Buprenorphine "Orifarm"

Sublinguale resoribletter. 1 resoriblet indeholder 2 mg eller 8 mg buprenorphin (som hydrochlorid). 

Indtages sublingualt. 

Initialt 

Behandlingen indledes ved første tegn på abstinenser (ca. 8 timer efter sidste indtag af heroin og 1-2 døgn efter sidste indtag af methadon): 

• 1. dag: sædvanligvis 4 mg stigende med 2 mg hver 1.-2. time til ophør af klager over abstinenser. Normal mætningsdosis 8-16 mg i døgnet, men doser op til den maksimale døgndosis på 24 mg kan være nødvendige.
• 2. dag: Samme dosis som 1. dag, evt. suppleret med 2-4 mg p.n.
• 3. og 4. dag: Stabilisering (abstinensfrihed og intet indtag af opioider) på sædvanligvis 8-24 mg pr. dag (erfaringsmæssigt kan det i særlige tilfælde være nødvendigt at øge dosis op til 32 mg i døgnet).

Ved tvivl om risiko for udvikling af abstinenssymptomer kan der startes med 0,8-2 mg.  

For patienter i methadonbehandling anbefales det at reducere methadondosis til under 40 mg dgl. før skift til buprenorphin. Behandling med buprenorphin indledes først ved sikre abstinenssymptomer (oftest først 24 timer eller længere efter sidste methadondosis). 

Vedligeholdelsesdosis 

Sædvanligvis 8-16 mg dgl. Dosisintervallet kan evt. øges til hver 2. dag eller 3 gange ugentligt. Højeste dosis er normalt 24 mg pr. dag, men enkelte kan have behov for større doser. 

Nedtrapning 

Efter passende stabilisering kan nedtrapning foretages under overvågning med 0,4-1 mg pr. dag. Når dosis er nede på 4-8 mg pr. dag, vil en nedsættelse af nedtrapningshastighed normalt være nødvendig for at undgå abstinenssymptomer. 

Nedtrapningen vil sædvanligvis strække sig over uger. 

Bemærk: 

• Resoribletterne lægges under tungen. Opløses i munden i løbet af 5-10 minutter.
• Resoribletterne må ikke synkes hele, knuses eller tygges
• Kan tages umiddelbart før eller efter mad eller helt forskudt af mad
• Patienter med mundtørhed kan ikke anvende disse.
• Graden af opioidafhængighed og tidspunkt for sidste opioidindtag bør fastlægges før behandlingen.
• Sufficient behandling i de første døgn er ofte afgørende for vellykket behandling.
• Behandlingen bør forestås af læger med særligt kendskab til behandlingen af opioidafhængighed.
• Manglende erfaring vedr. behandling af børn under 15 år og ældre over 65 år.

• Kontraindiceret ved stærkt nedsat leverfunktion.
• Ved let til moderat nedsat leverfunktion anbefales regelmæssig monitorering af leverfunktionen samt tegn på toksicitet eller overdosering.

• Svær respirationsinsufficiens
• Akut alkoholforgiftning eller delirium tremens.

• Hypotension.
• Forhøjet intrakranielt tryk.
• Kramper i anamnesen.
• Respirationsinsufficiens.
• Prostatahypertrofi eller forsnævring af urinveje.
• Unge mellem 15 og 18 år pga. sparsom erfaring.
• Ældre og svagelige.
• Hypotyroidisme.
• Binyrebarkinsufficiens.
• Lidelser i galdegangen.
• Bør undgås ved svær overfølsomhedsreaktion på andre opioider. Egentlig allergi er dog yderst sjælden.

Risiko for forlænget QTc-interval⁽³⁷⁷⁴⁾ 

Forlænget QTc-interval er forekommet. Bør undgås ved medfødt langt QTc-interval eller anden eksisterende QTc-forlængelse pga. øget risiko for udvikling af torsades de pointes. 

Søvnforstyrret vejrtrækning 

Opioider kan øge risikoen for udvikling af central søvnapnø. Risikoøgningen er dosisafhængig. Ved symptomer på central søvnapnø, bør reduktion af den samlede opioiddosis overvejes. 

Kontrol af leverfunktion 

Før behandlingen indledes anbefales kontrol af leverfunktionen og dokumentation for hepatitisstatus. Ved nedsat leverfunktion, hepatitis B eller C samt ved samtidig behandling med midler, der kan medføre leverpåvirkning, anbefales monitorering af leverfunktionen samt tegn på toksicitet og overdosering. 

• Ketoconazol øger AUC for buprenorphin med 70 % gennem hæmning af CYP3A4. Lignende effekt kan forventes for andre potente CYP3A4-hæmmere. Induktorer af CYP3A4 (fx carbamazepin, phenytoin og rifampicin) kan ligeledes nedsætte plasmakoncentrationen af buprenorphin. Se tabel 2 i Elimination og cytokrom P450-systemet.
• Forsigtighed ved behandling med opioidanalgetika pga. risiko for overdosis. Det kan desuden være vanskeligt at opnå smertedækning.
• Naltrexon kan blokere buprenorphins virkning og fremkalde abstinenssymptomer.
• Den CNS-deprimerende virkning (bl.a. øget sedation og respirationsdepression) forstærkes af bl.a. benzodiazepiner, benzodiazepinlignende midler, alkohol, barbitursyrederivater, garbapentinoider, tricykliske antidepressiva samt antipsykotika - specielt højdosisantipsykotika.
  Der er set dødsfald ved kombination med benzodiazepiner og kombinationen bør undgås ved risiko for misbrug.
  Lavest mulig dosis og kortest mulig behandlingstid anbefales, hvis samtidig behandling med CNS-deprimerende midler skønnes nødvendig.
• Samtidig brug af serotonerge midler (fx amfetamin, MAO-hæmmere, SSRI, SNRI, fentanyl, tramadol og triptaner) giver risiko for udvikling af serotoninsyndrom, se SSRI.

Baggrund: Der er data for ca. 700 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. Langt de fleste data vedrører anvendelse under misbrugsafvænning, og der er mange muligheder for confounding by indication i alle studier. Sidst i graviditeten kan høje doser, selv i en kort periode, medføre respirationshæmning hos nyfødte. Hos nyfødte af opioidmisbrugere i afvænningsbehandling er hyppigheden og sværhedsgraden af respirationsdepression og abstinenssymptomer mindre ved buprenorphin- end ved methadonbehandling. For at undgå respirationsdepression bør opioider generelt undgås de sidste 2 uger før forventet fødsel. 

Se også Klassifikation - graviditet 

Baggrund: Den relative vægtjusterede dosis er under 2,2 %, hvilket normalt er betryggende lavt. Anvendt i opioidafvænning har der ikke været beskrevet bivirkninger hos barnet. 

Alkohol bør undgås ved behandling med Buprenorphine "Orifarm". 

Patienten kan opleve, at den sløvende virkning af Buprenorphine "Orifarm" bliver forstærket samt en påvirkning af vejrtrækning og bevidsthed. 

Se Opioider (forgiftninger). 

Opioid. Partiel agonist/antagonist til µ- og κ-opioidreceptorer i CNS. Buprenorphin virker som en partiel agonist på µ-receptorerne og som en antagonist på κ-receptorerne.
Buprenorphin binder med høj affinitet og lang bindingstid til µ-receptorerne, hvilket giver stoffet dets virkning ved behandling af opioidafhængighed og gør det i stand til at fortrænge eller blokere evt. andre µ-agonister, som fx morphin. Da buprenorphin er en partiel agonist, er den opioide effekt samtidig svagere end for de rene agonister ⁽⁵⁷¹⁰⁾.
Den antagonistiske effekt på κ-receptorerne medfører formentlig reduceret tolerance og en vis antidepressiv virkning ⁽⁵⁷⁰⁹⁾.
Den analgetiske virkning skyldes hovedsageligt den agonistiske effekt på µ-receptorerne, men interaktion med andre receptorer spiller muligvis også en rolle. 

• Pga. udtalt first pass-metabolisme i tyndtarm og lever vil absorption fra mave-tarm-kanalen (forekommer accidentelt ved sublingual indgift) have yderst ringe effekt.
• Metaboliseres via CYP3A4 til norbuprenorphin (svag μ-opioidagonist).
• Udskilles overvejende med galden.
• Sublingual administration. Biotilgængelighed 30-50 %. Maksimal plasmakoncentration efter ca. 1,5 timer. Eliminationen er bi- eller trifasisk med plasmahalveringstider på 2-5 timer og ca. 32 timer.
• Subkutan administration. Biotilgængelighed 100 %. Maksimal plasmakoncentration efter ca. 24 timer. Steady state efter 4. ugentlige dosis. Plasmahalveringstid efter seponering 3-5 dage pga. fortsat absorption fra huden.