose og hepatitis B og C. I kliniske studier er der rapporteret om viral reaktivering. Især har der været numerisk flere tilfælde af herpes zoster reaktivering hos patienter behandlet med JAK-hæmmere. JAK-hæmmere omdannes og udskilles i varierende grad i lever og nyrer. 

JAK-hæmmere bør kun anvendes til følgende patienter, hvis der ikke findes egnede behandlingsalternativer:  

• patienter på 65 år eller derover
• patienter med øget risiko for alvorlig kardiovaskulær sygdom (såsom blodprop i hjertet eller slagtilfælde)
• patienter med rygeanamnese
• patienter med øget risiko for kræft

JAK-hæmmere bør desuden anvendes med forsigtighed til patienter med risikofaktorer for blodpropper i lungerne og i dybe vener (venøs tromboemboli, VTE).  

Dosis bør reduceres hos risikopatienter, hvis det er muligt.