Atomoxetin "Glenmark"

Kapsler, hårde. 1 kapsel indeholder 10 mg, 18 mg, 25 mg, 40 mg, 60 mg, 80 mg eller 100 mg atomoxetin (som hydrochlorid). 

Børn og unge (6-18 år) < 70 kg 

Initialt 0,2-0,5 mg/kg legemsvægt fordelt på 1-2 doser i mindst 7 dage.  

Dosis justeres (evt. over længere tid) til vedligeholdelsesdosis 1,2-1,8 mg/kg/dag. Dosis bør ikke overstige 1,8 mg/kg/dag (eller i alt 120 mg dgl.).  

Børn og unge (6-18 år) > 70 kg samt voksne 

Initialt 10-40 mg fordelt på 1-2 doser i mindst 7 dage.  

Dosis justeres i løbet af nogle uger til vedligeholdelsesdosis 80-120 mg dgl. Sikkerheden ved enkeltdoser over 120 mg og døgndoser over 150 er ikke undersøgt. 

Bemærk: 

• Kapslerne tages med et glas vand.
• Kapslerne kan om nødvendigt åbnes. Forsigtighed ved evt. åbning af kapslerne, da indholdet kan irritere øjnene.
• Indholdet kan opslæmmes i vand.
• Indholdet kan kommes på kold, blød mad.
• Kan tages med eller uden mad.
• Ved moderat nedsat leverfunktion reduceres initialdosis til 50 %, ved stærkt nedsat leverfunktion til 25 %.
• Lavere initialdosis og langsommere dosisjustering bør overvejes ved kendt langsom CYP2D6-metaboliseringsevne.
• Erfaring savnes vedr. børn under 6 år og kun sparsom erfaring vedr. ældre over 65 år.

• Alvorlig kardiovaskulær eller cerebrovaskulær sygdom, der kan forværres af øget puls eller blodtryk.
• Behandling med MAO-hæmmere inden for de sidste 14 dage.
• Snævervinklet glaukom.
• Nuværende eller tidligere fæokromocytom.

• Forlænget QT-syndrom eller familiær disposition herfor samt erhvervet QT-forlængelse.
• Generelt forsigtighed ved kardiovaskulær eller cerebrovaskulær sygdom (herunder hypertension og takykardi). Puls og blodtryk bør måles før behandlingen startes, efter dosisøgning og ellers hver 6. måned. Patienten skal søge læge ved kardiovaskulære symptomer (fx palpitationer, dyspnø, anstrengelsesudløste brystsmerter). Ved mistanke om kardiovaskulær sygdom skal patienten udredes af kardiolog. Ved risikofaktorer for cerebrovaskulær sygdom bør patienten regelmæssigt vurderes for neurologiske symptomer.
• Forsigtighed ved icterus og krampeanfald i anamnesen.
• Vækst og udvikling hos børn og unge bør overvåges.
• Patienten følges for en evt. udvikling af psykiske bivirkninger som aggressivitet, depression og angst.
• Ved forekomst af psykose eller mani skal seponering overvejes.
• Skærpet opmærksomhed på evt. selvmordsrelaterede tanker eller adfærd, især de første måneder.
• Hos børn bør behandlingen vurderes hvert halve år. Evt. pause i behandlingen bør kun planlægges efter nøje overvejelse, da risikoen for recidiv øges. Hos voksne bør fordele og ulemper ved pausering nøje overvejes før en evt. sådan.

• Ved samtidig behandling med CYP2D6-hæmmere (fx fluoxetin og paroxetin - se endvidere tabel 2 i Elimination og cytokrom P450-systemet) kan der være behov for dosisreduktion.
• Atomoxetin må ikke anvendes sammen med MAO-hæmmere eller inden for 14 dage efter seponering af irreversible MAO-hæmmere. MAO-hæmmere bør tidligst gives 14 dage efter seponering af atomoxetin.
• Atomoxetin kan nedsætte virkningen af antihypertensiva og øge blodtrykket, hvis det gives sammen med pressorstoffer og midler, der også kan øge blodtrykket (fx salbutamol).
• Forsigtighed ved kombination med midler, der kan sænke krampetærsklen (fx TCA, SSRI, phenothiaziner, tramadol) eller påvirke noradrenalinaktiviteten (fx visse antidepressiva som SNRI, NaSSA og TCA).

Forsigtighed ved samtidig behandling med midler, der kan forlænge QT-intervallet:  

• Visse antiarytmika (fx amiodaron², dronedaron², flecainid, sotalol)
• En lang række antipsykotika (fx amisulprid², chlorprothixen², clozapin¹, droperidol², flupentixol, haloperidol^1,2, levomepromazin, lurasidon, melperon, paliperidon, periciazin, pimozid^1,2, prochlorperazin², quetiapin, risperidon, sertindol^1,2, sulpirid, ziprasidon^1,2)
• Visse anæstetika (fx propofol, sevofluran)
• Visse azoler (fx fluconazol)
• Fluorquinoloner (ciprofloxacin, levofloxacin, moxifloxacin²)
• Makrolider (azithromycin, clarithromycin, erythromycin, roxithromycin)
• Visse serotonin-receptorantagonister (fx ondansetron)
• Visse SSRI (fx citalopram², escitalopram²)
• Tricykliske antidepressiva
• En række øvrige midler (bl.a. anagrelid, chloroquin, domperidon², donepezil, lithium¹, methadon¹, moclobemid, oxaliplatin, terlipressin, vandetanib², venlafaxin).

¹ For disse psykofarmaka er effekten særlig udtalt og/eller veldokumenteret. 

² Samtidig behandling med andre midler, der kan forlænge QT-intervallet, er angivet som kontraindiceret på disse midler. 

Se endvidere Antiarytmika. 

Baggrund: Der er data for omkring 1.000 1. trimester eksponerede levendefødte børn uden tegn på øget risiko for medfødte misdannelser. 

Se også Klassifikation - graviditet 

• Noradrenalingenoptagshæmmer (NARI). Atomoxetin hæmmer selektivt genoptaget af neurotransmitteren noradrenalin ved at blokere noradrenalins transportprotein (NET). Mængden af noradrenalin uden for nervecellen øges derved.
• Pga. hæmningen af NET øges desuden mængden af dopamin i det præfrontale cortex.
• Effekten ved ADHD skyldes formentlig en regulering af dopamin og noradrenalin i det præfrontale cortex og dermed henholdsvis en reduktion af uønskede signaler (via dopamins stimulering af D₁-receptorer) og en øgning af signalstyrken (via noradrenalins stimulering af α_2A-receptorer) i nervebanerne.

• Biotilgængelighed 63-94 %.
• Maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer.
• Metaboliseres i leveren via CYP2D6 til en farmakologisk ækvipotent metabolit, 4-hydroxyatomoxetin.
• Plasmahalveringstid ca. 3,5 timer (atomoxetin), men er afhængig af CYP2D6-genotype.
• Udskilles primært som 4-hydroxyatomoxetin gennem nyrerne.

Enkelttilskud vil normal kunne imødeses til: 

• Børn og unge (6-17 år) med svær ADHD eller moderate ADHD-symptomer med betydelig varig funktionsnedsættelse for flere domæner.
• Voksne med ADHD og betydelig grad af funktionsnedsættelse, hvor:
  • patienten ikke kan behandles tilstrækkeligt med methylphenidat eller
  • patienten har uacceptable bivirkninger af methylphenidat eller
  • methylphenidat er kontraindiceret eller
  • patienten har et begrundet behov for bedre døgnbehandling, end det er muligt med methylphenidat eller
  • der er mistanke om risiko for misbrug af methylphenidat eller
  • patienten har en ikke velbehandlet komorbid angst eller depression.

Diagnosen skal være stillet af en speciallæge i relevant speciale, som også har indledt behandlingen. 

Bevillingen tidsbegrænses til 6 måneder, hvis effekten ikke er oplyst. Ved eventuel genansøgning om forlængelse af bevillingen, skal effekten af behandlingen oplyses.