Du har søgt på: Princippet
- der blev fundet 22 resultaterVælg område:
Søgeresultater, Præparater:
Cifoban® (Anvendelsesområder: ...stemisk heparinantikoagulation er kontraindiceret, fx ved forhøjet blødningsrisiko. Princippet beror på, at citrat binder calcium i det ekstrakorporale kredsløb, hvorved koncentr...)
Regiocit®, komb. (Anvendelsesområder: ...stemisk heparinantikoagulation er kontraindiceret, fx ved forhøjet blødningsrisiko. Princippet beror på, at citrat binder calcium i det ekstrakorporale kredsløb, hvorved koncentr...)
Søgeresultater, Artikler:
Medicin.dk Professionel (...ndustris brancheorganisation. Informationen i medicin.dk udarbejdes efter armslængdeprincippet, dvs. på en sådan måde, at Medicin.dk's ejer ikke har indflydelse på informationens...)
Halve tabletter - hvad må du? (...må højst afvige 10 % fra hinanden. Hvis delekærven er en rigtig delekærv, kan man i princippet dosere hver halvdel til to forskellige patienter. Hvis det ikke er vist, at de to h...)
Hvad indeholder en præparatbeskrivelse? (...Præparatbeskrivelserne på Medicin.dk Professionel indeholder følgende type oplysninger i følgende rækkef...)
Søgeresultater, Lægemiddelgrupper:
Allergen immunterapi (Type- I allergi) (...Princippet bag allergen immunterapi er at øge patientens tolerance over for et givet allergen....)
Intrauterine kontraceptiva (kobberholdige) (...lus, fordi risikoen for graviditet på dette tidspunkt er lille. Men oplægning kan i princippet gøres på et hvilket som helst tidspunkt i cyklus. Oplægningen bør ikke foretages, h...)
Antineoplastiske midler (...princippet hele organismen (systemisk behandling), mens kirurgi og stråleterapi er lokalbehandling. Patienterne kan behandles med en, to, eller alle tre modaliteter i kombination. Antineoplastiske midler kan inddeles i cytostatika (klassiske cellegifte), endokrin terapi , immunterapi , Immunterapi med chimeric antigen-receptor T-celle (CAR-T) terapi og targeteret behandling. Mangfoldigheden af midler er stor, og inddelingen har sine begrænsninger. Targeteret behandling omfatter midler, der i modsætning til cytostatika er rettet mod et specifikt målmolekyle eller en metaboliseringsvej. Gruppen omfatter antineoplastiske antistoffer , proteinkinase- PI3K- og BCL2-hæmmere, PARP-hæmmere, proteasomhæmmere m.fl. Cytostatika (klassiske cellegifte) Cytostatika virker uspecifikt ved at hæmme både raske og maligne cellers funktion og deling (vækst). De nøjagtige mekanismer er kendt i varierende grad for de forskellige typer af cytostatika. En fællesnævner for effekten er induktion af programmeret celledød (apoptose). Det er karakteristisk, at væv med aktiv celledeling (vækst) er mest følsom for cytostatika. Både raske og maligne celler har evne til at reparere subletale skader forårsaget af cytostatika. Raske cellers evne til reparation er mere velfungerende, og dette er en af forklaringerne på, at der samlet kan opnås en behandlingsgevinst med cytostatika. Dosering af cytostatika fastlægges ud fra princippet...)
Diuretika (... arterialis foretrækkes thiazider , hvis eGFR > 30 ml/min, men alle diuretika kan i princippet anvendes til behandling af hypertension. De enkelte grupper af diuretika har herudo...)
Farmakokinetiske boostere (...ste par uger. Princippet har i flere år været anvendt inden for HIV-behandling; men der er også markedsført behandlinger, der bruger princippet inden for hep...)
Monofasepræparater (hormonterapi) (...lig hormonbehandling med såvel østrogen som gestagen uden pauser. Dette regime er i princippet blødningsfrit. Findes som tabletter eller som depotplastre . Vedrørende behandlings...)
Søgeresultater, Om medicin:
Antiresorptiv behandling (risikopatienter i tandlægepraksis) (...tiresorptivbehandling, som ikke har modtaget strålebehandling på kæberne (5654) . I princippet bør alle patienter være uden infektioner i eller omkring tænderne før start af anti...)
Matrem urt (...man ikke udelukke, at det at tage hele tørrede blade som et tørret pulver (der jo i princippet indeholder alt, hvad der findes i bladene) kan være mere hensigtsmæssigt end at ind...)
Strålebehandling af hoved- halsregionen (risikopatienter i tandlægepraksis) (...ndgreb. En patient, der har modtaget stråleterapi, der involverer kæbeknoglen, er i princippet i risiko for at udvikle osteoradionekrose resten af sit liv og dento-alveolær kirur...)
Lokalanalgetika - injektion (Odontologisk medicinvejledning) (...ter. Doseringsforslag findes i beskrivelserne for de enkelte præparater. Behandlingsprincippet er umiddelbart laveste nødvendige dosis til opnåelse af tilstrækkelig lokalanalgesi...)
Søgeresultater, Sygdomme:
Diagnostik af astma og KOL (... det mest optimale behandlingsvalg (2524) . Behandlingsmål Ved både astma og KOL er princippet at fastslå sygdommens sværhedsgrad og indlede en behandling omfattende medikamenter...)
Chikungunya vaccine (...onisk leddegigt (reumatoid arthritis). Chikungunya går over af sig selv og kræver i princippet ikke behandling. Behandlingen er symptomatisk i form af febernedsættende og smertes...)
Akutte smerter (...princippet fra WHO's smertetrappe, hvor man starter med svage analgetika, paracetamol og/eller NSAID, afhængigt af smertetype. Hvis denne behandling ikke slår til, kan man overveje at tillægge et opioid. Man skelner ikke længere imellem svage og stærke opioider. Den tidligere anvendte betegnelse svage opioider henviste til opioider med lav affinitet til opioid receptoren. Men da disse opioider alle har aktive metabolitter med høj affinitet til opioid receptoren, giver denne opdeling ingen praktisk mening. Ved akutte smertetilstande hvor der er en neuropatisk smertekomponent kan det være relevant at tillægge adjuverende analgetika. Specifik behandlingsstrategi af akutte smerter Ved ikke inflammatoriske muskuloskeletale smerter er paracetamol førstevalg. Paracetamol kan med fordel gives i fast dosering fx 1 g 4 gange dagligt i starten, og efterhånden som den akutte smerte aftager, kan man overgå til behovsdosering. Ved inflammatoriske muskuloskeletale smerter kan NSAID anvendes i en afgrænset periode. Der bør benyttes lavest mulige effektive dosis. og i kortest mulige tid. NSAID vil også være førstevalgs-præparat ved akutte nyre - eller galdestensanfald, evt. som injektion. Vær dog her opmærksom på evt. kontraindikationer og vær især tilbageholdende med NSAID til patienter > 65 år, eller hvis der foreligger andre risikofaktorer for udvikling af gastro-intestinal blødning og/eller hjerte-karlidelser, se NSAID . Opioider bør i udgangspunktet ikke anvendes til benigne muskuloskeletale smerter fraset ved frakturer, større traumer eller svære smertetilstande som fx discitis. Den akutte smerte er ofte hurtigt aftagende og dynamisk, og de korttidsvirkende opioider benyttes derfor overvejende til denne type af smerter. Hvis der er behov for behandling med opioider i mere end 1-2 uger, kan der med fordel omlægges til et depotopioid. Husk altid opfølgning og udtrapningsplan. Til ambulante patienter, hvor der er behov for opioid, startes med morfin tabletter 5-10 mg p.n. ( især hos ældre samt patienter med nedsat nyrefunktion, bør der udvises forsigtighed) og sjældent over 60 mg i døgnet hos opioid naive. Behandling med injektions-opioid vil kun meget sjældent være indiceret ved akutte benigne smerter, men kan være indiceret fx ved stensmerter. NB: Der bør aldrig gives opioid som injektion til en opioid naiv patient, hvis der ikke er mulighed for observation, pga. væsentlig risiko for overdosering, evt. med fatalt udfald. Til indlagte patienter, hvor der er behov for opioider, kan der enten gives morfin tabletter a 5-10 mg p.n. eller der kan titreres med intravenøst morfin 2,5 mg ad gangen med 10-15 minutters intervaller til der opnås sufficient smertedækning. Hvis der anvendes parenteral behandling til indlagte patienter, er intravenøs behandling at foretrække, idet den er atraumatisk og let styrbar, hvorimod subkutane og intramuskulære injektioner kan være vanskeligere at kontrollere og altid skal undgås hos patienter, som er cirkulatorisk ustabile. For børn og ældre bør startdoserne være lavere, og monitoreringen af patientens tilstand tættere. Såfremt en smertetilstand er morfinkrævende ud over mere end 1-2 uger, kan patientens samlede døgnbehov gennem de sidste 2-3 dage beregnes, og den samlede døgndosis af opioid omlægges til et langtidsvirkende opioid, fx morfin i depotformulering, og fordeles på 2-3 lige store doser med lige lange intervaller. Såfremt patienten har brug for yderligere morfin til smertegennembrud gives 1/6 af døgndosis ved hver p.n. dosis. Den samlede døgndosis vil kun sjældent være over 100 mg/døgn hos opioid naive. Hos patienter, som i forvejen er i fast opioidbehandling, kan opioidbehovet være noget større grundet toleranceudvikling. Patientens samlede behov revurderes en gang i døgnet, og om nødvendigt øges behandlingen med langtidsvirkende opioider. Husk opfølgning og udtrapningsplan. Ved akutte smertetilstande der har en neuropatisk smertekomponent, fx akutte lænderygsmerter med radikulær udstråling, kan det være relevant at benytte et adjuverende analgetikum. Af hensyn til at der ved akutte smerter er behov for en relativt hurtig optitrering, vil gabapentin typisk være førstevalg. Her kan startes med 300 mg x 1 og øges med 300 mg ad gangen fx med 1 døgns interval, til 300-600 mg x 3. Det kan være nødvendigt med langsommere optrapning af hensyn til bivirkninger. Hvis gabapentin ikke tolereres kan alternativt benyttes pregabalin, hvor der er mulighed for at starte med lavere doser, fx 25 mg x 2. Dosis øges gradvist under hensyn til effekt og bivirkninger. Ved nedsat nyrefunktion øges langsommere og max. dosis er lavere afhængigt af GFR. Desuden bør der udvises særlig forsigtighed ved ældre. Se endvidere: Gabapentinoider . Postoperative smerter Postoperative smerter er et betydeligt problem. Det anslås, at ca. 75 % oplever smerter efter et kirurgisk indgreb, og at smerterne er moderate til svære hos ca. 50 %. Det overordnede formål med behandlingen af postoperative smerter er symptomatisk og sigter mod at reducere ubehag og angst forbundet med smerteoplevelsen. Desuden stiles der imod bedst mulig smertelindring under mobilisering, så den postoperative rehabilitering fremmes. Endelig sigtes mod at reducere den postoperative morbiditet og mortalitet, idet smerter øger sympatikus aktiviteten som sammen med det kirurgiske stress respons og en smertebetinget immobilisation øger risikoen for en lang række komplikationer (kardiel iskæmi, tarmparalyse, tromboemboli m.m.) Postoperativ smertebehandling bør derfor ses som en integreret del af den postoperative pleje og rehabiliteringsproces. Generel behandlingsstrategi af postoperative smerter Behandlingen af postoperative smerter følger samme principper som håndtering af akutte smerter; svage analgetika udgør basisbehandling og ved sværere smerter, suppleres smertebehandling individuelt efter behov, typisk med korttidsvirkende morfin. Håndteringen af postoperative smerter starter allerede præ-eller perioperativt, så den analgetiske effekt er sat ind ved operationens afslutning. Her gives smertebehandlingen på baggrund af den forventede postoperative smerteintensitet baseret på størrelsen af det kirurgiske indgreb: Mindre indgreb: Paracetamol og evt. NSAID Lidt større indgreb: Paracetamol og evt. NSAID + Lokal infiltrationsanæstesi, perifere nerveblok (evt. med glukokortikoider) Store indgreb: Paracetamol og evt NSAID + Epidural analgesi med lokalanæstetika, systemisk opioid (evt ketamin eller gabapentinoider) Det overordnede formål med denne multimodale behandlingsstrategi er at opnå en opioidbesparende effekt med henblik på at reducere uønskede opioidrelaterede bivirkninger som kvalme, opkastning, urinretention, paralytisk ileus, obstipation, sedation og circulatorisk og respiratorisk depression. Anbefalinger til ikke-specialiseret håndtering af smerter i det postoperative forløb fremgår af Smerteguiden (5274) . Specifik behandlingsstrategi af postoperative smerter Paracetamol har en dokumenteret opioidbesparende effekt og anvendes som basisbehandling. Ved kortvarige operative indgreb med ringe vævsskade gives paracetamol oralt 30-60 minutter før operationen. Parenteral tilførsel af paracetamol kan overvejes, når oral eller rektal tilførsel ikke er mulig, fx postoperativt eller inden for pædiatrisk onkologi. Rektal tilførsel er på grund af meget langsom absorption og yderst variable plasmakoncentrationer ikke egnet til voksne. Den postoperative analgetiske effekt af paracetamol er signifikant mindre end for NSAID, men har færre bivirkninger, hvilket stadig gør det til førstevalg ved operationer med begrænset inflammatorisk respons. NSAID kan anvendes i kombination med paracetamol som basisbehandling, såfremt patienten ikke frembyder risikofaktorer eller ikke har komorbiditet i form af gastro-intestinale lidelser, nyreinsufficiens eller sværere hjerte-kar-sygdom. Vær varsom med NSAID til ældre . Behandlingen med især NSAID bør ikke fortsætte ud over få uger, uden at der bliver taget stilling til, om der fortsat er indikation for behandlingen. Såfremt der foreligger risikofaktor(er) for udvikling af gastro-intestinal blødning, bør NSAID-behandling suppleres med behandling med syrepumpehæmmer. Hvis det af operationstekniske eller helingsmæssige årsager ikke er ønskværdigt med selv let øget perioperativ blødning, bør man være tilbageholdende med brug af NSAID, da denne gruppe lægemidler hæmmer trombocytaggregationen. Der er ingen evidens for, at knogleheling hæmmes klinisk betydende af NSAID, hvorimod evidensen tyder på, at NSAID kan øge risikoen for anastomose lækage. Ved brug af NSAID er ibuprofen eller naproxen førstevalg (5125) (5126) (5274) . Opioider udgør fortsat hjørnestenen i den postoperative smertebehandling ved moderate til svære postoperative smerter. Fordi postoperative smerter hurtigt ændrer intensitet, er det en god strategi for behandlingen at vælge præparater, der gør behandlingen hurtig titrerbar - og dermed styrbar. Med andre ord benytter man korttidsvirkende midler og ikke langtidsvirkende eller depotformulerede præparater, hvoraf morfin er førstevalg (5274) . Under indlæggelse, kan patientstyret analgesi være en behandlingsmulighed (patient controlled analgesia - PCA). PCA er et smertebehandlingsregime, hvor patienten selv kan aktivere typisk en pumpe til at give en forudindstillet mængde analgetikum. Den mest effektive basisbehandling af smerter efter større kirurgiske indgreb med omfattende vævsskade er dog kontinuerlig kateterbaseret epidural tilførsel af lokalananæstetikum tilsat opioid. Dette er også den metode, som mest effektivt dæmper og beskytter mod det kirurgiske stressrespons. Behandling med gabapentinoider (gabapentin og pregabalin) har vist sig at have minimal effekt på akutte postoperative smerter og fordobler desuden risikoen for overdosering hvis det gives i kombination med opioider. Omvendt øges sandsynligheden for tidligere ophør med opioider (se referenceliste). Gabapentinoider spiller i dag en beskeden rolle i den postoperative smertebehandling. Patienter, der allerede inden operation, er i opioidbehandling for kroniske smertetilstande, udgør en særlig gruppe og kan kun undtagelsesvis forventes at skulle behandles i et rutine- eller pakkeforløb; disse patienter kræver særlig opmærksomhed. Patienterne skal behandles for deres kroniske smerter i hele det perioperative forløb samtidig med, at de behandles for deres akutte postoperative smerter. Patienterne vil ofte have et behov for mere analgetika, herunder opioider, end andre patienter, og en del af dem vil med fordel kunne behandles med relevante blokader til den akutte smerte. Akut smertebehandling hos ældre og børn Generelt anbefales brug af lavere doser til ældre og smertebehandling til den ældre patient kan med fordel tilrettelægges efter start low and go slow princippet...)
Smerter set fra et bio-psyko-socialt perspektiv (...princippet”. Evolutionært set opvejes ulempen ved mange evt. falske alarmer af fordelen ved at registrere en regulær fare rettidigt (6034) . Eksempel 1: Hans H. 45 år Hans får pludseligt ondt i ryggen under havearbejde. Han har for 5 år siden haft en diskusprolaps i lænderyggen, som det tog 6 måneder at komme sig over. Smerterne i ryggen minder meget om smerterne fra dengang, og han skynder sig at stoppe med havearbejdet. Hans går straks i seng og tager noget smertestillende. Hans er bange for, at han kan provokere en ny diskusprolaps, hvis han gør de forkerte bevægelser, og han vælger at sygemelde sig den næste uge. Hans kone er også meget bekymret og overtager hans opgaver i familien, så Hans kan hvile sig. Eksempel 2: Grete G. 38 år Grete får pludseligt ondt i ryggen, mens hun er til fitness træning. Grete har før prøvet at få et hold i ryggen, og sidst fik hun at vide af sin massør, at det var godt at bevæge sig for at løsne låsninger i ryggens led. Grete fortsætter derfor sin træning stille og roligt, mens hun forsøger at undgå øvelser, der provokerer smerterne. Efter træning går hun i sauna, og hun kan mærke, at det lindrer lidt. På vej hjem fra træning er Grete ved godt mod, og tænker at det nok bare vil tage et par dage, før smerterne er bedre. Hun udfører sine opgaver i familien, som hun plejer. Når en person oplever smerter, vil det føre til et adfærdsmæssigt respons, som er formet af mange faktorer, herunder personens tolkning af smerternes betydning, generelle overbevisninger om smerter, kognitive faktorer (fx katastrofetanker) og emotionelle faktorer (fx negativ affekt). Denne adfærd vil yderligere kunne forstærkes af sociale faktorer (fx adgang til social støtte) eller miljømæssige faktorer (fx konsekvenser af adfærden). Smerteadfærd er derfor ikke altid adaptiv, og kan som konsekvens af alle de ovenfor nævnte faktorer blive dysfunktionel i stedet. Dysfunktionel smerteadfærd kan ved langvarige smertetilstande medføre et funktionstab, der kan stå i væsentlig kontrast til de rent fysiske forandringer (6035) . Dette understreger igen, hvorfor vi kommer til kort med den BM-model, når det gælder smerter. Forståelse af smerter i et bio-psyko-socialt perspektiv Udover at smerter altid har en kognitiv/emotionel komponent og er ledsaget af smerteadfærd, påvirker forskellige kognitive, emotionelle, adfærdsmæssige og sociale faktorer smerteoplevelsen i en positiv eller negativ retning (tabel 1). De vigtigste af disse faktorer beskrives kort i det følgende. Tabel 1. Eksempler på kognitive, emotionelle, adfærdsmæssige og sociale faktorer der påvirker smerteoplevelsen og funktionsniveauet Kognitive faktorer Emotionelle faktorer Adfærdsmæssige faktorer Sociale faktorer Beskyttende faktorer Positive overbevisninger om smerter Tillid til egen mestring Kognitiv fleksibilitet Positiv affekt Resiliens over for stress Tryg tilknytning Fleksible strategier Fleksibel balance mellem aktivitet og hvile Fysisk aktivitet God søvn Høj grad af social støtte Højt uddannelses niveau Økonomisk sikkerhed Forværrende faktorer Smerte katastrofering Følelse af hjælpeløshed Kognitiv ufleksibel Negativ affekt Angst Frygt Depression PTSD Utryg tilknytning Ufleksible strategier Undgåelses mønster* Overaktivitets mønster* Beskyttende muskelværn (guarding) Lav grad af social støtte Dysfunktionel støtte Lavt uddannelses niveau Økonomisk usikkerhed * se beskrivelse under afsnit om avoidance-endurance modellen Emotionelle og kognitive faktorers betydning Smertens primære emotionelle komponent er frygt, som er med til at aktivere et stress respons, der skal gøre os parat til handling (kamp/flugt) i tilfælde af fare. For at der kan foregå en hurtig og effektiv tolkning af, om smerter repræsenterer en trussel, foretager hjernen en automatisk kognitiv evaluering på baggrund af tillærte erfaringer, overbevisninger og forventninger. En person med negative erfaringer kan have en tillært overbevisning om, at smerter betyder, at der er noget alvorligt galt, hvorimod en anden person med positive erfaringer i stedet kan have en tillært overbevisning om, at smerter er en nødvendig konsekvens af livet. Tillærte overbevisninger vil påvirke disse personers adfærd, som kan variere fra ”jeg må passe meget på mig selv”, til ”det skal trænes væk”. Det betyder, at den præcist samme fysiske skade kan give anledning til meget forskellig tolkning og adfærd fra person til person afhængigt af den kognitive evaluering (6035) . Frygt er som regel et kortere varende respons på smerter, men kan afløses af en mere vedvarende bekymring, som øger opmærksomheden på smerterne og dermed kan forstærke dem. En af de mest velkendte og velundersøgte fænomener, som kan forstærke smerteoplevelsen og medføre et dysfunktionelt adfærdsmæssigt respons, er smerte katastrofering (pain catastrophizing) (6036) . Smerte katastrofering er defineret som et negativt tankemønster, som aktiveres i forbindelse med smerte eller truende smerte. Kerne symptomerne er: magnifikation rumination og oplevelse af hjælpeløshed. En person med dette tankemønster, vil have øget negativ opmærksomhed rettet mod smerter og vil have tendens til at tolke relativt neutrale signaler som katastrofale. Smerte katastrofering er associeret med en dårlig prognose for at få et positivt resultat efter kirurgi, og med en øget risiko for at akutte smerter udvikler sig til kroniske smerter (6035) (6036) . Der er udviklet spørgeskemaer til at identificere smerte katastrofering, som også er oversat til dansk (6037) . Som konsekvens af negative overbevisninger, katastrofetanker og/eller dysfunktionel smerteadfærd er langvarige smerter ofte ledsaget af negative affekter som fx håbløshed, frustration, angst m.m. Hos personer, som i forvejen har en psykisk lidelse præget af negativ affekt (angst, depression), kan smerteoplevelsen forstærkes og øge risikoen for, at akutte smerter udvikles til kroniske smerter. Der ser ud til at være en særlig stærk sammenhæng mellem forekomsten af PTSD og øget risiko for udvikling af langvarige smerter og smerterelateret funktionsnedsættelse. Det er derfor vigtigt at kunne vurdere om en patient, som søger behandling for smerter, har depression, angst eller PTSD, idet relevant behandling heraf potentielt kan forbedre prognosen for behandlingen af smerterne (6035) (6036) . Hans H. 45 år, fortsat: Der er gået 5 måneder, siden Hans fik smerter i ryggen under havearbejde. Hans er blevet scannet, og der er ikke fundet nogen diskusprolaps, men Hans har fået at vide, at der er noget slidgigt i ryggen. Han har trods de gode nyheder alligevel fået mere ondt i ryggen. Hans er meget bekymret for smerterne, og for at de betyder, at hans ryg er blevet svag pga. slidgigt og den tidligere diskusprolaps. Han kan nu klare de lettere opgaver i familien, men hans kone har overtaget støvsugningen og gulvvask. Hans er stadig sygemeldt fra sit arbejde, og han føler, det hele er håbløst. Han er bekymret for sin fremtid og for familiens økonomi. Grete G. 38 år, fortsat: Der er gået 5 måneder, siden Grete fik smerter i ryggen under fitness træning. Grete har ikke fået det bedre med smerterne endnu. Grete har været hos kiropraktor og fået manipulation, og kiropraktoren har forsikret hende om, at der ikke er noget alvorligt galt med ryggen. Grete går også til massør hver uge, og får at vide at hendes muskler er meget spændte. Det virker rigtigt godt med massage, men kun et par dage. Grete er ikke bekymret for, at der er noget galt med ryggen. Grete er vokset op med en mor, der havde kroniske smerter, og Grete oplevede sin mor som svag, og sådan ønsker hun ikke selv at være. Grete har meget, hun gerne vil nå, hun er glad for sit arbejde i en tøjbutik, hun elsker sin fitness træning, hun kan bedst lide, når der er rent og ryddeligt derhjemme, og Gretes mor ringer ofte og har brug for hjælp. Grete kan sagtens ignorere sine smerter for at klare sit arbejde, træne som hun plejer, og holder rengøringsstandarden højt derhjemme. Grete må dog ofte bruge hele weekenden på at hvile sig, fordi smerterne bliver værre og værre i løbet af ugen, og hun har måttet melde afbud til flere fester. Grete bryder sig ikke om at ligge på sofaen, det minder hende om hendes mor. Smerteadfærd Den adfærd, en person udviser som følge af smerter, vil ofte være konsekvensen af, både hvordan den specifikke smerte tolkes og mere generelle overbevisninger om smerter, som er tillært via egne eller pårørendes erfaringer. Adfærd vil typisk blive forstærket, hvis den har en umiddelbar positiv effekt, som fx færre smerter eller oplevelse af øget social støtte. Ved langvarige smertetilstande kan der opstå det problem at adfærd, der var hensigtsmæssig i den akutte fase (fx aflastning og medicin), kan blive dysfunktionel på længere sigt. Her er det afgørende, at personen har adgang til fleksible (adaptive) strategier. Den mest velbeskrevne model, til forståelse for hvordan en dysfunktionel strategi kan øge risikoen for, at akutte smerter udvikler sig til kroniske smerter, er fear-avoidance modellen . Modellen beskriver, hvordan emotionelle og kognitive faktorer (frygt, angst, katastrofering) kan føre til undgåelse af aktiviteter, der udløser eller forventes at udløse smerter med fysisk dekonditionering til følge, som via en tillært forstærkning medfører øgede smerter og progredierende funktionstab. Senere er modellen udvidet til avoidance-endurance modellen , hvor overaktivitet (endurance) beskrives som en anden dysfunktionel strategi. Med overaktivitet menes, at aktiviteter udføres trods smerteøgning, og at patienten undgår at restituere på grund af angst for at være syg. Undgåelsesmønstret er vist at være associeret med øget smerteniveau, dårligere psykisk helbred og højre grad af funktionsbegrænsning. Patienter med overaktivitetsmønster klarer sig dårligere end patienter med et fleksibelt adaptivt mønster, men klarer sig generelt bedre end patienter med undgåelsesmønsteret (6038) (6039) (6040) . Figur 1. Undgåelse versus overaktivitet. Adapteret efter avoidance-endurance modellen Andre faktorer Social støtte Social støtte er defineret som oplevelsen af at være holdt af og have adgang til omsorg fra andre. Mange studier peger på, at god social støtte kan påvirke smerteoplevelsen direkte (fx øget tolerance overfor eksperimentel smerte) eller indirekte (fx via øget stress tolerance) (6041) . Der er dog også studier, der peger på, at visse typer af omsorg kan have en negativ effekt, dette gælder særligt hvis de pårørende som en del af omsorgen overtager funktioner for patienten, i stedet for at patienten får støtte til at kunne mestre disse selv. Hos patienter der lever i et parforhold, er både smerteoplevelsen og evnen til egen mestring vist at kunne påvirkes negativt af psykologiske forhold hos partneren. Dette er blandt andet vist for smerte patienter med en partner, der har et utrygt tilknytningsmønster eller som har depressive symptomer (6036) (6041) . Tilknytningsmønster Mange studier peger på, at et utrygt tilknytningsmønster er associeret med øget smertefølsomhed (fx ved eksperimentelt påført smerte) og med forekomsten af kroniske smerter (6042) . Tilknytningsmønstre udvikles i den tidligere barndom afhængigt af de primære omsorgsgiveres evner til at støtte barnets emotionelle regulering. Hvis barnet får optimal emotionel omsorg, udvikles et trygt tilknytningsmønster. Et utrygt tilknytningsmønster opstår, hvis barnet enten lærer at overregulere (undgående mønster) eller underregulere (ængsteligt mønster) sine følelser. Nogle udvikler en blanding af de to mønstre (ængsteligt-undgående). Disse tilknytningsmønstre er relativt stabile gennem livet og aktiveres, når en person udsættes for indre trusler (fx smerter) eller ydre trusler (fx økonomisk usikkerhed). Et utrygt tilknytningsmønster kan medføre en manglende tillid til egne mestringsevner, men kan også betyde utryghed i forhold til den sociale støtte. Begge dele kan påvirke både smerter og adfærd. Meget tyder desuden på, at patienter med et utrygt tilknytningsmønster oplever større afhængighed (ængsteligt mønster) eller nedsat tillid (undgående mønster) til behandlere, hvilket øger risikoen for dårligere behandlingseffekt (6042) (6043) . Traumatiske livsbegivenheder Mange studier har påvist, at der er en stærk association mellem kroniske smerter og forekomsten af traumatiske livsbegivenheder i barndommen (6036) . Dette gælder både fysiske traumer (fx sygdom, ulykker, kirurgi, indlæggelser, smertefulde procedurer mm.) og psykiske traumer (fx adskillelse fra forældre, tab af forældre, skilsmisse, omsorgssvigt, overgreb mm). Fysiske eller psykiske traumer senere i livet øger også risikoen for udviklingen af kroniske smerter (6036) . 3P-modellen Engel’s bio-psyko-sociale sygdomsmodel tilbyder en overordnet beskrivelse af, at biologiske og psykosociale faktorer spiller sammen, når et individ oplever at være syg eller at have et behandlingsbehov. Nyere konceptuelle modeller er siden udviklet, hvor det i højere grad beskrives, hvordan disse faktorer påvirker udvikling og vedligeholdelse af sygdom. I 3P-modellen, som oprindeligt blev udviklet som en model til forståelse af insomni, konceptualiseres hvordan biologiske, psykologiske og sociale faktorer kan fungere både som prædisponerende ( P redisposing ), udløsende ( P recipitating ) eller vedligeholdende ( P erpetuating ) faktorer, samt hvordan disse faktorer kan have en kumulativ effekt, i forhold til risikoen for kronificering (6044) . Figur 2. Prædisponerende, udløsende og vedligeholdende faktorer for udvikling af kroniske smerter. Adapteret efter 3P-modellen Modellen er også konceptualiseret i forhold til at forstå kroniske smertetilstande, hvor niveauet af symptomer og graden af nedsat funktionsniveau ofte står i kontrast til de objektive fund. I modellen peges på, at behandling kan ske ved at forsøge at påvirke de bio-psyko-sociale faktorer, som ser ud til at vedligeholde smerterne (6045) . Der er nu gået over et år, siden Hans og Grete fik smerter. Hverken hos Hans eller Grete er der fundet en fysisk forklaring på smerterne. Både Hans og Grete har fået en tid hos lægen, hvor de sammen med lægen prøver at finde frem til en række mulige prædisponerende, udløsende og vedligeholdende faktorer, som tilsammen måske kan forklare, at smerterne er blevet kroniske. Hans H. 45 år, fortsat: Hans har haft en normal opvækst, men har haft en svær skolegang, hvor han blev moppet i flere år. Han udviklede en angstlidelse omkring 19-års-alderen og havde svært ved at komme i gang med en uddannelse. Han fik det bedre efter at have fået psykologsamtaler, og efter at han startede som tømrerlærling. Efter nogle års arbejde som tømrer hvor han ofte var sygemeldt med ondt i ryggen, besluttede han at læse videre til bygningskonstruktør. For 5 år siden havde han et cykelstyrt, hvor han pådrog sig en diskusprolaps i ryggen, som ikke krævede operation. Han havde dog mange smerter og var meget bange for, at der skulle udvikle sig lammelser, som det var sket for en af hans kammerater. Hans fik det langsomt bedre i løbet af 6 måneder. Kort tid efter at Hans igen fik rygsmerter, begyndte hans datter at få angst og udviklede skolevægring. Hans tror, at hans ryg er blevet svækket af hans arbejde som tømrer med tunge løft, og han er bange for, at han kan ødelægge sin ryg mere, hvis han ikke passer på. Hans er også bekymret for sin datter. Hans kone synes også, at Hans skal passe på sin ryg, og hun synes, det er rart, at der er en voksen hjemme nu, hvor deres datter har det svært med at passe sin skole. Grete G. 38 år, fortsat: Grete er vokset op i en familie, hvor hendes mor var kronisk syg. Hendes mor var ofte indlagt, og hun endte med at få førtidspension, da Grete var 10 år. Gretes far tog sig af de fleste af familiens opgaver, så Gretes mor kunne hvile sig. Grete var dygtig og populær i skolen. Grete kom i lære som kontorassistent, men blev sygemeldt med stress undervejs. Hendes chef stillede store krav, og Grete forsøgte at følge med, men pga. presset lavede hun mange fejl, og det havde hun det svært med. Grete valgte at starte i lære som butiksassistent i stedet, og det gik godt. Grete fik et barn med en kæreste, som hun ikke havde kendt så længe. De forsøgte at skabe en familie, men kæresten havde et alkoholproblem og kunne blive truende. Efter et par år gik Grete fra ham. Grete fandt en ny god mand, som hun blev gift med og fik 2 børn mere med. Kort tid efter at Gretes smerter startede, mistede hun uventet sin far og måtte bruge mere tid på at hjælpe sin mor. Grete bryder sig ikke om at være syg eller svag og ignorerer helst sine smerter for at få styr på det hele. Grete mener, man skal prøve at se positivt på livet, og hun har heller ikke lyst til at fokusere for meget på negative følelser. Behandling af smerter i et bio-psyko-socialt perspektiv Information og betydningen af ord Når en patient søger behandling pga. nytilkomne smerter, sker det oftest, fordi han/hun opfatter smertesignalerne som et tegn på fare og har brug for hjælp til at få afklaret, om der er noget alvorligt galt. At blive grundigt undersøgt og få afkræftet at smerterne repræsenterer en trussel, vil derfor have en direkte effekt på den emotionelle komponent af smerten (frygt), hvorved smerten typisk vil opleves lettere at håndtere. Det vil desuden være hjælpsomt for mange at få en prognose for, hvor længe smerterne forventes at vare, og nogle råd om hvordan tilstanden kan håndteres bedst muligt. De fleste lettere skader som fx forstuvninger forventes at vare et par uger. Tidligere har anbefalingerne været aflastning til smertefrihed (RICE princippet), men de nyeste anbefalinger er, at skadet væv ikke skal overbeskyttes, men derimod bør udsættes for så meget belastning som muligt, uden at der sker yderligere skade (POLICE princippet...)
Kroniske smertetilstande (...Princippet i behandlingen med depotopioider er, at den skal være kontinuerlig således, at plasmakoncentrationen holdes jævn over hele døgnet. Hvis effekten er utilstrækkelig på korrekt indikation, eller der opstår uacceptable bivirkninger, kan det overvejes at skifte til andet langtidsvirkende opioid ( opioidrotation ). Ved opioid-rotation foretages en beregning af den ækvianalgetiske dosis af det opioid, der konverteres til (se beregner ). Tolerance-udvikling viser sig typisk ved aftagende effekt og behov for stigende doser. Dosis kan øges et par gange, men bør hos patienter med non-maligne smerter ikke overstige 100 mg morfinækvivalenter i døgnet pga. risiko for opioidsensibilisering i højere doser. Første valg ved tolerans-udvikling er at forsøge udtrapning. Hvis udtrapning ikke er muligt, eller fortsat opioid behandling skønnes velindiceret, kan også foretages opioid-rotation, idet der ikke er fuld krydstolerans mellem de forskellige opioider. Hvis der roteres pga. opioid tolerans, vil det ofte være muligt at reducere den ækvipotente dosis af det nye opioid. Ved døgndoser under 100 mg morfinækvivalenter, kan der roteres på en gang. Ved doser over 100 mg morfinækvivalenter bør der foretages en krydstitrering (gradvis nedtrapning af det ene opioid, samtidig med gradvis optrapning af det nye opioid). Ved tolerance-udvikling, kan det være en fordel at rotere til metadon behandling, hvor der sjældnere opstår problemer med abstinenser mellem doserne. Håndtering af toleransudvikling ved opioidrotation, krydstitrering og behandling med metadon er en specialist-opgave. Det gælder generelt for patienter i langtidsbehandling, at p.n. administration bør undgås, idet risikoen for misbrug og tolerans sandsynligvis stiger ved disse behandlingsregimer. Desuden giver behandling med p.n. opioid ofte over tid en meget ustabil smertedækning med risiko for abstinenser og hermed abstinenssmerter mellem doserne. For visse typer af kroniske smertetilstande kan oral pn dosering med korttidsvirkende opioid dog anbefales, typisk ved mere dynamisk betingede smertetilstande, fx osteoporotiske sammenfald i columna med primært belastnings- og aktivitetsudløste smerter, eller hvis der er tale om en blandet akut og kronisk smertetilstand, som det fx ses ved kronisk pancreatitis. Hvis der anvendes korttidsvirkende opioider, bør forbruget monitoreres tæt og må ikke eskalere. Behandling med opioider giver næsten obligatorisk forstoppelse, og der bør opstartes profylaktisk behandling med laksantia. Osmotisk virkende præparater foretrækkes. Der kan søges om enkelttilskud til alle laksantia ved kronisk opioidbehandling. Naloxon er en ren antagonist og bliver brugt til at modvirke akutte opioidbivirkninger som respirationsdepression og sedation. Naloxon er markedsført i kombination med oxycodon og er formuleret således, at det frigøres langsomt og systemisk optræder i så lav en koncentration, at det alene får en perifer antagonistisk (anti-obstiperende) effekt og ikke modvirker opioidets centraludløste analgetiske virkning. Naloxegol er en opioidantagonist, der ikke passerer blod-hjernebarrieren, og som kan bruges til patienter med opioidinduceret obstipation, når andre laksantia uden held har været forsøgt. Endvidere er der markedsført en ren perifer opioidantagonist ( methylnaltrexon ). Begge præparater anvendes til at modvirke opioidinduceret obstipation og dysfunktion af tarmen. Methylnaltrexon gives subkutant, og indikationen er hårdnakket obstipation hos cancerpatienter, hvor anden behandling med laksantia ikke har haft den ønskede effekt. Der er ved behandling med opioider altid risiko for udvikling af afhængighed. Efter kortere tids behandling - få uger - vil de fleste patienter have udviklet fysisk afhængighed, hvilket typisk viser sig ved flere smerter, indre uro og svedeture, når der bliver for langt mellem de daglige doser eller i forbindelse med nedtrapning. En mindre del af kroniske smertepatienter udvikler psykisk afhængighed og vil være i risiko for at blive misbrugere. Patienter med fysisk afhængighed er ofte lette at hjælpe ud af deres opioidbehandling med støtte og forsikring om, at abstinenserne er ufarlige og kortvarige, hvorimod patienter med et psykisk afhængighedsforhold til opioiderne kan have behov for specialiseret hjælp i et misbrugscenter. Medicintilskud Siden d. 26. maj 2025 er der kommet nye tilskudsregler for opioider, og ingen opioider har nu længere generelt tilskud. De vigtigste ændringer fremgår af nedenstående. For en fuld oversigt over tilskudsregler henvises til Lægemiddelstyrelsens hjemmeside . Der er klausuleret tilskud til følgende depot opioider: Tramadol (undtaget enkelte dyre præparater), morfin, oxycodon (undtaget kombination med naloxon) og methadon. For at være omfattet af klausulen skal svagere smertestillende medicin have været forsøgt uden effekt. For nociceptive smerter gælder dette paracetamol. For neuropatiske smerter skal relevante adjuverende analgetika være afprøvet. Der er desuden klausuleret tilskud til buprenorphin resoribletter, hvor det ud over at svagere smertestillende er prøvet, desuden kræves at depot opioider der er formuleret som tabletter eller kapsler ikke kan benyttes. For buprenorphin plastre gælder i tillæg, at medicin ikke kan tages gennem munden. Samme klausul gælder for fentanyl plastre. Der er klausuleret tilskud til alle korttidsvirkende opioider, som er formuleret som tablet eller kapsel, og klausulen er kun gældende ved kortvarig behandling af smerter eller ved akutte gennembrudssmerter trods en fast behandling med depotopioid. For korttidsvirkende opioider som er formuleret som dråber, smeltetabletter eller suppositorier, gælder desuden, at tabletter og kapsler ikke kan benyttes. Tilskuddet til kodein er bortfaldet. Behandling af kroniske smerter hos ældre Generelt benyttes lavere doser til behandling af ældre for alle typer af analgetika. NSAID-behandling af ældre er forbundet med markant øget risiko for udvikling af alvorlige gastro-intestinale, kardio-cerebro-vaskulære og renale komplikationer. Længerevarende NSAID-behandling bør derfor undgås (2588) . Ved brug af gabapentin, pregabalin og opioider hos ældre, bør man være særligt opmærksom på centrale bivirkninger, der kan optræde som pseudodemens. Ældre er særligt udsatte for at få anti-kolinerge bivirkninger, hvorfor der bør udvises forsigtighed ved brug af TCA og SNRI præparater. Ved brug af adjuverende analgetika og opioider anbefales det at starte med laveste mulige dosis og trappe langsomt op efter start low - go slow princippet...)
Epilepsi hos børn (...ne. Det er nødvendigt for barnets og forældrenes forståelse og accept af behandlingsprincippet, at de oplyses om, at afprøvning af flere forskellige præparater i prioriteret rækk...)
Måling af lungefunktionen (...-metoden (single-breath) og angives som DLco, også kaldet transfer factor (T L CO). Princippet er, at patienten inhalerer en luftblanding, med en lille koncentration af CO, som d...)
