I kortlægningen af lungernes funktion indgår flere forskellige fysiologiske mål. Den simpleste måling omfatter spirometri med måling af forceret ekspiratorisk volumen i det første sekund af ekspirationen (FEV₁) og forceret vitalkapacitet (FVC) samt udregning af forholdet imellem de to variable (FEV₁/FVC) for at afgøre, om der foreligger obstruktion. Ved udredning af åndenød og især ved mistanke om interstitiel lungesygdom eller emfysem foretages også måling af diffusionskapacitet og de statiske lungevolumina, herunder total lungekapacitet (TLC) og residualvolumen (RV). 

Lungediffusionskapacitet er udtryk for lungernes evne til at transportere gasser mellem alveoleluften og lungekapillærer. Det måles oftest som lungediffusion for kulilte (CO) ved enkelt åndedrag-metoden (single-breath) og angives som DLco, også kaldet transfer factor.  

Princippet er, at patienten inhalerer en luftblanding, med en lille koncentration af CO, som diffunderer hurtigt over alveolemembranen og binder sig til hæmoglobin, samt en lille koncentration af inert gas, fx metan eller helium, som fordeler sig i lungen og benyttes til udregning af fortyndingsvolumen (det alveolære volumen (VA)). Luftblandingen udåndes efter en kort vejtrækningspause og mængden af sporgasserne i udåndingsluften analyseres med henblik på en udregning af, hvor meget af CO er forsvundet og hvor meget den inerte gas er fortyndet. Ved at dividere transfer factor med det alveolære volumen kan man udregne diffusionskonstant (DL_CO/VA). Ved at tilsætte acetylen til gasblandingen kan man også udregne lungeperfusionen.  

De målte værdier sammenlignes med normalmaterialet og er udtryk for lungens gastransportevne, men er også afhængige af en række andre faktorer, som lungeperfusion, afstemningen mellem ventilation og perfusion og hemoglobinkoncentration i patientens blod.